Elfriede Jelineks Elskerinderne opfylder alle punkterne for en traditionel kærlighedsroman, men i så forvredet en form at denne bog nærmest fungerer som et troldspejl over den myte, der omkranser kærligheden i disse andre bøger. Projektet for romanen er en “realistisk” præsentation af begærets og den kvindelige lykkes kår i en kapitalistisk-patriarkalsk verden. Hvad udmunder i en konsekvent analyse af, at alt, der først tager sig ud som personlige følelser og individuelle valg, igen og igen vises at være produkter af et nådesløst, økonomisk og kønnet magtapparat, som driver kvindernes (og mændenes) ønsker og længsler.

I Jelineks univers bliver kroppen på en og samme tid, ved betragtning af en skelnen som meningsløs, både markedsplads og slagmark. For i modsætning til traditionelle kærlighedsromaner, hvor den kvindelige hovedperson er en art romantisk heltinde, fremtræder Brigitte og Paula (romanens kvindelige “karakterer”, eller vel typeeksempler) snarere som handelsvarer på ægteskabsmarkedet; deres “værdi” måles i ungdom, udseende, reproduktiv evne, i et for manden ubemærket husligt arbejde eller i deres egnethed til at løfte mandens status.

Mandens begær (figureret som Heinz og Erich) er tværtom et udtryk, ikke for personlig tiltrækning, men for et ønske om social anerkendelse og økonomisk gevinst; at erhverve sig den rette kvinde er i praksis et middel til at bekræfte egen position. Kvindernes længsel er indlejret i denne økonomi: deres kroppe bliver instrumenter i en byttehandel, hvor ordet “kærlighed” ofte kun er et ideologisk fernis, der skjuler en rå transaktion. Lysten mister sin spontanitet og bliver fremmedgjort—ligegyldig, smertefuld eller mekanisk; en ydelse, der skal leveres for at opretholde den sociale, mands- og profit-dominerede orden.

Et markant sprogligt greb, romanen foretager—som en art konsekvens af at betragte sprog som et aktivt led i undertrykkelse frem for neutralt, deskriptivt kommunikationsmiddel—er denne inundation af upersonligt sprog. Jelinek drukner så at sige fortællingen i talemåder og klichéer fra reklamer, kvindeblade og lægeromaner, så de individuelle stemmers “egne” udsagn oftest viser sig at være genbrugte, nedslidte fraser.

Personerne i romanen opnår så sjældent et egentligt udtryk for deres subjektivitet, da alle disse forsøg intet andet bidrager end til en reproduktion af de diskurser, der gør deres roller som tingsobjekt acceptabel og “naturlig”. Gentagelsens monotoni, de parataktiske rækker og den ironiske afstand river illusionen om individualitet og nuancering i stykker og lader sproget træde frem som et instrument for både strukturel og direkte vold; en spændekåbe for kritisk tænkning, der kvæler alle potentielle tiltag til en anden levemåde.

Det valg, som Brigitte og Paula antager at foretage, er i romanens logik en illusion. Brigittes “succes”, hvad er ægteskabet med Heinz, er i realiteten blot en forskydning fra fabrikkens udbytning til hjemmets; Paulas “fiasko”, hvad er graviditeten med Erich og den efterfølgende sociale udstødelse, er dens spejling. Begge veje fører til umyndiggørelse; den tilsyneladende handlekraft, de individuelle valg stillet overfor hinanden som de to kvindelige karakterer, resulterer da i det samme: at cementere og fortsætte det system, som de forsøger at slippe bort fra.

Romanens titel klinger således bittert ironisk: kvinderne præsenteres som elskende, som aktivt søgende, men er i virkeligheden intet mere end objekter for et begær formet af den samfundsideologi, der får dem til frivilligt at indtage netop de afhængighedspositioner, de ville løsrive sig.

Utopien er selvsagt fraværende i Jelineks tekst, men også selv blot håbet; der tilbydes ingen flugtrute, ingen glimt af en bæredygtig modstand. Slutningen (en art tragisk udgang à la Medea) læses ikke som et tilfældigt, sensationalistisk skridt (slet ikke som et tilfælde af sindssyge), men som den logiske kulmination af et system, der kun betragter kvinder, hvis ikke i bedste fald som funktionelle enheder, så blot værdiløst affald.

Jelineks pessimisme er konsekvent: hun afdækker, hvor dybt indlejret den internaliserede underordning er, og hvor gennemgribende de økonomiske og ideologiske strukturers magt i realiteten er. Den eneste antydning af frihed peger mod nægtelse; men i romanen bliver nægtelsen netop blot til en selvudslettende bevægelse, en vej mod afgrunden.

Således viser Jelinek os, hvordan så individuelle ting som begær, krop og sprog formes til redskaber for fremmedgørelse, udbytning og vold, og tvinger læseren til at konfronteres med den smertefulde erkendelse af magtens allestedsnærvær. Romanens styrke ligger i denne nådesløse åbenbaring skrevet ud i en sproglig form, som aldrig blot beskriver volden, men selv er en eksemplificering deraf og da bærer dens vægt.