Bagsidens to første sætninger lover ellers godt: ”Er vi på vej ind dumhedens guldalder? Og vil kunstig intelligens få os til at tænke mindre?” Væsentlige, ja ligefrem påtrængende spørgsmål – om end sammensætning af dumhed og guldalder forekommer lidt mislykket, al den stund, at vi jo normalt bruger betegnelsen ”guldalder” om enten om en tid, som vi nostalgisk tænker tilbage på eller håbefuldt ser frem imod. Men altså, hvem vil ikke gerne over frokostbordet kunne advare kollegerne om menneskehedens forestående intellektuelle forfald og med argumenter fra norske filosof Lars Fr. H. Svendsen seneste bog herostratisk gå mod strømmen?

Desværre lover de to første sætninger mere, end de kan holde. Vi får aldrig svaret på om, vi er på vej ind i dumhedens guldalder, eller om kunstig intelligens får os til at tænke mindre. Så ambitiøst et projekt binder den lidt over 100 sider lange og letlæste bog slet ikke an med. Men hvad får vi så?

Løse begreber
Bogen indleder med en slags begrebsdefinition af tre kategorier: Der findes mennesker, som er henholdsvis: ”1.dumme”, ”2. idioter” eller ”3. dumme idioter.” Således defineres ”dumhed”, som ”den manglende brug af evnen til at tænke”. ”Idiot” referer derimod til ”en dårlig brug af denne evne”. (s. 10) Andetsteds hedder det i forlængelse heraf: ”Den dumme er tankeløs, idioten tænker dårligt, og den dumme idiot omfavner tankeløst sine tankefejl” (s.13).

En noget løs måde at arbejde med nogle i forvejen ret upræcise begreber på, kunne man mene, for mangler vi egentlig ikke også at få defineret, hvad det overhovedet vil sige at tænke, og hvad det mere præcist betyder at tænke dårligt?

Svendsen gør da heller ikke alverden ud af være konsekvent i sine begreber, når han går i dialog med velkendte skikkelser i den vestlige filosofihistorie: Platon, Aristoteles, Kant, Schopenhauer med flere. Men det står hurtigt klart, at Svendsen er på oplysningsfilosoffernes hold, og at Kants fornuftsfilosofi er en hjørnesten i hans tænkning. Det handler om at tænke selv, at være kildekritisk, at granske sin egen tænkning for faldgruber.

Desværre rækker de filosofibelagte handlingsanvisninger til at leve liv i fornuftens klarhed ikke længere end til banale pointer som ”Hvis du er i stand til at undgå at nære alt for høje tanker om dig selv, forbedrer du oddsene for at undgå dumhed og idioti. Prøv at holde fast i indsigten i dine begrænsninger” (s.32). Tak for tippet!

Den væsentligste mangel i bogen er imidlertid fraværet af grundig analyse af årsagerne til dumhed og idioti. Bevares, de sociale medier og den deraf følgende ubegrænsede mulighed for at komme til orde og stifte bekendtskab med alskens menneskelige bundslam nævnes i forbifarten, men analyseres ingenlunde til bunds.

Når filosofi ikke er svaret
I virkeligheden peger fraværet af interesse for årsagsforhold henimod et mere principielt problem ved bogen: Måske rummer Svendsens filosofiske værktøjskasse med dens halvbagte begrebsafklaringer og referencer til tænkere og filosoffer med over 100 år på bagen ikke de rette instrumenter til for alvor at forstå de problemstillinger, som bogen forsøger at tage livtag med. Hvis man ægte vil forstå menneskers dumhed og idioti er psykologien og sociologien måske bedre egnede videnskaber?

Svendsens pointer leveres derudover typisk i et abstrakt rum uden berøring med virkeligheden, som når han skriver om vores omgang med viden, at: ”Selvom vi ikke kan gå i dybden med særlig meget, kan vi i det mindste være kildekritiske. Vi kan vælge at sætte vores lid til kilder, som har været igennem en kvalitetskontrol […] Den selvforskyldt umyndige, den dumme vil så være den, som ikke udøver tilstrækkelig kildekritik (s.36). Det som Svendsen ikke rigtig orker for alvor at interessere sig for er, hvordan vilkårene for en oplyst omgang med verden er ved at blive fundamentalt forandret. Hvordan udøver man fx ansvarlig kildekritik, når man i dag ved hjælp af kunstig intelligens kan fabrikere falsk indhold, som er stort set umulig at afsløre som falsk? Hvad betyder udviklingen af kunstig intelligens overhovedet vores måde at indoptage og vurdere viden på? Ja, for vores evne til at tænke? som det spørges på bogens bagside.

I samme uforpligtende luftlag flyver Svendsens velmente råd om vigtigheden af at tale med andre for den vej igennem at befrugte sin egen tænkning. At det forholder sig sådan, er velsagtens åbenlyst. Hvad der ikke er åbenlyst, er hvordan vilkårene for den oplyste dialog mellem mennesker ændrer sig med digitale kommunikationsteknologier.

Svendsen er særlig glad for at kritisere konspirationsteorier. Men at dadle konspirationsteoretikere for deres epistemologiske vildfarelser og logiske brister i deres argumentation er en doven kritik. Mere interessant ville det være at undersøge – hvad Svendsen ikke rigtig gør – hvorfor konspirationsteorier overhovedet findes, og hvordan konspirationsteorier trives i vores aktuelle informationsmiljøer.

Mod slutningen af bogen lukker Svensen tiltrængt lidt mere op for mere konkrete overvejelser om AI, sociale medier og vilkårene for viden i det 21 århundrede. Pessimistisk spår han: […] [m]åske bliver vi så dumme, at vi ikke blot lader maskinerne definere midlerne til at nå forskellige mål, men også selve målene – at vi af bekvemmelighedshensyn spadserer direkte ind en selvforskyldt umyndighed hinsides, hvad Immanuel Kant kunne have forestillet sig” (s.106). Måske – svaret blafrer i vinden. Også efter at have læst Dumhed, idioti og dumme idioter, som ikke er nogen decideret dum bog. Men heller ikke en bog, som man for alvor bliver klogere af.