Melania G. Mazzuccos Arkitektinden (2019) er et fattet, ambitiøst komponeret og nærmest ceremonielt værk: en historisk roman der graver sig ned i arkivets sprækker for at genkalde og genoprette Plautilla Briccis (1616-1705) liv; hende, som man med bogen retteligt kan betragte som en af de tidligste professionelle kvindelige arkitekter i den moderne vestlige tradition.

Bogen følger Bricci fra den kunstneriske opvækst i et romersk miljø over de professionelle gennembrud til det lange, komplekse samarbejde med abbeden og protektor Elpidio Benedetti. Midt i fortællingen står Villa Il Vascello (Villa Benedetta) på Gianicolo, et visionært bygningsværk der fungerer både som monument og metafor for deres fælles intellektuelle mod og vilje til at bryde med gængse former.

Mazzuccos greb er arkæologisk og litterært på samme tid: hun lader dokumenter, notater og selv blot korte notitser til sammen danne skelet—og udfylder med følelser, motivationer og hverdagslivets små gestusser. Resultatet bliver da ikke endnu en fiktionaliseret biografi, ej heller blot et redningsforsøg for det marginaliserede og glemte køn; forsøget på at trække en så ganske perifer skikkelse ind som historisk aktør har snarere den virkning at et langt mere jordnært levende, langt mere ædrueligt perspektiv på den (sen)rennæssanciske tid, så omgæret af genidyrkelse og en for perioden unik kunstnerisk højnelse, kommer os inciterende i møde.

Allerede titlen virker som et politisk og sprogligt valg: Arkitektinden siger noget, som historien ofte nægtede at sige: en kvinde kunne bære titlen, det faglige navn, autoriteten.

Gennemgående for romanen er netop sproget en slagmark: Bricci må insistere på at blive navngivet korrekt, ikke reduceret til assistent, dilettant eller kuriosum. Men samtidig lader Mazzucco denne kamp om ord spejle den bredere kamp om anerkendelse, som fylder en så betydelig del af handlingens mange intriger og som siger mindre om en bestemmeligt kønnet kamp end den gør om en tid, hvor disse "kunstneriske" naturer blev dyrket i en sådan grad, at det instinktive behov for anerkendelse nærmest naturnødvendigt måtte blive skævvredet udi det ganske komiske.

Ikke overraskende bliver også særligt arkitekturen agenturets teknik, selve frimærket derfor. At forme rum er hos Bricci også at skabe et sted i historien, en fysisk markør imod usynliggørelse—og hvis dette skulle være en forfængelighedens tegn må den ses som det instinktive ønske om vidnesbyrd, som med fantasiens sammensmeltning jo kan være ganske frugtbart. Villa Il Vascello står derfor både som triumf og sårbar erindring: dens senere ødelæggelse i 1849 lægger en tung, berettiget skygge over romanens arbejde med at holde erindringen i live.

Specielt er det, for mit blik, romanen om at gøre at nedbryde forestillingen om den enlige, mandlige genius ved konsekvent at fremhæve korrespondens, den allierede og gensidige affekts udbytterighed. Forholdet mellem Bricci og Benedetti læses da ikke så meget som en underkastelse, medmindre man betegner vilkårene for et intellektuelt da samarbejde således—og netop båndet, som også hendes tidligere åndelige slægtskabsbånd med faderen, drager hende bort fra fuldstændig usynlighed uden at udviske hendes ejerskab over værket. Bogens styrke er her at vise, hvordan kreativitet oftest er vævet ind i sociale og institutionelle forhold, og hvordan anerkendelse opstår i mødet mellem evner og muligheder.

Arkitektinden står mig tilbage som langt mere end den velresearchede Ken Follett-roman om en interessant historisk skikkelse (eller periode): des mere jeg har genlæst, des mere ledes jeg til konklusionen om at bogen må være en forbilledlig fiktionalisering af fortiden, til eftertiden betegnet.

For Mazzucco bygger netop ikke blot endnu et tendetiøst portræt; hun rekonstruerer et sted i historien, og i den proces udfører hun en virkelig, etisk handling: et egentligt forsøg på at rette op på historiens blinde pletter. Med en sikker sans for kildepædagogik, et sprog der både er præcist og indfølende, og et klart feministisk blik, placerer hun Plautilla Bricci ikke alene i centrum af hendes egen historie, men også i en genlæst forståelse af barokkens kunstneriske muligheder og begrænsninger.

Romanen er en påmindelse om, at det at skrive historie i enhver forstand, om fortegnet er “fiktion” eller ej, også er at vælge, hvem der får lov at betyde noget, og på hvilken måde, for os efterkommende. Eller med Michelangelo tvetydigt i en sonet:

“Ofte har jeg gjort hende bedrøvet
Og tør, som også jeg gjordes af denne kvinde;
Og jeg synes stadigt at gribe mig selv
som model, når end jeg søger at billedliggøre hende.”

Arkitektinden er oversat af Marie Andersen