“Tale er sølv, men tavshed er guld” lyder et gammelt dansk ordsprog. Ordsproget findes i mange varianter og i mange kulturer, så der er noget, der tyder på, at ordsproget peger på en mere eller mindre universel opfattelse af værdien af tavshed.

Det kan være meget godt at tale og give udtryk for, hvad man mener. Men tale kan også let blive for meget eller ligegyldigt, så det er bedre at tie. Tavsheden åbner for betydninger, der let går tabt, hvis man taler for meget - talen kommer til at dække for det væsentlige.

Sjovt nok dukker dette ordsprog slet ikke op i Ejvind Hansens bog: Tavshedens opbyggelighed, som ellers handler værdien af tavshed i mange forskellige former. Og at talen kommer til at spærre for det væsentligt, er også en pointe, forfatteren gentagne gange fremhæver i bogen.

Hansens bog dækker i princippet alle former for samtaler, men det er især den offentlige samtale, der har hans interesse. Han er helt med på, at visse samtaler har formålet om at bekræfte, at man tilhører et bestemt fællesskab eller at man bekræfter, at vi er sammen. Samtale kan godt være sit eget formål. Her handler det ikke om, at man skal udvikle sig eller lære noget; man skal blot være sammen.

Andre samtaler har til formål, at man skal overbevise andre om noget. Her handler det heller ikke om at åbne sig for den anden og samtalepartnerens argumenter. Her handler det om at vinde en kamp om en position. Den slags samtaler er der mange af. Vi har nærmest en debatkultur, som minder om sportskampe, hvor stridende parter skal forsøge at udmanøvrere hinanden for at vinde en diskussion.

Som David Bohm er inde på i sin Om dialog, så har diskussion samme rod som percussion, og betyder at slå i stykker. Diskussion er en veritable boksekamp, hvor vinderen er den, der står oprejst til sidst. For kamphanerne eller -hønerne så gælder det, at de er de samme både før og efter diskussionen, som blot har bekræftet dem i, at de ved, hvordan verden hænger sammen.

De to nævnte samtaletyper bliver nævnt i bogen, men som sagt er det ikke her Hansen har sin interesse. Det har han derimod ved den demokratiske samtale – eller den politiske samtale, hvor det handler om at finde ud af, hvad vi har for med hinanden i en samfundsmæssig og social kontekst. Og det gælder også det, man kan kalde, den udviklende eller lærende samtale (ikke Hansens valg af ord), hvor man er interesseret i at blive sig selv ved at blive en anden, for nu at sige det lidt kryptisk.

Hansen er inde på netop dette, når han skriver, at man må være gæstfri ved at invitere den anden indenfor og lade den anden have indflydelse på og påvirke sig. Denne proces handler om at blive til, men med en forskel. Jeg er en person, der går ind i en samtale, og en anden, når jeg går ud. Jeg lader den anden påvirke og udvikle mig. Derved bliver man vedvarende til som sig selv ved at blive en anden: “hvis jeg giver plads til den anden på en gæstfri måde, får jeg også selv noget ud af det. Eller måske mere præcist: Jeg får mig selv ud af det! For at forstå dette er det vigtigt at tænke på, at jeg kan kun forstå mig selv som et selv, hvis jeg samtidig forstår, at der er noget, der ikke er mig selv” (s. 51).

Dermed er det også antydet, at det er en filosofisk bog; det er en bog, hvori forfatteren eftertænksomt overvejer, hvad der er at sige om tavshed. Dette skal ikke misforstås derhen, at bogen er svær at læse. Tværtimod. Hansen skriver forbilledligt klart, og han demonstrerer sine pointer gennem analyser af konkrete offentlige samtaler. Han giver sig tid i analyserne, så man hele tiden bliver ført med i argumentationen.

Hansen vil, som han siger indledningsvist i sin bog, vise “hvordan samtale bygger på tavshed”. Han hævder, at vi “er dømt til tavshed, hvis vi vil sige noget. Men hvis vi bliver gode til at forstå dette, rummer dommen en invitation til frihed” (s.9). Allerede her forstår man, at Hansen trækker på en oplysningsfilosofisk ide om frihed, som grunder sig i den fornuftige samtale. Hans bog kan ses som en korrektion til nogle af naive forestillinger om, hvordan fornuften af sig selv og gennem den rene rationalitet, vil gøre mennesker frie og selvforvaltende.

