I kirkens og kristendommens historie skelnes der firkantet sagt, når det gælder ”dommedag” (om hvilken vi kun kan tale i billeder), mellem det, som man normalt kalder ´dobbelt udgang´ eller ´alles frelse´. Spørgsmålet går altså på, om Gud, når vi når ”dommedag”, deler menneskeheden i to grupper (deraf udtrykket ”dobbelt” udgang), hvor den ene gruppe bliver ”frelst” og kommer det gode sted hen (”himlen”) og den anden gruppe bliver kastet i ”fortabelse” (havner i ”helvede” eller et andet ubehageligt sted, måske endda i evig pine). Eller Gud rent faktisk, til allersidst, ender med at frelse alle mennesker, også dem, der i deres jordiske liv har valgt at leve som ateist, muslim, jøde, buddhist, en dårlig kristen, eller bare har været ligeglade.

I den danske folkekirke er det ikke unormalt at prædike frelse for alle. Jeg vil tro, at et stort flertal af folkekirkepræster gør det på forskellige måder, og en af de for tiden mest eksponerede fortalere for denne tanke, er teologen Lars Sandbeck, som sidste år skrev en hel bog om emnet, Når kærligheden dømmer. Den kristne tro på alles frelse. Ud over at prædike omkring fire gange om året i en mindre præstestilling, er Lars Sandbeck nok mest kendt som underviser ved en uddannelsesinstitution, hvor præster, der er i embede, kan få efteruddannelse, og her har han også haft kurser om emnet. Desuden skriver han klummer i Kristeligt Dagblad, og har flere bøger bag sig.

Så langt så godt.

Da man kan hævde, at denne tro på alles frelse strider mod folkekirkens bekendelsesskrifter, som der er fem af, er der nogle teologer, der er blevet så provokerede af Sandbecks forkyndelse (som han altså har tilfælles med mange i folkekirken, herunder undertegnede), at de har skrevet en hel bog mod hans kristendomsforståelse.

Et folkekirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse.

Der er to vidt forskellige tilgange til at lave en anmeldelse af denne bog. Den første ville være at læse den som en bog, der handler om nogle teologers kristendomsforståelse, eventuelt blive klogere på, hvorfor de insisterer på fortabelsens mulighed, og altså ikke tror på, at alle bliver frelst til sidst. Den slags bøger holder jeg normalt meget af. Forlaget Eksistensen har lavet en hel serie (”Kristendommen ifølge…”) om emnet, hvor invitationerne til at skrive disse små bøger dog er forbeholdt ikke-præster, men meget forskellige kulturpersonligheder. Her har de bedste foreløbig været bøger af Bjarne Lenau Henriksen, Esben Kjær og Iben Krogsdal.

Imidlertid har de syv forfattere bag genmælet sat en meget konkret ramme for deres bog. Den fremgår direkte af titlen. De skriver, så at sige, direkte imod Sandbecks kristendomsforståelse, ikke mindst som den kommer til udtryk i hans tidligere nævnte bog om alles frelse. Men med den ramme, forfatterne selv har sat, bliver det især interessant at undersøge, om deres projekt lykkes. De vil værne om folkekirkens bekendelsesskrifter, dem, der på hver deres måde definerer folkekirken som luthersk. De to mest kendte skrifter står trykt bagerst i en almindelig salmebog, hvor den ene i daglig tale blot kaldes ´trosbekendelsen´. Det er den, vi bruger hver søndag. Men i deres bog, er det især Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, der bliver refereret til.

Og lykkes det så at argumentere for, at Sandbeck taler imod bekendelsen, mens de selv står som forsvarere af samme?

Hvis vi glemmer det problematiske ved bogens titel (folkekirken som institution står ikke bag bogen, men syv forskellige teologer), så er bogen enkelte steder interessant nok (især hvis man virkelig er nysgerrig på emnet), men meget nyt er der ikke under solen, hvis man i forvejen følger disse diskussioner.

Og når man tænker på, at de har skrevet en hel bog mod en navngiven nulevende teolog, er det bemærkelsesværdigt så lidt selvkritiske de er.

