Der har nærmest altid været en interesse i at navngive den tid, vi lever i. Man har bl.a. talt om det moderne og det postmoderne, men mange har også angivet nutiden ud fra en forestilling om, hvad det karakteristiske ved netop denne nutid er. Videnssamfundet eller servicesamfundet kan her stå som eksempler.

Men hvad med vores nuværende og aktuelle nutid? Hvad er det, der karakteriserer den? Nogle vil nok mene, at det er kunstig intelligens eller ligefrem generativ kunstig intelligens (GAI). Det vil B. Mairéad Pratschke hævde. Efter hendes mening - og analyse - så er det mest karakteristiske ved vores tid den indflydelse, som GAI har. “GAI is fundamentally changing how we create, construct, and distribute knowledge— indeed, it is changing our very definition of knowledge” (s. 39), siger hun blandt andet i bogen Generative AI and Education - Digital Pedagogies, Teaching Innovation and Learning Design, der er udkommet i serien SpringerBriefs in Education. Så vi lever i generativismens tidsalder.

Selvom Pratschkes interesse primært er, den betydning GAI har og vil få for uddannelse, så betragter hun også teknologien i et større samfundsmæssigt perspektiv. Hun er inspireret af Joseph Schumpeters opfattelse af, at nye innovationer og teknologier løbende erstatter ældre og skaber en “kreativ destruktion” af det gamle. Den nye samfundsorden og økonomi vil således være baseret på GAI og ikke mindst på sammensmeltningen af eller makkerskabet mellem mennesker og GAI.

Vi befinder os i den 6. bølge, hvor den spirende industrialisering udgjorde den første. Siden har vi været igennem forskellige perioder, hvor bestemte typer af teknologi har været afgørende for samfundet. Den femte bølge var kendetegnet af digitalisering, mens den nuværende bølge er kendetegnet ved teknologier, der bliver mere agentale, selvstændige og generative i den betydning, at de kommer med et særligt tillæg til det, mennesker fremstiller.

Den kunstige intelligens er forbundet med det, der betegnes som web 4.0, som er kendetegnet ved, at forskellen mellem mennesker og teknologi tilsyneladende mere og mere forsvinder. “GAI and its associated Web 4.0 technologies (i.e., Internet of Things (IoT), Augmented Reality/Virtual Reality/Mixed Reality (AR/VR/XR), and Robotics) are now dissolving the boundary between human and machine” (s.6). I forhold til GAI så er den afgørende forskel, at man kan interagere med dem med naturligt sprog, og at de gennem interaktionen ændrer sig. Det er konversationelle, som Pratschke siger, for at pege på, at man direkte kan tale med dem. Og dette gør en stor forskel.

Denne direkte interaktion med teknologien betyder også, at man ikke kan betragte GAI som et digitalt værktøj ved siden af og på linje med andre digitale værktøjer. På samme måde, som internettet ikke kan kaldes et værktøj, da det fungerer på mange forskellige måder og anvendes på et hav af forskellige måder, så gør det sig gældende for GAI.

Igen handler det om, at GAI i Pratschkes opfattelse er transformativ. I dette ligger også, at hun faktisk tillægger GAI intelligens, hvilket godt kunne have givet anledning til en længere diskussion af., hvad intelligens er for en størrelse. Men den diskussion kommer ikke i denne bog. “This distinction between digital tool and intelligent machine is important, as it is GAI’s ability to learn and improve through its interaction with humans that makes it so powerful” (s.8)

Bogen består af 7 kapitler og i første kapitel introduceres vi for digital pædagogik, som er Pratschkes særlige område. På mange måder fremlægger hun digital undervisningsdesign som det, der i særlig grad passer sammen med GAI. Hun har lang erfaring med webbaseret undervisning og opfatter denne som en måde, som i særlig grad er på højde med de udfordringer, som GAI kan give for uddannelser. Inden for onlineundervisning har man længe været orienteret om en mere studentercentreret pædagogisk tilgang, hvilket passer rigtig godt til GAI, som både lægger op til en høj grad af personalisering, men også understøtter sociale aspekter af læring.

Det andet kapitel handler om hele økosystemet, som GAI er en del af. Dette knyttes også an til pædagogikken. Her kritiserer hun den meget hype, der har været om GAI i forhold til uddannelse. Hverken selskaberne, der udvikler GAI, eller mange andre aktører, har haft tilstrækkelig opmærksomhed på, at GAI ikke i sig selv kan gøre noget for uddannelse. GAI skal tænkes ind i en sammenhæng med didaktiske designs, hvor undervisere spiller en afgørende rolle, da de ved noget om læring og læringsprocesser.

I dette kapitel kommer Pratschke også ind på, hvordan GAI rent teknisk fungerer, og hun skriver blandt andet: “An LLM uses numbers and predictions to generate output—it does not understand the words we input; these are simply converted to tokens in a probability engine. So, while the machine might generate something that sounds sensible in human language, that sense is numeric” (s. 44). Denne forklaring forekommer at være helt rigtigt, derfor undrer det mig også, at hun med dette udgangspunkt hævder, at der er tale om en intelligens. Hun beskriver blandt andet, hvordan kendskab til domænespecifik viden med GAI ændres til domæne-intelligens. GAI er en uendelig hukommelse af menneskelig viden, hvilket mere eller mindre overflødiggør hukommelse.