Det er Immanuel Kants tænkning, som er Hansens trædesten, og derfor er det også lidt underligt, at han slet ikke nævner Kants fremstilling af den offentlige brug af fornuften. Kants erkendelsesteoretiske hovedværk Kritik af den rene fornuft bliver ganske vist nævnt, men ikke Kants grundlæggende tekst om den offentlige brug af fornuften, som det fremstilles i det lille skrift: Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning?

Her handler det for Kant om, at mennesker gennem offentlig brug af fornuften gør sig fri af dogmer og forstokkede magtstrukturer og begynder at tænke selv ved at gøre brug af sin egen fornuft. Og friheden består også i Kants moralfilosofi i at gøre sig fri af umiddelbare drifter og fysiske behov - noget som Hansen gentager i sin bog. Han stiller spørgsmålet “om man skal hjælpe borgerne til at blive bedre udgaver af sig selv, således at borgerne i mere “kompetent” eller “egentlig” forstand bliver i stand til at styre sig selv – fremfor at de blot lader sig løbe om hjørner med af deres drifter og øjeblikkelige indskydelser” (s. 134).

Men det handler om frihed - og det kan man opnå gennem den vekselvirkning, der bør være mellem tale og tavshed, men med hovedvægten på tavshedens bidrag, hvor det gælder om at bruge og lytte til tavsheden. Så længe man taler, så prøver man at benævne og beherske verden, hvilket giver en sikker- og tryghed, men denne kan blive til tvivl og usikkerhed, hvis man giver sig hen til tavsheden, som kan bruges til at overveje, om der var nogen grund til at være så sikker på verdens beskaffenhed eller ens egen dømmekraft, som jo lå bag om det, man lige har sagt.

Forfatteren har tre typer af tavshed, som alle kan bidrage til opnåelsen af frihed. Der er den lyttende, den fokuserende og den eftertænksomme tavshed. De giver alle muligheder for, at man kommer fra en sikker position til en potentiel usikker og utryg position. Det er den, der taler, der bestemmer, hvad der tales om, hvordan og på hvilke (grund)præmisser. Så når man giver ordet fra sig, så risikerer man at stå i det åbne og usikre. Man risikere at ændre sig, at blive sig selv ved at blive en anden. Det afhænger dog af, hvad man bruger tavsheden til, og om man forstår at lytte til tavsheden. At gøre sig sårbar og invitere til den refleksion, som tavsheden inviterer til - og som det at lytte til den anden også inviterer til.

Bogen er struktureret ud fra de tre former for tavshed, hvortil kommer et fjerde element, som handler om en overset menneskeret, nemlig “Tavshedsfrihed”. På samme måde, som vi har ytringsfrihed, bør vi også have tavshedsfrihed. Hvad er ytringsfriheden overhovedet værd, hvis der ikke er en tavshed, der kan lade den komme til orde? Hvis ingen er tavse, giver ytringer ingen mening. Dette er på en måde banalt, medmindre man forstår tavshed på den måde, som er hovedpointen i bogen. Tavsheden er ikke kun at holde mund. Tavsheden er anledning til at lade noget andet komme til; at lade tavshed “være et redskab til at lade verden trænge sig på i al sin kompleksitet og uafviselighed” (s.125). 

Tavsheden åbner for verdens kompleksitet, mens talen reducerer den. Og – og det er vigtigt – vi er nødt til at reducere verdens kompleksitet for at kunne gøre noget ved den; for at forholde os demokratisk til den. Demokrati og samtale handler blandt så meget andet om netop denne reduktion. Vi taler nu om dette her og ikke om alt muligt andet, som ganske vist også kunne inddrages. Samtalen skal bidrage til, at verden skæres ned i overskuelige enheder, som vi kan tage stilling til og beslutte noget om. Men det sker på bekostning af, at verden – og det diskuterede – er meget mere komplekst. Tavsheden om denne kompleksitet er en anden funktion ved tavshed. Det er en funktion, der gør handling mulig. Man vil være handlingslammet, hvis man altid skulle tage alting med i betragtning, så tavsheden har en funktion ved at holde alt det, vi i øjeblikket ikke kan tage i betragtning ude. men det betyder jo ikke, at det ikke findes.

