Bruno Schulz’ Sanatoriet under timeglasset er ikke bare en bog – det er et drømmelandskab, en rejse ind i det absurde, det poetiske og det dybt personlige. Det er en samling af fabulerende noveller, som på overfladen handler om en drengs oplevelser i og omkring et sanatorium, men som hurtigt glider væk fra det realistiske og over i det surrealistiske og symbolske.

Så er advarslen ude: dette er en bog, der eksperimenterer med grænser. Den overskrider og forskyder, forskubber og fordrejer, og det er noget af et univers at træde ind i som læser.

Schulz skriver i en stil, der bedst kan beskrives som lyrisk prosa. Han kombinerer realistiske skildringer med drømmeagtige billeder og barokke metaforer. Hans sprog er mættet, næsten overbelastet af sansninger, hvilket kan virke overvældende, men også utrolig rigt og smukt.

Det handler om at turde give sig hen.

Det er vel i sagens natur det stik modsatte af en ordknap og Per Petterson´sk stil, for der er smæk for sætningerne.

Bruno Schulz’ beskrivelser af hverdagsobjekter og mennesker bliver opløftet til noget næsten mytisk: f.eks. hvordan en simpel butiksgade kan beskrives som et kosmisk landskab, eller hvordan faderen bliver en slags halvguddommelig figur, der går i opløsning under historiens gang.

Bogen kredser om tid, hukommelse, forfald og identitet. Tiden er ikke lineær i Schulz’ univers – den bøjer sig, går i ring, og forvandler sig som et timeglas, der både løber ud og vender sig på hovedet.

Et gennemgående tema er faderfiguren, som optræder i flere af historierne. Han er både tragisk, magisk og absurd – en slags inkarnation af det tabte patriarkalske centrum i en verden, der smuldrer.

Det er vanskeligt helt at genrebestemme denne, synes jeg.

Der er tegn på, at det er en samling af noveller, som dog har en vis sammenhængskraft, men man kan også argumentere for, at det er en roman.

Alt er til forhandling her, forekommer det mig.

Sanatoriet fungerer som både fysisk og metafysisk sted – en mellemverden mellem liv og død, mellem barndom og voksenliv, mellem virkelighed og fantasi. Det er dér, hvor tiden næsten står stille, og minder får lov til at tage fysisk form. Her bliver læseren inviteret til at genopleve barndommen, men i en forvrænget, næsten mareridtsagtig version.

Schulz’ stil minder om Franz Kafka og Marcel Proust, men han har sin helt egen stemme.

Der er schwung i teksten her, og det kræver, skal det siges, en vis portion tålmodighed at bevæge sig igennem dette univers.

Hvis man giver sig hen til hans sprog og logik, bliver man belønnet med en af de mest originale og dybtgående litterære oplevelser i det 20. århundrede, forlyder det.

Jeg var ikke helt med på den leg, må jeg sige.