Viden og videnskab er generelt under pres i øjeblikket. Der er en stærk historisk tendens til at udfordre de indsigter, der kommer fra videnskaben. En del af presset på videnskaben kommer helt sikkert fra, at man de sidste ca. hundrede år har kunnet udfordre videnskaberne ud fra en henvisning til, at videnskabelige indsigter og sandheder er relative set i forhold til forskellige perspektiver og kontekster. Med afvisningen af, at der findes én enkelt sandhed, som er indstiftet af en højere (metafysisk) instans, åbnede for videnskabernes spredning og konkurrerende epistemologiske paradigmer.

Men denne relativering af videnskaben udgør nok ikke det største pres på videnskaben og forestillingen om forskellige sandheder. Det er snarere det politiske pres på videnskaberne, der skaber problemer. Forestillingen om alternative facts og mistænkeliggørelsen af videnskabelige forskere udgør et langt større problem. Når det nye amerikanske politiske establishment kan udpege forskellige videnskaber og videnskabelige grene til at være ‘forkerte’, fordi de ikke støtter et bestemt ideologisk og politisk narrativ, så er det virkelig en udfordring til det, der har kendetegnet en moderne verdensorden, hvor viden og værdier nok ikke er totalt forskellige, men hvor der dog har været visse spilleregler for, hvad der hører til det politiske og til det videnskabelige domæne.

Det postfaktuelle samfund, som støttes af en amokløbende spredning af selvbestaltede eksperter på sociale medier, udgør en risiko for menneskeheden, fordi der hermed ikke er noget, der kan accepteres som sandt eller falsk. Det moderne bygger tværtimod på en tiltro til, at man med forskellige tilgange til verden kan afkode nogle af de måder, den fungerer på, og at denne afkodning udgør et grundlag for den måde, vi kan bygge velfungerende samfund op på. Derfor er viden og videnskab også blevet til en del af de rettigheder, FN har defineret som menneskelige; menneskerettigheder.

“Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder". Dette er stk. 1 i artikel 27 af Verdenserklæringen om menneskerettigheder, og citatet står på første side i Helle Porsdams lille bog Hvad er retten til videnskab - og hvad kan den bruges til, der er kommet i serien Moderne ideer fra Informations Forlag.

  Retten til videnskab er altså en menneskeret, men den er alligevel ikke en del af de rettigheder, vi kender som de politiske og borgerlige menneskerettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed osv. Retten til videnskab indgår i FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, hvor det fremgår af artikel 15, at enhver har ret til “at nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse” (s.8).

Alles ret vil viden og videnskab er ikke helt så enkelt, som det kan lyde. Som enhver anden rettighed, så står denne ret i et modsætningsforhold til andre lige så legitime rettigheder, hvilket Porsdam flere gange viser i løbet af bogen. For selvom enhver har ret til at få del i videnskaben, så er der også noget, der hedder ejendomsret. Den kapitalistiske samfundsstruktur bygger på ejendomsrettens ukrænkelighed. Dette gælder for fysiske objekter, og det gælder også for ret til egne tanker, videnskabelige opdagelser og opfindelser. Intellektuelle rettigheder (IP), hvor den enkelte har ejendomsretten til egne frembragte værker, er også en menneskeret. Så meget af arbejdet med menneskerettigheder er at finde de rette balancer mellem rettigheder for enhver og rettigheder for den enkelte. For hvordan, spørger Porsdam, “er det lige med ønsket om at udbrede adgangen til viden i forhold til privatiseringen af samme viden via IP-rettigheder” (s. 21)?

