Eva Vjezjnavjets’ korte, ubarmhjertige roman Hvad søger du, ulv? læses først som en undersøgende beretning fra grænsen af Europas hukommelse. Som baggrund bruger Vjezjnavjets’ værk en alkoholiseret barnebarns tilbagevenden til en døende, som en journalistisk sonde i, hvad et fællesskab vælger at begrave (og hvad den symbolske mose selv nægter at slippe). Kompakt og målrettet opfører bogen sig som en i folkemunde skreven feltrapport: intim, retsmedicinsk og moralsk utålmodig.

I historiens centrum står Ryna, en kvinde, der har tilbragt år i udlandet som plejer og vender tilbage til Hviderusland for at begrave sin bedstemor Darafeja. Overfladehandlingen—en begravelse, genopretningen af landsbyens kilder, opgravningen af en fordums elsker—er ganske bedragerisk enkel. Vjezjnavjets bruger denne beskedne bue til at åbne sprækker ned gennem et århundredes vold og kompromiser.

Rynas nutidige, sprutbedøvede perspektiv veksler med Darafejas enorme livshistorie; et århundredelangt vidnesbyrd, der indfolder bolsjevik-terror, polsk herredømme, kollektivisering, nazistisk besættelse og utallige lokale forræderier, som de officielle historier typisk udelader for den moralske klarheds skyld. Resultatet er en reportage, der langt mere læses som en mundtlig historie: umiddelbar, tekstureret, oftest ubærligt præcis.

Vjezjnavjets skriver en prosa, som, selv i oversættelse, ofte føles mere ´overhørt´ frem for fortalt, som om man, som læser, aflytter fortroligheder videregivet mellem kvinder, hvis viden er præget både af en fordækt forargelse og en nøgtern accept af verdens dårskab.

Dette sproglige særpræg er for mig at se ikke dekorativ, men er oppebærer, hvad indholdet jo samtidig også søger at videreformidle, dette præg af bevisførelse: lokale ord og rytmer forankrer mytiske elementer i en levende økologi. Som tørv bevarer fortællingen fragmenter: tilståelser, rygter, navne. Den modstår pæn fortolkning om en historiens skel mellem gode og onde; i stedet akkumuleres lag af mening, indtil læseren til sidst er hensat til at måtte sigte fra for en tydning af alle disse beretninger.

Hvad ulven søger? Symbolsk fungerer ulven snart som anklage, snart som arkiv. Den er på én gang en folkelig tilstedeværelse, en konkret trussel i landskabet og en moralsk figur, der hjemsøger læseren for at minde de(n) levende om, hvad der har fundet sted. Bogens politiske kant kommer fra dens nægtelse af at rydde meddelagtighed op i rene, filmisk moralske polariteter. Således er alle både ofre og bødler; overlevelse falder grelt sammen med noget, der påfaldende nok blot synes forræderi.

Gennem Darafejas erindringer løsriver Vjezjnavjets narrativet fra bekvemme fortællinger om krigerisk heltemod og afslører lokale voldshandlinger samt overlevelsens tvetydighed under successive regimer. I den forstand udfører romanen den borgerpligt, det er, at insistere på de private, menige vidnesbyrd som bevis mod offentlig glemsel.

Man kommer umiskendeligt til at mindes Aleksijevitj under læsningen; både grundet det tidsmæssige sammenfald og den i lange stræk nøgterne stil. Som supplement kunne man da anse Vjezjnavjets, eller som en mikrokosmisk indsnævring af det perspektiv, som mestendels er panorerende i Aleksijevitjs bøger. I så fald må det være et nødvendigt supplement; som en lidelse og et vidnesbyrd løsrevet det nationale, som et grænseløst, universelt traume, som politisk udgravning, en modfortælling til statsgodkendte myter og en rettelse af forstenede, heroiske versioner af historien.

Bogen argumenterer, i sin lavmælte kraftfuldhed, for at magtens arkiver ikke udelukkende er de arkiver, der er værd at rådspørge for sandfærdighed: bedstemødre, moser og de af dem bevarede kilder kan endnu holde Historien, i dens gentagende cirkulering, i live.