Huset Jebsen – et familiedynasti i krig og fred / Flemming Højbo og Jens Christian Hansen / 430 sider
Grønningen 1. ISBN 9788773393406
Anmeldt 12/6 2025, 00:00 af Hans Christian Davidsen
Magt, millioner og mindretal
Magt, millioner og mindretal
« Tilbage





Der er navne, der klinger som penge og indflydelse. Jebsen er et af dem.
Den sønderjyske skibsrederfamilie, som i dag har kastet sig over ejendomshandel, har i årtier manøvreret med snilde i grænselandet mellem Danmark og Tyskland - og mellem øst og vest.
Nu er der kommet en bog, der for første gang for alvor lukker os ind i det, der ellers har været et lukket hus.
Huset Jebsen – et familiedynasti i krig og fred er skrevet af de garvede erhvervsjournalister Flemming Højbo og Jens Christian Hansen. Sidstnævnte har selv rødder i Sønderjylland og ved, hvad han taler om.
Og hvad er det så, vi får at vide? En hel del.
Blandt andet hvordan familien Jebsen - som en af de få inden for det tyske mindretal i Sønderjylland - holdt sig på lang afstand af nazificeringen, da det tyske mindretal i 1930’erne blev trukket ind i mørket.
Familien holdt sig fri. Og dét i sig selv er bemærkelsesværdigt, at familien Jebsen mestrede denne balancegang.
Samtidig dokumenterer bogen noget, der måske nok ville få Jebsen-slægtens oldefædre til at vende sig i graven: Familien har faktisk haft økonomisk gavn af, at Sønderjylland blev dansk i 1920. Og senere i 1949 – da Danmark, i modsætning til Vesttyskland, etablerede diplomatiske bånd til Kina – viste Jebsen-forbindelsen til Danmark sig at være guld værd.
Forfædrene i den tysksindede familie gik vel næppe og håbede på, at Nordslesvig skulle blive dansk, da stemmesedlerne i den første zone skulle puttes i stemmeurnerne den 10. februar 1920.
I dag bor senioren Hans Michael Jebsen i Hongkong, men han har stadig hjertet i Sønderjylland – og støtter stadig mindretallet på flere fronter.
Bogen er et stykke sobert og velskrevet journalistik. Ikke dramatisk som en roman, men et solidt og tankevækkende indblik i en af de mest indflydelsesrige familier i grænselandet.
En klar anbefaling til alle læsere med med hang til historie, magt og mindretalspolitik.