Gartneren og døden er en slags personlig, semi-autobiografisk meditation over forfatterens far, som er syg af kræft.

Fortælleren følger sin far gennem hans sygdom og de sidste dage – han sidder ved hans dødsleje, minder om barndommen dukker op, haver og havearbejde, hverdag, familiefortællinger, og den tavse sorg, der vokser, mens faren mister styrke. Samtidig er det en beretning om den erkendelse, som kan træde til, når man mister sin far: den, at man er dødelig, og at man står for skud næstefter. Fik man den forbindelse til sit ophav, som man ønskede, eller er der mangler?

Georgi Gospodinov er en prisbelønnet bulgarsk forfatter, og her har vi ham i en personlig beretning, oversat direkte af Helle Dalgaard fra bulgarsk, så vi er så tæt på kilden som muligt som dansklæsende.

Gospodinovs far gik op i botanik. Han dyrkede sin have til det sidste. Det er selvsagt et stærkt symbol. Livet, som udfolder sig der. Årstider, som griber ind og skaber forskydninger. Haven som repræsentant for liv, død, genopstandelse, omsorg, håb, skønhed og sårbarhed.

Der er konkrete sansninger i teksten. Helt konkrete udgangspunkter i haven, samtidig med at der derigennem trækkes tråde til kommunisttiden i Bulgarien, en tid, Gospodinovs far er rundet af. Det er denne generation af mænd født lige efter Anden Verdenskrig. De har, forstår man som læser, en slags idealer at følge; autoritetstro og duelige.

Gospodinov mestrer en fredfuld og sørgmodig tone, som ikke på noget tidspunkt henfalder til sentimentalitet. Der er varme og humor samt en inderlighed, som gjorde indtryk på mig. Med andre ord er der et autentisk nærvær, som klæder beretningen her.

Haven bruges meget effektivt som et symbol: Hvad det vil sige at pleje, at dyrke, at se noget vokse, men også at se noget visne og dø?

Udover at være en bog om farens sygdom og død, formår Gospodinov at forbinde det med kollektiv hukommelse, politisk historie, generationsspørgsmål – hvilken kultur de er vokset op i, hvad de har båret på, hvad de har måttet tie om. Det skaber en genuint indblik i en tid, en epoke.

Gartneren og døden er en stærk roman. En smuk og rørende bog, som sår frø til videre refleksion over det at leve et liv. Det er en bog om såvel opvækst, liv og forgængelighed. Den balancerer mellem det poetiske og det virkelige, det personlige og det kollektive, og den har en fremadglidende modus som at trække vejret i rolige bølger.