Lars Saabye Christensen er kendt for sine dybt menneskelige fortællinger.

Vi har set det med Halvbrodereren og Vrageren og egentlig også i en mængde andre romaner, herunder Byens spor.

Vi har her at gøre med en særdeles produktiv forfatter, som evner at sætte lys på det enkelte menneskes færden i tilværelsen, og det er undertiden de lidt skæve af slagsen, som træder ind på scenen i hans forfatterskab.

Hr. Knapps uforrettede sager er ikke en undtagelse.

Her trækkes læseren ind i et univers fyldt med refleksioner over livets små og store uretfærdigheder, de uafsluttede samt uforløste kapitler. Vi bærer dem alle i os.

Romanen følger Hr. Knapp, en midaldrende mand, der tilsyneladende lever et liv præget af almindelighed og stille desperation. Gennem hans øjne ser vi verden som et sted, hvor retfærdighed sjældent findes, og hvor mange uforrettede sager ligger i skyggen af de små, uafsluttede handlinger, der præger vores liv. Hans personlige historie udspiller sig i en langsom, tilbagelænet rytme, hvor de små, men betydningsfulde øjeblikke får lov at fylde meget. Og han har tid, tid til at reflektere over sin tilstand. Det er ganske berigende at følge med i.

Tiden er løbet, og Hr. Knapp har ikke lang tid tilbage, hvorfor det føles noget presserende for ham at tænke tilbage og få det bedste ud af netop den tid, han så trods alt kan forme endnu. Han er et menneske, som ligesom alle andre også har haft drømme. Drømme, han så ikke har haft held med at effektuere, og dem er der mange af, de uforløste. De sætter sig som en slags fortrydelse, han nu konsulterer og forsøger at komme overens med.

Bogen gennemstrømmes af en melankoli, men sandelig også den velkendte portion humor, den er Lars Saabye Christensen ganske kendt for at stable på benene i sine romaner. Denne er bestemt ikke nogen undtagelse i den forstand. Denne humor er med til at løfte fortællingen her, så den ikke kører direkte ned i det tungsindige. Nej, der er en lethed over den, de tunge tematikker til trods.

Lars Saabye Christensen formår at skabe en levende karakter, som i al sin nuance er kompleks og dejligt irriterende, fordi han lever et liv, som er let at spejle sig i.

Bogen er skrevet i et flydende, nærmest poetisk sprog, som gør det nemt at blive fanget af fortællingens langsomme udvikling. Saabye Christensen benytter sig af små digressioner og bagvedliggende fortællinger, der tilføjer en ekstra dimension til historien. Det er en roman, der kræver tid og opmærksomhed, men som også belønner læseren med dybde og indsigt.

Hr. Knapps uforrettede sager er et klart eksempel på Saabye Christensens fascination af de små, stille dramaer, som udspiller sig i menneskers indre liv. Bogen har visse paralleller til eksempelvis Magnet, hvor man også møder karakterer fanget i deres egne begrænsede liv og i deres forhold til hinanden. Der er den samme følelse af melankoli og fornemmelsen af, at livet ofte handler om de ting, der forbliver uforrettede, eller de valg, vi undlader at træffe. Samtidig er Hr. Knapps uforrettede sager måske en endnu mere koncentreret og introspektiv fortælling end flere af hans tidligere værker, og det gør den til en mere indadvendt bog i forhold til eksempelvis Halvbroderen eller Magnet, som begge er noget større i deres narrative motor og ambitioner.

Romanen her er skrevet med en stilistisk stramhed, et sprogligt overskud og en ro, som passer perfekt til romanens karakter, som lever et liv i sidste udkald.

Alt i alt en mere minimalistisk roman – mens sandelig stadig fængende og rammende. Ganske givet noget mere hårdtslående denne gang.