Arendal er femte tilføjelse til Morgenstjerne-serien. En selvstændig roman, som dog gør sig bedst i en læsning i sammenhæng med de andre.

Romanen foregår primært over en enkelt, iskold vinternat i 1976.

Her glider Syvert Løyning ind fra siden i sin bil, som har det vanskeligt i den kulde, som angriber.

Han er i færd med at finde hjem til sin familie efter en rejse til Rusland. Endnu en af de mange forretningsrejser, han foretager sig, og han er en splittet person. Viser det sig.

Noget, man som læser af Ulvene i Evighedens Skov har bemærket, idet vi i den roman følger hans søn meget indgående. Her finder Syvert, som sønnen også hedder, breve, som ikke var ham for øje, hvorved han får indblik i det dobbeltliv, hans far udlevede.

Det er det liv, vi titter ind til i en stramt komponeret roman.

Syvert Løyning har været i Rusland igen. Her har han tilbragt tid sammen med sin elskerinde Asja i en datja, hvor han har forsøgt at holde tanker om sin familie hjemme i Norge stangen. Noget af ham vil hjem til trygheden, mens andet i ham vil eventyret. Han vil give slip på hverdagens former og det trivielle liv, men samtidig tør han ikke, for det er jo også trygt og rart.

Så han har gjort det forbi i Rusland. Meget direkte. Men han fortryder ganske stille på vejen hjem. En vej, som bliver længere end først antaget, idet den Opel Ascona, han manøvrerer ad frostkolde vejbaner, bryder sammen. Grundigt sammen. Motoren, viser det sig, skal udskiftes. Lidt ligesom hos Syvert. Han bringes til standsning og bragt til refleksion over sin videre færd i livet. Han vælger at indlogere sig på et hotel for ligesom at skabe ro.

Dog er det i den by, han har tilbragt sin barndom. Hans mor bor her stadig, og han aflægger hende et besøg. Han møder en barndomsvens søster og får en trist besked. Alt er med til at ruske op i Syvert.

Så ser han liv på isen, lys i kirken, og han kan ikke sove. Han får nogle syner, ender i nogle sammentræf, han ikke umiddelbart kan forklare, og han forsøger at begribe sagernes sammenhæng.

Samtidig finder han de breve frem, som Asja har skrevet til ham, og han martres ganske endnu mere.

Han kører i lånebil ud på søen og morer sig over dette barnlige indfald, førend han vender retur til Evelyn, Syvert og Joar og den familieidyl, han ikke helt kan læne sig ind i. Han har vin, akvavit og vodka med sig. Et værn.

Hvilken livsbane skal han vælge videre? Hvis nogen … vi ved fra bind to, at han ender under vand i en bil, så døden vil komme. Selvmord? Ulykke?

Her får vi i al fald et indblik i den verden, Syvert befinder sig i. Et indre i opløsning.

Det er netop dét, der er så inciterende. Denne atmosfære af liv, som Karl Ove Knausgård er så kendt for at skabe i sine romaner. Denne er bestemt ingen undtagelse. Den emmer af kulde, af stemning og et tryk, som drager mig som læser. Jeg oplever med andre ord at være opslugt, hensat til ren fordybelse og flow. Det kan Knausgård simpelthen bare; hensætte læseren i en altopslugende læsning. En art meditativ praksis.

Syvert er en splittet sjæl. Han bærer på sorg, på glæde, på skyld og på næstekærlighed. Alt i alt en mand i en krise. Det er autentisk. Det er svært ikke at lade sig overbevise om. Dette er i det hele taget en overbevisende roman, stram og præcis i sit udtryk, rig på dybde i sit indhold.