Fra 2010 til 2014 blev der foretaget omfattende udgravninger ved forsvarsværket Danevirke. Danevirke er det største fortidsminde i Nordeuropa, og det blev udråbt til verdenskulturarv af UNESCO. Ansøgningen til UNESCO blev sendt af de tyske myndigheder, men med deltagelse af danske institutioner og fagfolk.

Danevirke er et anlæg af volde, mure og forskansninger, der går på tværs af den sydlige del af Sydslesvig fra floden Trene i vest til Vindeby Nor ved Egernførde (Eckernförde) i øst.

Udgravningerne åbnede for en helt ny forståelse af Danevirke. Hovedvolden fra Hollingsted til Danevirke viste sig nemlig at være blevet etableret i anden halvdel af 400-tallet og udbygget omkring år 500 — mere end 200 år tidligere end hidtil antaget.

Der er også sket noget andet med Danevirke, som i århundreder har været sovset ind i sang, myter og nationalromantik. I dag opfattes forsvarsanlægget ikke længere som noget, der skiller dansk og tysk, men som noget, der forener dansk og tysk.

Fra at være blevet opfattet som et meget dansk nationalt symbol (som den nazistiske organisation Schutzstaffel dog også misbrugte i en fortælling om det germanske forsvarsværk mod de frankiske og romerske fjender fra syd), afspejler Danevirke nu i højere grad et fredeligt samarbejde, hvor de tidligere fjendebilleder er lagt i graven.

Som historiker, ph.d. Kasper H. Andersen fra Moesgård Museum afslutningsvis skriver i sin bog Danevirke: “Det havde kong Valdemar den Store næppe forestillet sig, da han i 1100-tallet beordrede Danevirke udbygget med en mur af tegl.” Kasper H. Andersens bog er udsendt som en del af den fine serie, der hedder 100 danmarkshistorier, lanceret af Aarhus Universitetsforlag.

100 bøger, 100 forskere og 100 sider i hver
100 forskere fortæller i 100 bøger og på 100 sider om en vigtig begivenhed eller et særligt tema i danmarkshistorien. Bogen er solid formidling af historiske temaer til et bredt publikum. Her kan alle være med – hvis de har lyst. Bedre får lægmand det ikke serveret.

Det videnskabelige samarbejde mellem danske og tyske arkæologer er en væsentlig grund til, at Danevirke i dag står som et symbol på det positive samarbejde mellem dansk og tysk – men også formidlingen af fortidsmindet er et parløb mellem Danevirke Museum, drevet af det danske mindretal i Sydslesvig, og vikingemuseet Haithabu (Hedeby), der drives af de slesvig-holstenske delstatsmuseer. Hypotesen om Danevirke er, at værket var et led i en dansk rigsdannelse, da en gryende kongemagt voksede frem på baggrund af folkevandringernes tid, og det blev starten på en lang tradition, hvor danske konger udbyggede værket, når der kom truende fjender fra syd.

Krønikeskriverne Svend Aagesen og Saxo var med til at give næring til sagnene om dronning Thyra som Danevirkes grundlægger, og sagnene blev afgørende for skabelsen af den danske nationale identitet – især under den nationale vækkelse i 1800-tallet, hvor der kom fuld gas på dem. Efter at der i århundreder havde været forholdsvis stille om Danevirke, blev det især af Grundtvig fremhævet som en grænsemarkering.

Den symbolske betydning
Kasper H. Andersen kommer således ikke blot ind på den fysiske, arkæologiske og historiske del af forsvarsværket, men også på værkets store symbolske betydning – og ikke mindst betydningen for den åndelige vækkelse i 1800-tallets Danmark, blandt andet med højskolebevægelsen.

Forfatteren bringer i bogen en interessant opremsning af den store symbolske kraft, Danevirke har haft gennem de seneste 200 år – ved gader og veje, der er opkaldt efter det, hoteller, tidsskrifter, en avis, ja, selv byer i New Zealand og USA.

Op til den nationale afstemning i Slesvig i 1920 tog en bevægelse navn efter Danevirke – nemlig den bevægelse, der kæmpede for en langt sydligere grænse end den nuværende, og end den, der kunne være blevet et resultat af afstemningerne i den anden zone i Mellemslesvig.

Bogen er solid formidling af historiske temaer til et bredt publikum. Her kan alle være med – hvis de har lyst. Bedre får lægmand det ikke serveret.