“Kilden til, at to modstridende synspunkter kan være rigtige, er, at demokratiet i sig selv er “et sæt af umuligheder”, som griber os om struben - hvis vi tager os tid til at tænke over det. 132

Verden og måder, vi kan omtale den på, er flertydig. Men den demokratiske beslutningsproces – eller den samtale, som vi skal bruge til noget konkret: at tage beslutninger og vælge noget – kan ikke håndtere kompleksiteten. Det er muligt, at vi kan mene to forskellige og hinanden gensidigt udelukkende ting, men det gør det ikke forkert. “Kilden til, at to modstridende synspunkter kan være rigtige, er, at demokratiet i sig selv er “et sæt af umuligheder”, som griber os om struben - hvis vi tager os tid til at tænke over det” (s. 132), siger Hansen med en henvisning til Deleuze.

Som sagt opererer Hansen med tre typer af tavshed. Den første, den lyttende tavshed, drejer sig om, at man må holde mund for at lytte til, hvad den anden siger. Man må invitere synspunktet ind – være gæstfri – så man kan forstå det sagte. Man må altså ikke bare lytte for at overveje, hvad man skal respondere. Dette handler kapitel et om.

Den fokuserede samtale handler om at lytte til det, der gøres tavs af samtalen, og som samtalen således dels bygger på, men også lader ude af betragtning. Her trækker Hansen helt oplagt på diskursanalysen, som netop kan anvendes for at lytte til, hvad der skjult fungerer som instanser, der afgør argumenters struktur og gyldighed. Hvis vi taler om “moderskab”, så vil der typisk være en grundlæggende samfundsmæssig forståelse af betydningen af dette. Men med diskursanalytiske briller eller ører, så kan man fremhæve de uudsagte grundpræmisser, der kan ligge at trække på en forestilling om, at moderskab har en række medbetydninger. Man kan derfor stille spørgsmål ved den måde, man taler om et givet problem på. Her er tavsheden både det, der gøres tavst i samtalen. Men det er også den tavshed, man selv kan indtage, for at få øje på, hvad der gøres tavst.

Kapitel tre handler om den eftertænksomme tavshed. Her trækker man sig fra samtalen. Tavsheden gøres her til en måde, hvorpå man kan overveje, om man overhovedet taler om det rigtigt; det mest relevante. Her analyserer forfatteren det øjeblik i den offentlige samtale, hvor Lars von Trier skrev et Tweet som en kommentar til et billede af den danske statsminister og den ukrainske præsident: “Forresten: Til Hr. Zelenskyj og hr. Putin og ikke mindst fru Frederiksen (der i går, som en kåd nyforelsket, poserede med smil fra mundvig til mundvig i cockpittet på en af vor tids uhyggeligste stykker dræbermaskineri): Russian lives matter also! Hilsen Lars” (s. 145f)

Denne kommentar, hævder Hansen, fik en særlig betydning, blandt andet fordi von Trier ikke så tit deltager i den offentlige debat. Kommentaren blev langt hen ad vejen afvist som enten irrelevant eller en typisk provokation fra én, der tidligere har henvist til Hitler. Men kommentaren kan lige så vel ses som en åbning, der gør en anden samtale mulig. Russian lives matter also. Måske er det ikke så let bare at sige, at russerne selv er ude om det, og jo flere man kan slå ihjel des bedre. Fraværet af deltagelse i den offentlige debat – tavsheden – åbner for, at diskussionens grundpræmisser kan, nåh ja: diskuteres.

Det er en fantastisk god bog, Ejvind Hansen har skrevet. Den sætter spot på noget, der er alt for lidt opmærksomhed på; nemlig betydningen af aktiv lytning, opmærksomhed om betydningen af det, vi diskuterer og den grundlæggende forståelse for, om vi diskuterer det mest relevante for vores samfund; for det vi har for med hinanden.

De tre former for tavshed samler forfatteren op som følger: “Et bevidst arbejde med tavshed kan nuancere tænkningen og bruges til at rokke samtalen, dels ved at vi bliver bedre til at lytte til det sagte, dels ved at vi ændrer, hvordan tavshed spiller med i samtalen, dels ved at vi træder ud af samtalen for at give større rum for eftertænksomhed” (s. 161).

Her vil det nok handle om den offentlige brug af tavshed i offentligheden, som Kant måske ville have sagt.