Låst guitar / Jon Fosse / 234 sider
Batzer & Co.. ISBN 9788793993594
Anmeldt 8/9 2025, 13:56 af Martin R. H.
Fanget bag lås og slå
Fanget bag lås og slå
« Tilbage
Romanen her står en kende for sig selv, når det kommer til de mange titler, Jon Fosse har udgivet.
Den er fra 1985, og den tager fat i et miljø præget af stoffer, sex, musik og desperation. Der er en særlig rå stil over fortællingen her. Den er fortættet, som vi kender det fra Jon Fosse, men samtidig er der en my mere episk schwung.
Vi møder Liv, som stoltserer rundt med sine tyve år og sine flyvske tanker. Hun tager vare på, forsøger i al fald, på sin etårige søn, og vi når frem til en tirsdag i december, hvor skraldespanden er så fuldt, at hun må ud med den. Det gør hun. Det bør hun. Der skal jo være styr på tilværelsen. Og det er der for så vidt også. Lige indtil den lander hos hende. Erkendelsen: Hun er kommet for skade at låse sig selv ude og dermed sin søn inde. De er adskilt, og nu har hun kvaler.
Hun vandrer forvildet rundt i et geografisk konkret bevægelsesmønster, samtidig med at tankerne kværner og skubber hende ud af kurs. Hun mister fodfæste, og det samme må siges om læseren, som i de bedste passager er ganske opslugt af sproget og fremdriften. Rytmen i skriften og den forførende fortællerstemme.
Liv bevæger sig frem i en tåget verden, og det sætter sig som en messende bevægelse hos læseren, hvor forsøget vil være at sammenstykke den livsbane, Liv befinder sig på. Det er spørgsmål, der går på, om det, der fremkommer i hendes erindring, er brudstykker, man kan stole på, eller om tiden, der er gået, har gnavet så meget i dem, at de har forrykket sig.
Kan man som læser stole på beretningerne om tvangsindlæggelse, flugten med en guitarist, syretrip og en graviditet, som opstod uønsket?
Det er ikke interessant udelukkende at veje for og imod.
Det inspirerende er utvivlsomt at føle fortællingen, for den sætter sig.
Det er særligt fortiden, der i glimt dukker op hos hende. Alt sammen så musisk og besættende.
De senere år har Jon Fosse for alvor fået forbindelse til de danske læsere. Og denne udgivelse er bestemt bemærkelsesværdig, finder jeg.
Vi har her at gøre med en rå lille perle af en roman fra den norske nobelprismodtager.
En god indgang til et forfatterskab, som træder så originalt frem.