Jesper Birkler skriver, at frelsen hos Sandbeck sker automatisk, men det er jo netop ikke korrekt. Den er forbundet med stor smerte – en slags skærsild-tanke er på spil – og når Birkler skriver ”Den åbenlyse konsekvens af Sandbecks kristendom bliver således også, at ansvaret forflygtiges. Selv den mest rabiate indstilling – selv de mest grusomme handlinger – selv den vildeste ondskab – kan tilgives, for ”Gud er kærlighed” og ”bliver alt i alle”” (s. 31). Ud over, at det er pudsigt, at Birkler nævner gerningerne, da de ikke har nogen betydning for frelsen i en luthersk sammenhæng (troen alene – og altså ikke gerningerne - er et kendt luthersk slogan), glemmer Birkler også, at hans egen teologi indeholder samme provokation, da et menneske, der ikke er døbt, men bare opfører sig ordentligt, ikke skal forvente frelse – for det er dåben/troen, der er afgørende, ikke gerningerne.

Han skriver også, at ”Guds kærlighed skal modtages i frihed som et personligt valg” (s.27). Det må han naturligvis godt mene, men det strider mod Den Augsburgske Bekendelse (artikel 5), den bekendelse, som Birkler ellers søger at forsvare, da han jo mener, at Sandbecks teologi truer folkekirkens bekendelsesgrundlag. Men Birkler selv taler altså også selv imod samme bekendelsesgrundlag, selvom han sikkert ikke selv har tænkt over det. Den Augsburgske Bekendelse, artikel 5 lyder bl.a.: ”For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud” (min fremhævelse). Mennesket kan altså ikke fravælge frelsen ved et personligt valg, for hvis det behager Gud, får vi den alle sammen på et tidspunkt. Og hvis Gud i sit inderste væsen er kærlighed, behager det selvsagt Gud. At hævde noget andet, forekommer mig meningsløst.

Tilsvarende anklager Steen Skovsgaard Sandbeck for at være for sikker i sin sag, men jeg synes nu også, at Skovsgaard virker meget sikker i sin sag, når han opremser en lang række citater fra Det Nye Testamente som skulle pege mod fortabelsens mulighed og altså ikke alles frelse. Det må han naturligvis gerne, men ligesom Sandbeck prøver at læse alles frelse ind i bibelcitater, gør Skovsgaard nøjagtig det samme, blot med omvendt fortegn. De citater, Skovsgaard nævner, kunne også udlægges anderledes, men det gør han ikke, da han har sat det som sit mål at (be)vise fortabelsens mulighed.

Lidt inkonsekvent får Sandbeck den indirekte indrømmelse fra Skovsgaard (min læsning, ikke Skovsgaards udtryk), at hvis man frygter for, at ens kære dømmes til fortabelse, hvorved man skal være evigt adskilt, så fortæller bl.a. Apostlenes Gerninger kap. 16, v. 31 fra Det Nye Testamente, at også ”huset og slægten” (s. 52) bliver frelst, hvis ”du” tror på Herren Kristus. Skovsgaard synes at antyde, at det er nemmere at leve med, at naboslægten går fortabt, hvis blot ´min´ egen slægt ikke gør. I min optik virker det snarere som en trædesten for et alles frelse-argument.

Og ligesom Birkler taler han også imod, at Gud skulle være en, der sætter sin magt igennem imod menneskets vilje. Men som før nævnt, strider det mod Den Augsburgske Bekendelse, artikel 5, samme bekendelse, som Skovsgaard anklager Sandbeck for at forkynde og undervise imod.

Flemming Baatz Kristensens indlæg vil jeg ikke sige så meget om, det er for polemisk til, at jeg får særligt meget ud af det, han anklager Sandbeck for at mangle anfægtelse, men virker selv utrolig sikker i sin sag. Flere steder skriver han, at ingen har krav på frelsen, men det er der vist heller ingen, der har påstået. Interessant nok kommer han dog med en kattelem til udøbte, som ellers som ugudelige ifølge bekendelsen ryger direkte i evig pine: ” ´længsel efter dåb er dåb´, så når man ikke at blive døbt, men har en længsel efter at blive det, regnes man som døbt” (s. 66). Sådan kan man selvfølgelig også komme omkring den bekendelse, man ellers har sat sig i hovedet, man vil forsvare.

