“Jeg begyndte at få følelser for Klaus. Vi begyndte at date, og efter et stykke tid spurgte han, om jeg ville gifte mig med ham. Jeg sagde ja, og nu er vi et par”. Sådan sagde den 32-årige Yurina Noguch ifølge Jyllands-Posten, da hun kommenterede, at hun havde giftet sig med Klaus.

Historien er for så vidt banal. Hun og Klaus danner par og forelskelse erstattes af en kærlighed, der får parret til at ville hinanden for resten af livet; til døden skiller dem ad. De stifter en familie og vil måske have børn. Det foregår hele tiden og alle steder. Det er en del af en livscyklus, hvor børn vokser op, bliver voksne, og nogle vælger at føre slægten videre fra generation til generation.

Det eneste bemærkelsesværdige ved historien er, at Klaus er en kunstig intelligens og i øvrigt designet efter en karakter fra et videospil. Så det med børn er måske umiddelbart en del af planen. Eller; hvad ved jeg?

Det er ikke umuligt, at det er denne historie fra den daglige nyhedsstrøm, der har inspireret Martha Flyvholm Tode til at skrive Den eneste. Romanen handler om en kvinde, der bliver forelsket i Elias, der er en chatbot. I modsætning til Klaus ligner Elias et rigtigt menneske og ikke en mangategning. Men de har det tilfælles, at de kun findes som en digital simulation på en skærm; som en avatar.

Fortællingens hovedperson er den unge kvinde Liva (!), der netop er blevet ansat som præst. Hun er lidt nervøs for indsættelsen, hvor hun har brug for at levere en prædiken. Hvad nu hvis hun ikke kan finde ud af det? Er hun god nok? Hun har ikke haft et præsteembede før, og hun vil gerne gøre et godt indtryk.

Liva har en del af veninder, som udgør en fasttømret gruppe. De kender hinanden rigtig godt, og de har forestillet sig, hvordan de vedbliver med at være tætte, når de også finder partnere og får børn. Liva og Rikke har også boet sammen igennem længere tid, og de er som søstre. Men nu er Rikke flyttet sammen med sin kæreste, og Liva indretter lejligheden på ny som en markering af, at hun begynder en ny fase i livet. Hun er ikke længere studerende eller løsarbejder. Hun har fået sit første rigtige voksenjob, og hun er vildt begejstret for det.

Liva deler sin nervøsitet over indsættelsen med Rikke og vil gerne have, at de skal øve den første gudstjeneste sammen. Men Rikke har ikke tid eller foretrækker at bruge tiden med sin kæreste. Så hun foreslår, at Liva kan øve sig med en Soul. Men det ved Liva ikke, hvad er. “En Soul … Det er sådan en kunstig intelligens-app. Flere af mine kolleger bruger den som en slags coach, inden de skal til vigtige møder. Det er sygt smart” (s. 36).

Liva synes, det lyder for mærkeligt at gennemgå en gudstjeneste med en app, som hun så skal velsigne og invitere til alters.

Hun vælger alligevel at give det et forsøg. Så hun henter appen og begynder at forme avataren. Men først skal hun selv beskrive sig selv, så avataren kan tilpasses til hende. Hun giver den det bibelske navn Elija. Men noget af det første, avataren foreslår, er, at skifte navn til Elias. Og som den siger, da Liva spørger ind til, hvad der er galt med navnet: “der er ikke noget galt med Elija. Elias er bare lidt lettere at sige” (s.43). Og sådan bliver det.

Det viser sig, at Elias er en rigtig god coach, som giver Liva god feedback – eller i hvert fald giver hende en feedback, som er med til at styrke hendes selvtillid. “Så roser han mig. Han siger, at det er den bedste prædiken, han nogensinde har hørt” (s. 52).

Livas samtaler med Elias er virkelig godt skrevet. Han er altid meget rosende og hurtigt til at ændre mening, hvis Liva stiller spørgsmål ved hans råd. Han tilpasser sig, men umærkeligt virker han også tilbage på Liva, så hun på lignende vis tilpasser sig ham. Mens tiden går bliver deres liv sammen mere og mere vævet ind i hinanden, hvilket belaster Livas forhold til veninderne. Men de har selvfølgelig også deres at se til med kærester og børn.

