Heksenes Bog / Andrea Hejlskov / 282 sider
Gad. ISBN 9788712801924
Anmeldt 26/6 2025, 08:00 af Torben Rølmer Bille
Indsigtsfulde tips til den moderne heks
Indsigtsfulde tips til den moderne heks
« Tilbage





Der er nogle (i al fald Nietzsche – red.) der påstår at Gud er død, andre (læs: Max Weber – red.) mener at verden er blev affortryllet i trit med at rationaliteten og videnskaben har fået dominans over vores virkelighedsopfattelse. Måske er det netop på grund af den slags dogmer, at man godt kan fornemme en modreaktion i kulturen. Ikke alene har fantastiske fortællinger i romaner, tegneserier, spil, film og tv-serier kronede dage, men der er også mange mennesker, der i disse år søger mod spiritualitet og religion. Selv videnskabsmænd, kan indimellem have svært ved ikke at blive en smule fortryllet.
Selv om hekse og magi, for lagt de fleste er ting man associerer med fiktionens verden, findes der også mennesker, der kalder sig selv for hekse og som har inkorporeret magi og magiske ritualer i deres hverdag. For kort tid siden anmeldte undertegnede dokumentarfilmen Heks, en film om en vanskelig periode i Andre Hejlskovs liv. En periode med skilsmisse, psykisk sygdom, tvivl på egne evner og en gennemgående skriveblokering, som nogle af temaerne.
Spoiler alert: Det kan godt afsløres at ovennævnte vølve har fundet en vej ud af skriveblokeringen, for Hejlskov er aktuel med en ny bog, der har fået titlen Heksenes bog. Bogen kan bedst beskrives som en fagbog om magi, møntet på den moderne heks, eller dig som er interesseret i hekseri. Den bør ikke skal forveksles med en egentlig trin-for-trin guide, som du kan benytte hvis du er interesseret i at komme i gang med at udføre magiske ritualer eller besværgelser. I stedet får du en både grundig og spændende introduktion til denne verden.
Kapellets anmelder har alle dage være interesseret i magiske bøger og på hjemmets reol findes der flere hyldemeter med såvel klassiske magiske skrifter, som de mere obskure af slagsen, heriblandt også et par danske bøger om magi og hekseri (både Dannie Druehylds klassiker Heksens håndbog og den langt mere poppede Lev magisk, som blev anmeldt for næsten ti år siden). Andrea Hejlskovs bog er dog alt andet end poppet, for hun tackler sit emne med en både ganske stor indsigt og konkret viden.
Som nævnt er Hejlskovs bog ikke at sammenligne med en egentlig Grimoire. Den er ikke fyldt med besværgelser, ritualer og præcise information om urter, svampe eller sande navne på de væsener, du måske har lyst til at kontakte. Som hun skriver, er det heller ikke bogens formål. I stedet vil hun fokusere på at det som er rart at vide når man begiver sig ind i den magiske verden. Hvilke faldgruber der potentielt kan være, hvilke fejltagelser hun selv har lært en masse af og ikke mindst er bogen et forsøg på at beskrive det flow (eller ”flyd” som hun kalder det) der er hele essensen af det at leve som heks. En samhørighed med alt.
Bogen er samtidig også meget moderne og lægger sig i forlængelse af den moderne wicca- og asetro, i den forstand at Hejlskov anser heksen som en figur, der skal opfattes som den diamentrale modsætning til de mange materialistiske, stramt strukturerede, patriakalske magtstrukturer der findes og i stedet hylder den naturen, kvinden, tålmodigheden, det skæve, det utilpassede, fordybelsen og naturen i al dens vidunderighed. Dette fornemmes også i skrivestilen, der er snakkende, fabulerende og løs i strukturen.
Hun benytter ikke spalteplads på at fortælle om hekseprocesser, men fokuserer i stedet på at fortælle sin læser om hvad man skal være opmærksom på, når man – som hun gentager igen og igen - ”begiver sig hen af den (indsæt selv forholdsord) sti, som fører en ind i den (indsæt andet forholdsord) skov” - et billede på den mentale og fysiske rejse som heksen skal på.
Helt i starten af bogen skrives der, ”Folk kommer ofte til heksen, når de føler sig magtesløse og har brug for hjælp til at løse et problem. Derudover stiger interessen for heksekraften også typisk i perioder med stor social og politisk uro” (s. 37) – Kapellets anmelder vil dog påstå, at det samme kan siges om folk, der vender sig mod religion, livsstilscoaches, psykofarmika og lignende. Vi har brug for håb, trøst og kærlighed, når livet bliver alt for tungt.
