Bambi er en enogtresårig kvinde, som ikke er som andre. Hun har været DJ, er transkønnet, og for tiden udmærker hun sig ved at vide besked om menneskekroppens mindste byggesten, altså cellerne.

Det er noget, hun går op i. For hun bærer på en historie: Hun har delt livmoder med sin tvillingebror, noget, hun dvæler ved.

I dag er hun optaget af at indtage kvindelige hormoner, for hun har noget på hjerte, noget i tankerne; hun ønsker sig en anden krop. Hun ønsker at lande i den udgave af en krop, hun forestiller sig; at blive født på ny på en måde, som kvinde.

Hun bevæger sig langsomt op ad ventelisten til den operation, men samtidig melder tanker sig. Tanker om en tid. Erindringer, og alt sløres, og hun lokkes frem mod vandet. Det mystiske, mod det, der befinder sig under overfladen. Ventetiden er lang og fuld af faldgruber, eksempelvis den, at hun får en større og større lyst til at forsvinde, at lade sig opsluge, opløse.

Dog har hendes tvillingebror en snor i hende. Og så dukker en tidligere skolekammerat også op, idet hun ønsker at sætte ord på det liv, Bambi har været igennem. Så hun slipper ikke sådan lige for at lægge liv til en fortælling. Hun kan ikke sådan uden videre forsvinde, finder hun. Det samme kan siges om de måger, som samler sig uden for hendes lejlighed. Det har noget for.

Audur Ava Olafsdottir har for vane at tage fat i problemstillinger, etiske dilemmaer. Dem er hun ferm til at forstørre til et perspektiv, hvor nuancerne træder frem. Det har vi tidligere set i romanen Ar, hvor et selvmord, som er ganske planlagt, ikke synes muligt at udføre, idet forhindringer hele tiden bliver lagt i vejen.

Noget lignende gør sig gældende her i denne roman. Her handler det i høj grad om retten til at bestemme over sit eget liv. Retten til at føle sig hjemme i sin egen krop. Det er i al fald den kamp, fortælleren her lader udfolde sig.

Som læser sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at teksten er spækket med symboler og betydninger, som blot venter på at blive afkodet. Det kan de også sagtens. I bund og grund er det en fortælling, som har en fremdrift over sig. En fortælling, som bæres af en nysgerrighed efter at forstå den hovedperson, der er sat i scene.