“It is”, skriver hun på side 2, “powerful, equipped with a memory larger than any individual human”. Og dette bliver på side 104 fulgt op med: “Students will not need to memorise information because that knowledge is readily available via AI. Instead, students must focus on future skills of problem-solving and critical thinking. This is generativism in action: By using content intelligence, students can jump from memorising information to solving problems”.

Man kan i forlængelse af dette spørge, om hukommelse (og det at have en viden om verden) ikke netop er en forudsætning for at kunne forholde sig kritisk til den intelligens, Pratschke hævder ligger i teknologien. Men det er ikke en diskussion, der bliver taget i bogen. At kunne bruge teknologien fornuftigt og hensigtsmæssigt kræver formentlig, at man har visse forudsætninger. Det kræver viden at skabe viden, og viden eksisterer ikke i et vakuum. GAI kan være en støtte for dem, der i forvejen ved noget for den viden kan bruges til at få mere ud af GAI.

Efter kapitel 3, der blandt andet handler om “the new hybrid” mellem mennesker og GAI, kommer et centralt kapitel om generativisme, som er betegnelsen for den læringsteori, forfatteren argumenterer for. Som læringsteori er den meget beslægtet med connectivisme, der handler om, at viden ikke er lokaliseret i den enkelte. Viden er distribueret, så det er netværket, der ved noget. Man kan her også tænke på, at mennesker længe har eksternaliseret viden, så det også kan findes i tekster, som man kan opsøge; slå op i, når man har brug for en bestemt viden. Men også ens netværk er en del af den viden. Jeg ved det, mit netværk ved, kan man sige.

Generativisme henter sit navn fra generative kunstig intelligens, op pointen er for det første, at GAI er en form for intelligens, og for det andet, at man ved at samarbejde med denne intelligens kan styrke netværkets intelligens, viden og kunnen. “Co-design and delivery with GAI is the defining feature of generativism as a practice, whereby knowledge is generated by working in collaboration with GAI, through learning activities that are codesigned with, facilitated by, and assessed with GAI. It can be summarised as: (1) codesign of the learning experience in collaboration with GAI; (2) codelivery of the learning activities and assessments in collaboration with GAI; and (3) assessment of learning as a process in collaboration with GAI” (s. 65).

Hun viderefører denne ide i det efterfølgende kapitel, hvor hun taler om “Intelligent Communities”. Her gælder det, at man skal udnytte at GAI er en tilstedeværende intelligens, der kan indgå i alle sammenhænge. I det hele taget har Pratschke meget stor tiltro til den positive effekt, GAI kan have på uddannelser. Problemet er dog fraværet af undervisere med tilstrækkelige kompetencer inden for den designtradition, hun selv er en del af. Undervisernes manglende kompetencer inden for GAI er en tilsvarende udfordring for at udnytte mulighederne med GAI i undervisningen.

I de sidste kapitler kigger forfatteren på hele spørgsmålet om udprøvning og eksamener. Her er der også masser af muligheder for at udnytte de potentialer, som GAI tilbyder. Vores eksamener fungerer ikke, da de ikke, og det er blevet endnu tydeligere med udvikling af GAI, som “forces us to acknowledge that many of our assessments do not truly measure student understanding and knowledge” (s. 96).

Sidste kapitel er viet til en kort diskussion af, hvad det kræves for at implementere GAI i uddannelserne.

Det fine ved bogen er blandt andet, at den forsøger ud fra et læringsteoretisk udgangspunkt at diskutere GAI. Mange, der skriver om GAI og uddannelser, kun ser på træk ved teknologien, som angiveligt skulle kunne transformere uddannelser. Her bliver uddannelse primært set som transport af viden fra en instans til en anden.

“But learning is also much more than a workflow to be made more efficient. It is a journey into sense-making and discovery, marked by moments of wonder and serendipity. It is both cognitive and affective. Education is therefore more than a process to be optimised. It is a collaborative community, whether in the cloud or on campus, where learners connect, join groups and participate in networks that develop their interests and propel them forward in their intellectual journey” (s. 2). Der er ikke tale om passiv tilegnelse, men om aktivt engagement fra den lærende, som sammen med andre skal konstruere sin egen forståelse af verden.

Jeg savner dog en mere kritisk tilgang. Det forekommer mig, at Pratschke har en overdrevet opfattelse af, hvordan teknologien fungerer som en intelligens - og ikke som et værktøj, der genererer ord ud fra en matematisk formel. Det ved hun selvfølge godt, men hun opfatter alligevel teknologien som meget mere end en maskine: “This distinction between digital tool and intelligent machine is important, as it is GAI’s ability to learn and improve through its interaction with humans that makes it so powerful” (s. 8).