Mater 2-10 er en episk roman af den sydkoreanske forfatter Hwand Sok-Yong

Den strækker sig over omkring hundrede års koreansk historie: fra den japanske kolonitid, over Koreas befrielse, Koreakrigen, opdelingen mellem Nord og Syd, politisk uro, industrialisering og arbejderklassens kampe op til nutiden.

Hovedpersonen i nutiden er Yi Jino (Jino), en fabriksarbejder som bliver fyret og i protest indtager toppen af en fabriks­skorsten i Seoul, hvor han sidder i 410 dage, mens han gennem lange ensomme nætter spejder tilbage i familiens historie og de begivenheder, der har formet ham og det samfund, han lever i.

Romanen kobler det personlige og familiære med det nationale og det historisk politiske, og den fremstiller arbejderklassens kamp – både på det fysiske plan og i overleverede historier, minder og myter.

Mater 2-10 formår at give en omfattende historisk beskrivelse af Sydkorea. Det finder sted igennem nedarvede traumer, som her iscenesættes igennem en hovedperson, som har et åbent landskab i sindet, hvor minder vælter frem som mider. Han hjemsøges. Romanen igennem løber en understrøm af samfundskritik. Det kan sine steder virke tyngende, men samtidig viser det også at have en vældig relevans for romanen.

Det, der fænger, er netop det menneskelige udgangspunkt, her portrætteret igennem Jino. Det er uden tvivl ham, læserens sympati skal ramme, og det lykkes.

Romanen er omfangsrig, al den stund den spænder over mange sider og mange generationer, hvori Jinos familie træder frem. Således træffer man som læser bekendtskab med idealister, ofre, syndere, stille eksistenser og støjende (politisk). Det er uden tvivl det, der er motoren for romanen; alt det, der finder sted i den enkelte, som en opsang til det store system, man som menneske er en del af.

Jino er selv en demonstrerende figur. Det, at han har placeret sig i toppen af skorstenen, er et solidt billede. Det er fysisk krævende, og det har en symbolværdi, man ikke kan tage fejl af. Her har vi kulden, ensomheden, overblik og tankespredning hos en person, som går langt i sin kamp for en forandring. Det er arbejderen, der gives stemme og højde, her hævet over det daglige slid.

Dertil kommer, at sproget i fortællingen er lyrisk og sanseligt. Naturen, minder og mytiske elementer væver sig ind imellem historiske og politiske begivenheder, uden at det føles søgt og anstrengende at læse, for det er smidigt og naturligt hele vejen igennem. Særligt var jeg optaget af de hallucinationer og overnaturlige indgreb, som teksten via bedstemorens synske ståsted leverer.

Det skal nævnes, at sproget også har et tempo over sig – eller mangel på samme – som vil kede læseren, som har hang til fart og tempo. Der er en adstadighed over feltet her. Det klæder romanen, finder jeg, for det skaber en dybde og en tid til refleksion.

Alt i alt står romanen for mig som rørende og tankevækkende. Den har både stor historisk rækkevidde og menneskelig dybde. Den er ambitiøs og formår at kombinere familien, idéerne og de politiske kampe på en overbevisende måde.