Øvigs lille bog om pot / Peter Øvig / 315 sider
Gyldendal. ISBN 9788702431957
Anmeldt 19/9 2025, 00:00 af Torben Rølmer Bille
Fri hash!
Fri hash!
« Tilbage
Du kender med garanti både dette slogan og Peter Øvig. Øvig var ham, der skrev Blekingegadebanden og Hippie og nu har samme forfatter så udsendt en bog, der handler om pot, rygeren, den fede, galar, marihuanna eller cannabis. Kald det hvad det er, for urten er stadig forbudt herhjemme, selv om der dagligt er mange der både forbruger (og misbruger) den euforiserende plante. Et forbud der - som bogen fortæller - er baseret på et ualmindeligt tyndt grundlag. Et forbud, der både i USA men også i vore nabolande i skrivende stund er ved at blive ophævet af lovgiverne.
Det er derfor på høje tid, at der kommer en bog, som fortæller ærligt og redeligt om både de mange gavnlige ting ved at ´ryge den brede´, men også de mange potentielle risici og faldgruber. Der er som han selv skriver ingen tvivl om hvor Peter Øvigs sympati er, den ligger samme sted som mange andre, der gerne ser at cannabis bliver afkriminaliseret med det samme. Helt indledningsvist fortæller forfatteren, at han selv har nydt at ryge den forbudte djævleurt siden teenageårene.
Selv om Øvig flere gange undervejs, direkte nævner, at en bog der på denne vis fortæller om alle de positive sider ved potrygningen, muligvis kan få unge mennesker med lyst til at eksperimentere med stoffer til at gøre netop dette, så er det samtidig også skønt at der er kommet en bog, der fortæller ærligt om dette, så selvsamme unge også efter endt læsning ved hvad de skal gøre, hvis de selv eller en af deres venner er blevet for baskede eller har vanskeligt ved at styre rusen. (For at gøre dette råd tydeligt: sørg for at spise noget sukkerholdigt gerne noget med en masse kulhydrater. Har du tillige en person du stoler på til at fortælle dig; ”det bare er fordi du er skæv, at du har det så mærkværdigt” så er du godt på vej. Er du helt alene, så brug sætningen som et mantra i stedet – red.)
I Øvigs bog kommer man hele vejen rundt om jointen. Både i forhold til hvordan man laver en pind, hvordan man får den bedste rygeoplevelse, om lovgivningen, plantens historie, hvordan man sår, passer og plejer sine planter, høster dem og meget, meget mere.
For at det ikke kun skal handle om hvor herlig naturen, musik og sex potentielt kan forekomme når man har suget en spliff, så har han også inviteret Merete Nordentoft med i bogen. Hun er psykiater, medlem af etisk råd og er som udgangspunkt modstander af legaliseringen. Dette fordi hun i sit arbejde har set hvordan cannabis har haft en endog meget skadelig virkning på en lang række patienters psyke. Flere gange i løbet af bogen, inddrages hun også i en dialog med forfatteren om netop farerne ved stoffet.
Øvigs bog er et ganske personligt projekt. Han indrømmer jo blankt hans forkærlighed for jointen og tilføjer samtidig, at mange af de observationer han kommer med, står for hans egen regning. Eksempelvis skriver han at man som et af de bud han kommer med, at man aldrig bør spise cannabis i nogen form, men udelukkende ryge joints. Dette skyldes primært forfatterens egen meget skræmmende oplevelser med en pot-chai (en slags krydderte lavet af friske topskud – red.) som resulterede i en rus han slet ikke kunne styre.
Der er sikkert mange, der kan fortælle lignende skræmmehistorier, for indtager man stoffet oralt, går der meget længere inden den psykoaktive virkning indtræffer da stoffet skal passere mavens slimhinder, end hvis man blot ryger urten og cannabinolerne ryger direkte i blodet efter at være blevet optaget gennem lungerne. Det betyder dog ikke at alle burde lade være med at bruge stoffet på den måde, men måske snarere være lidt forsigtig når man spiser ”edibles” eller drikker guldkakao. I stedet for at tage kop nummer to og tre, fordi man ”ikke kan mærke noget”, skal man bare vente lidt og se tiden an. Der er sikkert også en hel del forskning der viser, at røg, uanset om den kommer fra cannabisblomster eller ej, ikke nødvendigvis er supergavnlig for lungerne.
