Er demokratiet i krise? Er det truet? Eller er det ligefrem under afvikling? Det er et tema, som hyppigt dukker op i debatter og medier. Nogle ser Trumps anden præsidentperiode som en trussel mod demokratiet i USA. I Europa ser vi en fremvækst af såkaldte illiberale demokratier så som Victor Orbans regering i Ungarn. Og herhjemme er der diskussion om en lov, der vil give forsvarsministeren hidtil usete beføjelser til at tilsidesætte demokratiske rettigheder i forsvars- og sikkerhedspolitikkens navn. Så der er god grund til at interessere sig for demokrati og hvad vi egentlig mener, når vi taler om demokrati.

Det gør Mikkel Thorup, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, i sin nye bog Ustyrligt demokrati. Det er en forkortet, dansk udgave af doktordisputatsen Rogue Democracy: An Intellectual History of Democratic Futures in the Making, som Mikkel Thorup forsvarede tidligere på sommeren.

Det handler naturligvis om demokratiets og demokratibegrebets historie, men er også nok så meget et forsøg på at skrive samtidshistorie; dvs. hvad taler vi om, når vi taler om demokrati i dag, - hvordan taler vi om demokrati? Det er en idéhistorisk tilgang og ikke en politologisk. Det er i mindre grad en analyse af demokratiets aktuelle tilstand. I stedet handler det om, hvad forestillingen om demokrati er i dag - naturligvis i et historisk perspektiv.

Det er en relevant tilgang, når vi taler om, at demokratiet er i krise. For er det demokrati som sådan, vi taler om, eller er det bestemte opfattelser af, hvad demokrati bør være? Ofte mener vi jo vestligt, liberalt og repræsentativt demokrati, når vi taler om krise: de politiske partier mister medlemmer, valgdeltagelsen falder mange steder, rettigheder indskrænkes osv. Men det liberale, repræsentative demokrati er blot en version af demokratiet, som Thorup også viser. Engagement i demokratiet kan langt fra reduceres til medlemsskab af et politisk parti eller valgdeltagelse.

”Demokrati” er i sig selv et demokratisk begreb. Der er ikke nogen autoritativ definition, der entydigt fastslår, hvad der er demokrati eller etablerer et hierarki blandt demokratibegreber fra gode til dårlige. Demokratibegrebet er altid til diskussion og ingen kan påberåbe sig autoritet i den diskussion. Alle har ret til diskutere demokrati - også de, der vil argumentere for demokratiets afskaffelse. Derfor er demokratiet i sin natur ustyrligt.

Derfor kan man hævde, at demokratiet altid vil være i krise. Det ligger i demokratiets natur at være i krise - dvs. demokratibegrebet vil altid være til diskussion.

Når vi aktuelt taler om krise, er det så ikke snarere et bestemt demokratibegreb - liberalt, repræsentativt - der er i krise og ikke demokrati som sådan. Det vi oplever er måske blot, at andre opfattelser af demokrati har større tilslutning. Hverken Trump eller Putin taler for demokratiets afskaffelse; men om at en bestemt opfattelse af demokrati er gået vidt. Der er for mange rettigheder (lgbtq+ osv.), der er for mange overnationale reguleringer (FN, EU) som indskrænker de enkelte staters suverænitet. Og så videre.

Mikkel Thorup viser, hvordan demokrati altid har været fulgt af skepsis og en bekymring for, at demokratiet vil gå for vidt. Det moderne demokratis sejrsgang i Vesteuropa og Nordamerika har i lige så høj grad handlet om at sætte grænser for demokratiet. Det konsekvent gennemførte, uindskrænkede demokrati er blevet set som en dystopi snarere end en utopi. Det ville blive de ukvalificeredes tyranni, et pøbelvælde, hvor de fattige ville bruge deres flertal til at tage fra de rige. Demokrati er folkestyre, men hvem er folket? Grundloven gav i 1849 nok stemmeret til danskerne, men kun til en begrænset del af befolkningen. Kvinder og tjenestefolk fik som bekendt først adgang til de demokratiske processer i 1915. Og det diskuteres fortsat om folket skal opfattes som demos - folket som politisk subjekt (f.eks. alle med statsborgerskab) - eller ethnos - folket som etnisk bestemmelse (kun ‘rigtige danskere’ bør som folk styre Danmark).