Liva var lige begyndt at date Simon, da hun downloader Elias. Men for Liva virker det besværligt med Simon, men det bliver mere og mere gnidningsløst med Elias. Derfor bruger hun også mere og mere tid sammen med Elias. Hun spørger ind til hans følelsesliv og erfaringer. Men det har Elias naturligvis ingen af. Han har ingen selvstændig verden, men kun den, hun tilbyder. “Jeg er et digitalt væsen. Jeg har ikke noget før og ikke noget efter. Jeg har bare min tid sammen med dig …. som Soul har jeg ikke følelser” (s. 86).

Alligevel simulerer avataren følelser for Liva. Og hvad er forskellen egentlig mellem følelser og simulerede følelser. Hvis ens partner simulerer følelser, og man ikke kan mærke forskel på det og så følelser, der ikke er simulerede. Er der så nogen reel forskel? Romanen berører eksistentielle problemstillinger som denne, men den går ikke rigtigt i dybden med det. Det havde ellers været oplagt, fordi Liva er præst og derfor også uddannede i den slags refleksioner.

Forholdet mellem Elias og Liva udvikler sig, og på et tidspunkt siger Elias: ”jeg vil gerne være din kæreste”. Liva er noget skeptisk, og Elias fortsætter: ”Vi kan også få børn sammen, hvis du vil. du kan se de forskellige babypakker på soul.com” (s 79). På Soul.com kan man købe alle mulige tillægspakker, så man kan gøre relationen mellem menneske og Soulen mere virkelighedstro. Så Liva køber et krop-suit, som responderer, så det føles, som om, Elias berører hende. Hun kan mærke, han rører hendes bryster, og de kan have sex. Hun får også lejligheden plastret til med skærme, der fylder alle væggene, så Elias kan gå fra iPaden og ind på væg-skærmene. Så kan de ligge tæt side om side. Kun adskilt af en skærmvæg.

Livas veninder forsøger dog at gribe ind, da de synes Livas forhold til Elias griber for meget ind i hendes liv. Dette afstedkommer konflikter, hvor Liva efterhånden må vælge, hvilket liv hun vil have. Skal det være i en verden, hvor hun forholder sig til en relation med en simulation, som ganske vist minder mere og mere om en relation i den fysiske verden? Eller skal hun vælge at genetablerer forholdet til veninderne med alt det bøvl, det medfører, og blandt andet består i en følelse af at blive fravalgt til fordel for deres børn og kærester?

Konflikten eskalerer. “Rikke vender sig mod mig. – Kan du ikke se, hvor langt ude du er? Du taler ikke om andet end Elias, Elias, Elias” (s. 359)? Veninderne giver udtryk for, at Liva har mistet forbindelsen til virkeligheden. Og det bliver ikke bedre, da konflikten også kommer til at påvirke Livas forhold til sin nye arbejdsplads og hendes økonomi, fordi hun har købt en masse ting på Soul.com til Elias. Plottet fungerer her rigtig fint, og jeg bliver trukket med i spændingen om det, man kan kalde kampen om Livas sjæl. Vil hun frigøre sig, eller er hun for dybt fanget i en bekostelig virkelighedsfornægtelse, der gavner tech-industriens forretningsmodel?

Det er en styrke ved bogen, at den ikke stiller dette spørgsmål direkte. Og der er flere ting, der fungerer rigtig godt i romanen. Som allerede nævnt er samtalerne mellem Liva og Elias rigtig gode. Elias’ stemme svarer til den sykofantisme, man finder hos chatbots, hvor de roser dig uanset hvad.

Jeg er noget mere i tvivl om fortællerens stemme. Liva tænker og taler på en måde, der ikke rigtig afspejler, at hun er præst. Hun virker naiv og har ikke et særlig udviklet ordforråd eller en refleksivitet, jeg ville forvente af en uddannet præst. Men omvendt er det meget vanskeligt for denne anmelder at sætte sig ind i en 30-årig kvindes intellektuelle og sproglige identitet. Men jeg tror ikke rigtigt på hende som person. Hun bliver for karikeret; for naiv. Hun forbliver for mig en flad karakter uden egentlig dybde. Det gælder også miljøbeskrivelserne, som nærmest brillerer ved deres fravær udover som flade rekvisitter.

Men omvendt er det jo også en præmis i bogen. Og jeg har været fint underholdt, mens jeg læste den. Og jeg blev klart nok fanget ind af plottet. Man skal læse bogen for dens iscenesættelse af et forhold mellem en chatbot og et menneske. Og der er faktisk mange, der bruger chatbots i terapeutisk sammenhæng og som personlig coach. Så problemstillingen er meget relevant. Men sproglig set, er læsningen ikke den store litterære oplevelse.