“Hvad betyder det at have ret til videnskab” (s.8), er det spørgsmål, Porsdam med bogen vil svare på. Hun peger blandt andet på, hvordan videnskaben er truet af den politiske udvikling, hvor det er blevet helt almindeligt at afvise videnskab med henblik på andre værdimæssige orienteringer. Det ser man tydeligt i USA, men også i Danmark er der en politisk motiveret kritik af forskningsfriheden ud fra emner, som bliver opfattet som politisk betændte. Det gælder eksempelvis kønsforskning, som også en del danske politikere har ment, at de ud fra deres egne holdninger og værdier har kunnet vurdere værdien og ikke mindst videnskabeligheden af. Og her har de ment, at hvis det strider imod deres ideologiske holdninger og værdier, så kan det ikke være videnskab.

Ingen videnskab kan sige sig fri fra holdninger og værdier, men omvendt må videnskaben også være defineret ved at adskille sig fra udelukkende at bero på holdninger og værdier. Her er der et historisk element, der er med til at definere videnskab som noget andet end en holdning, som er med til at præge og begrænse det, der hedder videnskabelig frihed. Derfor taler man også om, “hvad der generelt [er] accepterede videnskabelig evidens” for (s.37). 

En del af retten til videnskab handler om forskning og forskningsfrihed. Retten til videnskab handler blandt andet om, at forskningen ikke skal være styret af politiske eller andre værdibaserede særinteresser. Men det kan stå i et modsætningsforhold til, at finansieringen af forskningen også kræver, at forskningen skal være samfundsnyttig - og at den private finansiering af forskning skal have et klart kommercielt formål. Forskernes frihed skal ganske vist garanteres af staten, der også skal sikre universiteternes uafhængighed. Men samtidig er det vel rimeligt, at der forskes i, hvordan man kan undgå kritiske sygdomme og bidrage til at reducere skaderne af klimaforandringerne - eller ovenikøbet være med til at modgå disse forandringer af klimaet, der har store konsekvenser for en masse mennesker.

“De fleste af os kan umiddelbart se det ønskværdige i, at danske forskere - især dem, som deres løn af det offentlige - skal være med til at løse problemer, der har samfundets interesser…. Menneskeretligt set er det ikke desto mindre vigtigt, at den videnskabelige frihed ikke kommer i klemme, og at det ikke bliver kommercielle og/eller politiske særinteresser, der bliver bestemmende for, hvad der skal forskes i” (s. 59).

Og den samme kompleksitet gælder enhvers rettighed til at have og udøve demokratisk indflydelse på forskningen. Videnskaben og forskellige teknologiske nydannelser får indflydelse på menneskers liv, og derfor må disse mennesker også have indflydelse på udviklingen af videnskaben og teknologiske forandringer i omverdenen. Så også her består der en modsætning mellem forskellige rettigheder. Fællesskabets rettigheder, som handler om, hvordan videnskab og teknologi påvirker vores liv.

Klimakrisen handler om andet og mere end miljøet og den globale udvikling. Klimakrisen betyder, at de opvoksende generationer får forringet deres eksistentielle livsbetingelser, hvilket er - eller kan betragtes som - en krænkelse af deres menneskerettigheder i forhold til at få et godt liv. Dette er også baggrunden for forskellige søgsmål mod stater, hvor unge eller andre anklager den førte politik for ikke at tage højde for deres menneskerettigheder, fordi staten ikke gør tilstrækkeligt for at begrænse klimabelastningen. “Klimakrisen handler som nævnt ikke længere retligt kun om miljø, den handler også om menneskerettigheder” (s. 47).

Det er en vigtig lille bog, Porsdam har skrevet om denne ofte oversete menneskerettighed. Jeg håber, at mange vil læse den og bruge den til at pege på, hvor staterne svigter i forhold til de menneskerettigheder, som de selv har skrevet under på at ville overholde. Det er tydeligt, at det geopolitiske magtspil har overhånden i øjeblikket, men man kan håbe på, at dem, der sikrer politikernes magtpositioner, også har et blik for det gode liv, hvor også menneskerettighederne spiller en afgørende rolle. Jeg kunne dog godt ønske mig, at Porsdam havde viet lidt plads i bogen til at diskutere, hvordan rettigheder kan være universelle uden at være historisk definerede værdier.