Et andet punkt hvor anmelder heller ikke er helt enig med Øvig, er i hans beskrivelse af tørringen af de færdige planter. Her skrives, at planterne bedst tørres helt, med rod og det hele, selv om mange af de, der selv dyrker deres pot også har ganske glimrende erfaringer med at tørre mindre afskårne plantedele. Den sidste metode gør også at det er muligt for selv de, der ikke har en gammel lade til rådighed.
Når det så er sagt så er det skønt, at der er kommet en bog, der både giver saglig information om emnet, samtidig med at den – lige som den fremragende dokumentarudsendelse Kampen om Hampen - fortæller historien om hvordan Harry Ansinger, der overtog DEA efter forbudstiden var slut, på en baggrund af halve sandheder og direkte løgnehistorier fik cannabis kriminaliseret på linje med hårde stoffer som kokain og heroin. Det var ligeledes Ansingers utrættelige arbejde, der senere fik FN til at inkludere cannabis i listen med forbudte substanser overalt i verden, stadig uden at der var nogen der krævede at han fremlagde videnskabelig evidens for påstande om at pot kunne forvandle et helt normalt menneske til en frådende voldspsykopat og morder.
Kort sagt er Øvigs projekt supersympatisk og en bog, der bør læses af alle der er nysgerrige på emnet. Faktisk ville det i anmelders optik være en bog der, i lige som Dyne-Larsens memoirer burde blive husstandsomdelt. Øvigs bog kan man også rent faktisk bruge til noget. For folk ville selv kunne tage stilling til emnet på et reelt oplyst grundlag i stedet for udelukkende at forholde sig til de mange skræmmekampagner, der har været en fast del af retorikken omkring cannabis lige så længe som undertegnede kan huske.
Rådet er herfra, læs endelig Øvigs bog, før du tænder din første joint, så er du i det mindste bedre forberedt på oplevelsen end dén førstegangsryger, der efter ti fadøl beslutter sig for, at i aften skal den første joint også ryges. Her er Øvig og anmelder 110% enige. Lad nu være med at være spritstiv, før du ryger din første J. Sørg hellere for at skabe de rette omgivelser til dette, så det kan blive en langt bedre oplevelse.
Ja, cannabis er stadig ulovligt. Ja, der er stadig masser af bander, der tjener penge på at sælge hash rundt omkring i landet. Ja, der er stadig en risiko for at få en vildt dårlig oplevelse med stoffet eller endnu værre, en chance for at du udløser en egentlig psykose. Selv om det ikke er ufarligt, så er uvidenhed om denne substans langt meget mere farlig.
Kapellets anmelder er i al fald fuldstændig på Øvigs side i denne sag. Det er som om han har samlet al det der er nødvendigt at vide om potrygning i Danmark i en enkelt bog. Det eneste anmelder kan kritisere er at bogen mangler er en egentlig litteraturliste. En liste, der kunne samle mange af de undersøgelser, fagbøger og lignende, som nævnes undervejs på et enkelt sted, samt nogle anbefalinger til videre læsning. Det ville have været klædeligt, både for at få bogen til at fremstå som fagprosa og så den interesserede, kildekritiske læser selv kan tjekke op på de kilder, både dem der er for og imod.
Det kan godt være at man kan diskutere hvorvidt cannabis fremadrettet bør blive hvermandseje, men efterhånden virker det som om der ikke er særlig mange gode argumenter for at stoffet stadig bør være forbudt tilbage. Så længe du er voksen og ikke lider af nogen form for psykisk sygdom, som f.eks. skizofreni, depression eller lignende, så er anmelders råd: læs, rul op (hvis du altså har lyst – red.), tænd og nyd livet!