Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Om udregning af rumfang VI / Solvej Balle / 194 sider
Pelagraf. ISBN 9788797184820
Anmeldt 9/9 2025, 08:31 af Martin R. H.

Når jeg er død, er jeg her ikke


Når jeg er død, er jeg her ikke

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

..eller er jeg?

Sådan forestiller jeg mig Tara Selter spørge sig selv. Hun har et foretagende i dette bind seks ud af i alt syv om det at være fanget i en tilstand uden for tid.

Vi kastes her hovedkulds tilbage til den attende november, hvor Tara Selter sandelig stadig mere end føler sig fanget.

Ja, for hun er fanget. Ligesom en del andre. De har fundet sammen. De udstødte. Dem uden for tiden.

I dette sjette bind har de noget for, for de føler sig overbevist om, at der må være en vej retur til den tid de fleste andre stadig tilhører.

De arbejder i grupper her, for de er ved at være så mange samlet uden for tiden, at der må en arbejdsdeling til. Tara stiller sig uden for. På en måde har hun en fod i den grønne gruppering; den, som har nok at se til med køkkenhaven, og på en anden måde er det mere i studierne af epikuræerne, hun finder sig til rette.

Det med døden: at den er der, når hun ikke er der, og den er der ikke, når hun er der.

Men er hun død. Nu, hvor hun ikke rigtig eksisterer for andre end dem, der også at frafaldne? Det er spørgsmålet.

Synes hun, at hun lever?

Ja, det må jeg sige, for hun brænder for det liv, hun har. Hun giver ikke op. Hun er formidabel til at finde lyspunkter. Også det, at hun i slutningen af romanen her pludselig får et varsel om, at noget vildt er på spil.

Tara tager dag for dag, og hun undersøger. Tænker sit om alle de efterhånden mange forsøg på at finde retur til den fremadgående tid, som er blevet udført af alskens mennesker fra tid til anden, og hun har deltaget og afholdt sig fra det. Hun finder sin vej.

For nogle er det en vej tilbage gennem tusindvis af dage. Tilbage ad de spor, de har betrådt, for pludselig at ende i den rigtige tid igen. Det drejer sig vist om at finde en lomme. Et spring.

Romanen her har en stille og rolig modus frem mod de sidste sider, hvor alt pludselig tager en drejning over imod noget, som godt kan gå hen og blive den helt store finale. Jeg sad i al fald med tilbageholdt åndedræt og læste glubsk de sider, som fortalte mig om en retning, jeg ikke havde set for mig.

Den glæder jeg mig til!


Forrige anmeldelse
« Næsten gennemsigtig blå «
Næste anmeldelse
» Mater 2-10 »


Flere prosaanmeldelser