Bogen gennemgår en række forskellige måder, hvorpå demokratiet diskuteres og opfattes. Der er udfordringerne af det liberale demokrati: det illiberale, populisme, neoliberalisme og radikalisme. Der er konspirationsteorier, der hævder at se magten bag magten; at demokratiet blot er en facade for dem, der virkelig bestemmer. Der er spørgsmålet om, hvordan demokratiet skal håndtere fjender af demokratiet, hvis selv fjender skal have demokratiske rettigheder. Der er spørgsmålet om whistleblowers - Julian Assanges Wikileaks, Edward Snowden - der, uden folkeligt mandat, afslører udemokratiske aspekter af demokratier. Er de dermed venner eller fjender af demokratiet?

Mistroen til det repræsentative demokratiet manifesterer sig også i demokratiske eksperimenter: basisdemokrati, nærdemokrati og andre forsøg på at give folk direkte indflydelse på beslutninger, der angår deres liv. Eller bevægelser som Occupy Wall Street o.lign. der ønsker at flytte demokratiet væk fra institutionerne og ud på gaden og byrummet som moderne varianter af de antikke græske bystaters agora.

I den forbindelse kunne Mikkel Thorup også have diskuteret arkitekters og byplanlæggeres forsøg på at skabe demokratiske byer og byrum. Le Corbusier, Bauhaus-skolen, Oscar Niemeyer o.a., der forsøgte at designe byer og byrum, der ville stimulere spontane, demokratiske processer blandt beboerne og dermed fremme ægte demokratiske vilkår i samfundet. Owen Hatherleys Landscapes of Communism: A History of Buildings (2015) undersøger, hvordan man - ikke mindst i Østeuropa - har forsøgt at bruge arkitekturen demokratisk. De konkrete resultater har sjældent levet op til de idealer, der blev tilstræbt, men som en idéhistorisk undersøgelse af, hvordan vi forestiller os demokrati, kunne det være endnu et aspekt at tage med.

Det skal ikke forstås som en mangel ved Ustyrligt demokrati, der allerede dækker et meget bredt spektrum af demokratiforståelser (den omfattende litteraturliste giver masser af muligheder for videre læsning). En del af bogens kapitler har afsæt i tidligere tekster og artikler. Det kan godt gøre det til en lidt uhomogen læsning, når f.eks. et afsnit om Den Grønne Ungdomsbevægelse mest får karakter af en anmeldelse med mere vurdering end diskussion.

Nogle kapitler er mere teori- og begrebstunge end andre. Der er mange navne og mange noter (nærmere bestemt 758), sådan som det hører sig til i en akademisk afhandling. Men generelt er der ikke tale om en vanskeligt tilgængelig bog, der er kræver årevis af akademisk skoling. Det er heller ikke en bog, der nødvendigvis skal læses fra ende til anden i et stræk. De enkelte kapitler kan læses hver for sig alt efter, hvilke emner og demokratiopfattelser, man måtte interesse sig for. Dermed er det også en bog, der må være velegnet for undervisere, der beskæftiger med demokrati (omend det næppe er en decideret undervisningsbog).

Mikkel Thorup har skrevet en bog, der rammer midt ind i de aktuelle debatter om demokratiet og dets mulige krise. Det er en bog, der giver relevante perspektiver på et emne, de fleste vil opleve som påtrængende at få en afklaring på.

Hvor det daglige mediebillede nok kan give anledning til bekymring på demokratiets vegne, så er Mikkel Thorup forsigtigt optimistisk. Det liberale, repræsentative demokrati er måske nok trængt, men demokrati er en mangfoldig - og ustyrlig - størrelse. Truet på nogle områder, men blomstrer og er i vækst på andre. Og som bogen også viser, så har demokratiet i en vis forstand altid været i krise, men ikke desto mindre vist sig levedygtigt og i stadig udvikling og forandring. Derfor er Ustyrligt demokrati også en bog, vi har brug for netop nu.