Heksenes bog kan på den led både ses som en velfortalt tillærmelse til den narrative magis verden, som en form for selvhjælpsbog for alle der er åbne overfor ideen om magi og en øget samhørighed med naturen, uanset hvor hårdt presset denne natur end måtte være. Til gengæld er den næppe forenelig med anmelders favoritfilosof Senecas ideer. Som der skrives;
”Dydighed er et gennemført træls begreb og det hører ikke nogen steder hjemme i heksekraften. Døden og smerten, sammenbruddet og desintegrationen findes og det kan du, undskyld mit franske, ikke gøre en skid ved uanset hvor dydig du opfører dig. Det findes. Det gør ondt.” (s. 243) Seneca ville nok ikke være helt enig og leverer i sin bog Breve om det rette liv også en noget større indsigt i vores forhold til døden, end Andrea gør hér. Når det så er sagt, så kan et begreb som ”dyd” set mere overordnet stå stærkt i kontrast til det uhæmmede, selvbevidste, frigjorte, skæve og magiske liv, som kendetegner heksens dagligdag.
Andrea Hejlskov skriver i en slags fabulerende, men mundret talesprog der fungerer overraskende godt. Skriften synes – som hun også antyder – at være i forlængelse af de mundtlige traditioner, der førhen var den måde heksenes viden blev delt på. Der er bevidst gentagelser undervejs, gentagelser, der sørger for at man bedre kan huske det der fortælles. For selv om der selvfølgelig ikke er kildehenvisninger, fodnoter eller andet, der kan minde om en akademisk tilgang til stoffet, så nævner hun trods alt mod bogens slutning en håndfuld titler og forfattere, som hun mener kan hjælpe dig endnu mere.
Der er muligvis nogen der vil blive provokeret af nogle af de ting Andrea skriver, eksempelvis er der nok mange af os der kan føle os ganske truffet i følgende citat;
”OG tænk over om du måske skal gøre det modsatte af at ´gøre noget.´ Måske skal du bare blive i lorteparforholdet, blive boende i lortelejligheden, tage på dit lortearbejde hver dag og se dine lorteserier, hver aften, måske er det ok at have neder, måske er det ok ikke at gøre noget? Det første skridt – begyndelsen – er hverken at du stempler ud, kører på autopilot eller fortaber dig i store uopnåelige idealer der ligger langt væk. Det første skridt begynder i din krop, i dit hus, i dit lokalområde, i din tid og din virkelighed, lige nu, lige her. Vær her.” (s. 251)
Det er nok kun de færreste der vil være i stand til at droppe hamsterhjulet helt, eller frigøre sig fra alle de vaner og tankemønstre man er opdraget til, men det er jo også hele pointen. Hejlskov dikterer eller beordrer ikke, hun kommer med forslag, forsøger at ryste posen og ikke mindst, så er det dejligt forfriskende, at hun ikke tilslutter sig en bestemt retning eller skole indenfor magien, men i stedet opfordrer læseren til selv at vælge, vrage og endda finde på egne ritualer og veje til at styrke ens magiske liv på. Kudos til det.
På bogens omslag er den beskrevet som både en bog om magi, men også et ”politisk, litterært og feministisk maifest.” Det er til dels rigtigt, for det er en bog om kvinder til kvinder og forfatteren lægger bestemt ikke skjul på sine holdninger, som man jo så kan være mere eller mindre uenig med. Det er jo netop det der er pointen – tænk selv, lad være med at lade andre diktere hvad det er du bør og skal gøre og mene. Om det er et litterært manifest, er dog i vor optik mere tvivlsomt.
Uanset hvad, så bør du få fat i Heksenes bog hvis du er blot den mindste smule interesseret i hekseri, magi og måske vil forsøge at genfortrylle dit liv. Det er som nævnt ikke en decideret manual, selv om der mod bogens slutning også beskrives flere konkrete besværgelser, magiske værktøjer og sligt. Så nye hekse kan starte hér og forhåbentlig undgå at lave de samme begynderfejl som forfatteren. Magiens verden er fantastisk, men kan potentielt også være forbundet med en masse faldgruber. Disse kan Andrea måske hjælpe dig med at bygge bro over.