Så er han tilbage. Den store historisk-funderede forfatter med hang til at skrive murstenstunge romaner om svundne tider.

Middelaldermanden med romanerne om Kingsbridge. Ja, han hopper endnu længere tilbage i tid denne gang.

Til Stonehenge-tiden, og atter demonstrerer han med Stenkredsen, at han evner at iscenesætte store, dramatiske baggrunde med udgangspunkt i enkelte personers liv.

I denne roman møder vi Seft og Joia. Det er ganske enkelt omdrejningspunkterne.

Seft er flintbryder, mens Joia er præstinde. De har drømme, de ønsker at følge. Og en flugt at udforme. Særligt Seft, for han søger at finde fred i en søgen væk fra en brutal familie. Han søger Neen, en pige han er noget så forelsket i. Det er klart, at det er en kærlighed, som er vanskelig at gengælde; den har trange kår. Den tematik kender vi hos Follett. Samtidig er der præstinden Joia, som hjemsøges af den vision, at en stenkreds skal samles.

Så er vi ligesom i gang med dramaet her.

Der er store kampe, spændinger i landsbyen, hvor det i særdeleshed drejer sig om ressourcer. Hvem skaffer sig de bedste forudsætninger for at leve? Der er stor sociale uligheder, spændinger imellem grupper samt vold.

Det kryber ind under huden, hvorved det faktum, at handlingen udspiller sig i en tid, der ligger 4.500 år tilbage i tid, ikke er en forstyrrende faktor. Ken Follett lykkes nemlig også her med at skabe en fortælling, som drager og hensætter læseren i netop den tid. Som en flue, der flyver ind i handlingen og deltager som beskuer.

Og der er fart på.

Så er der ikke meget andet at gøre end at indlade sig på den præmis, at karaktertegningen undervejs er rimelig flad og stereotyp. Det er ikke her, størstedelen af arbejdet er blevet lagt. Grundstenen er igen research, således at hverdagslivet kan blive portrætteret naturtro, og det er lykkedes, finder jeg. Det bliver dermed ganske hurigt sort-hvidt og en kamp mellem god og ond, når det handler om personerne i romanen her. Der er i al fald aldrig tvivl om, hvor læserens sympati bør indfinde sig.

Der er i denne Follett-roman masser af genkendelighed, så mon ikke også salgstallene er høje.