Flere af forfatterne synes næsten at ville misforstå Sandbeck, eller også er de bare så langt fra hinanden, at de simpelthen har svært ved at sætte sig ind i hans pointer. Desuden er det naturligvis helt legitimt at være helt uenig med Sandbeck. Således lyder det noget tungt fra Erik Holmgaard: ”Historisk set har mange kristne levet med fortabelsens virkelighed – og lever med den nu, selvom det er tungt. De lever dog uden at være gået helt i stykker…” (s. 131), og det kan man da kun glæde sig over på deres vegne, at de ikke er gået ”helt i stykker”. Med den overbevisning lyder det noget tungt i mine ører at være kristen, og i min optik bevæger vi os helt åbenlyst væk fra kristendommen som det glædelige budskab, den ellers skulle være – grundbetydningen af evangeliet.

Når det kommer til stykket, melder spørgsmålet sig dog, om alle forfatterne virkelig tror på fortabelsens mulighed. Ganske vist skriver Steen Skovsgaard om fortabelsen, at det aldrig har været meningen, at man skulle prædike fortabelsen, mv: ”Det er nemlig ikke noget, man som kristen tror på – det er snarere udtryk for den virkelighed, man står på. (…) Uden fortabelsens virkelighed bliver frelsen fra fortabelsen uvirkelig” (s. 20). Hertil vil jeg dog sige, at både fortabelsen og helvede er meget virkelige størrelser i det jordiske liv, og derfor vil den endelige frelse og tilgivelse på den anden side, efter døden, være meget virkelig. Hvis man altså tror på den.

Det skæmmer bogen, at man ikke har ladet den være en bog i sin egen ret, hvor man basalt set kunne læse om andres kristendomsforståelse, hvilket kan være interessant nok. Jeg får normalt selv en del ud af den slags bøger. Noget kan jo godt være interessant, selvom man kan være uenig.

Men når man har valgt at rette en hel bog mod en navngiven nulevende teolog, skylder man sine læsere at være mere klar i mælet, og som minimum sikre sig, at man selv ikke tolker ’for meget’. Det er ikke urimeligt at sige, at en tro på alles frelse sandsynligvis er imod dele af Den Augsburgske Bekendelse, men forfatternes ærinde taget i betragtning, er det bemærkelsesværdigt at flere af forfatterne selv prædiker imod samme bekendelses artikel 5, som jeg har nævnt.

Det vil de – i deres egen selvforståelse – utvivlsomt være uenig med mig i. Men det gør ikke sagen mindre ironisk, bogens ærinde taget i betragtning. Derfor er det også besynderligt, at bogen slutter med et udblik til andre kirkesamfund (med andre bekendelser). Om det er fordi, man ikke tror nok på sine egne argumenter, at man skal hente ’skyts’ udefra, fremgår ikke, men hovedargumentet er igen, menneskets frie vilje, der som nævnt strider mod ovennævnte bekendelses artikel.

Derfor er det også lidt overraskende, at afsnittet (Vi giver ordet til andre teologer, s. 139), har følgende passage om alles frelse: ”Han [den katolske teolog Henri de Lubac SJ] citerer bl.a. Romerbrevet 11,25-26 [fra Det Nye Testamente], hvor Paulus siger, at ”hedningerne [altså, ikke-jøder] fuldtalligt kommer ind” og at ”hele Israel skal frelses”. Hvis både hedninger og Israel frelses, er der ikke nogen tilbage udenfor frelsen. Det kan godt være svært at fatte, og Paulus konkluderer derfor også selv med sit berømte udbrud: ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje” (Rom 11,33)” (s. 142f.).

Ja, netop. Det kan godt være svært at fatte. Uanset hvor ”uransagelige” hans domme, og hvor ”usporlige” hans veje, så ender det med alles frelse. På mange måder kæntrer bogens ærinde altså helt mod slutningen, da den her selv serverer et tungt citat for Sandbecks standpunkt.