I Habitat bevæger Theis Ørntoft sig dybt ind i mørket – både det ydre og det indre.

Med en poetisk, fragmentarisk og intens prosa skaber han en roman, der er lige så foruroligende, som den er fascinerende. Det er en fortælling om isolation, sammenbrud, begær, og måske, et sted under alt det, en mulighed for forløsning.

Romanen åbner med, at fortælleren flytter ind i et hus på Møn i efteråret 2018. Han søger fred til at skrive og pleje sin have – men det, han finder, er en gradvis opløsning af krop, sind og virkelighed. Udenfor er verden i opbrud: terror, klimakrise, kulturel deroute. Indenfor bor musene, mørket og tankerne. Det er ikke en roman med et klassisk plot, men snarere en strøm af stemninger, tanker, minder og længsler.

Sproget er et af Ørntofts stærkeste våben. Det er billedrigt, følsomt og råt. Han skriver med en sjælden sans for rytme og nærvær, og hver side føles som en direkte transmission fra et menneskes indre – uredigeret, kompromisløst og til tider næsten pinagtigt selvudleverende. Det er en litterær form for autofiktion, men også mere end det: En slags psykisk tilstandsroman, hvor omverdenens kollaps spejler fortællerens.

Tematisk bevæger Habitat sig rundt i ensomhed, afhængighed, teknologiens fremmedgørelse, køn, seksualitet og kunstens (manglende?) forløsende kraft. Men det hele væves ind i en større undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske – og mand – i en tid, hvor det hele synes at smuldre. Det er stor litteratur, fordi det tør se både væmmelsen og skønheden i øjnene.

Bogens længde (578 sider) og form (løse noter, essayistiske passager, indre monologer) kan virke overvældende. Ikke alle kapitler bærer lige stærkt, og nogle steder går Ørntoft måske for langt ud i sit eget mørke. Men når det lykkes – og det gør det ofte – er det ikke bare godt, det er blændende.

Habitat er ikke for alle. Den kræver noget af sin læser – tålmodighed, mod, og en vis tolerance for ubehag. Men det, man får igen, er en læseoplevelse, der sætter sig i kroppen. Det er sjældent, at man læser noget så kompromisløst og ærligt i dansk samtidslitteratur.

Habitat er et vildt, dybt og voldsomt værk, hvor Ørntoft balancerer mellem det poetiske og det brutale, det personlige og det politiske. Det er en bog, man ikke læser – men overlever. En moderne dannelsesrejse gennem mørket.