Selv som gammel engelsklærer kan det være ganske vanskeligt at læse Beowulf på originalsproget. Det skal i samme åndedrag siges, at der hér ikke refereres til originalmanuskriptet forfattet på oldengelsk, men selv nogle af de versioner der er oversat til mere mundret engelsk, kan være bøvlede at finde rundt i. Det til trods for at denne episke tekst både er forholdsvis kort og hører til blandt de tekster, som alle engelske skolebørn på et eller andet tidspunkt stifter bekendtskab med.

Som Sophus Helle skriver i introduktionen til sin gendigtning af Beowulf, så er det faktisk ganske sært at denne tekst ikke også er en del af undervisningen i danske skoler, eftersom store dele af handlingen i dette tusind år gamle skrift foregår ved det danske hof. At teksten ikke er en del af kulturkanonen er der dog flere årsager til, som forfatteren også kommer ind på. Endnu en bemærkelsesværdig ting ved den nye bog, er at introduktionsteksten og efterskriftet fylder næsten lige så meget rent sidemæssigt som selve heltekvadet.

Selv om du aldrig har læst Beowulf , så kan det jo være at du kender historien fra Robert Zemeckis’ imponerende animationsfilm af samme navn. Det er dog en film, der fortællemæssigt tager sig en del friheder i forhold til originalteksten. I filmen fortælles det eksempelvis, at årsagen til at den monstrøse Grendel og sidenhen dennes mor dræber så mange ved danerkongens hof, er at det er kongen selv der viser sig at være Grendels far. Det er et spændende twist, men uden hold i originalteksten.

Der er til gengæld rigtigt meget andet man kan opleve, når man læser Helles version, for ikke alene fornemmer man historiens nostalgiske vikingevingesus, men der er også en risiko for, at man undervejs bliver et my mere alment dannet. Det er virkeligt dejligt at få lov til at opleve historien på et mere nutidigt dansk og selv om denne udgave muligvis ikke indeholder de samme ordrim som originalen, så er det ganske tydeligt under læsningen, at Sophus Helle er vild med digtet og har gjort sig stor umage med at fange stemningen og detaljerne fra originalteksten, så godt som overhovedet muligt.

Beowulf handler i al enkelthed om helten Beowulf, der sammen med sine folk rejser over havet til Danmark, da han har hørt at kongen dér er i store problemer. Hver aften opsøges kongshallen af et frygteligt monster, der flår hans bedste krigere i stykker, drikker deres blod og slæber deres maltrakterede lig tilbage til den sump hvor han bor. Tydeligvis kan dette ikke fortsætte, men der skal tydeligvis en kriger af Beowulfs kaliber til at sætte en stopper for ulykken. Endda en kriger, der vælger at konfrontere uhyret uden hverken våben eller skjold – alt andet ville jo være fejt.

Det lykkes Beowulf at flå armen af Grendel, som derefter trækker sig hårdt såret tilbage til sin sump. Det bliver monstrets mor vildt sur over, så inden længer dukker også hun op for at tage sin hævn. Ind mellem disse drabelige kampe fortælles også historier om krige mellem riger, andre (sagn)konger og splid, tilsat et stænk kristendom. For selv om størstedelen af historien foregår i det man ville kalde ´vikingetiden´, så er manuskriptet nedfældet af kristne munke, der nok har sat deres eget præg på teksten. Det er selvsagt ren spekulation fra anmelders side, men når alfaderen (læs: vikingernes Odin) kaldes ”enevældig Gud” i teksten og når begivenheder som syndfloden også nævnes undervejs, så virker det som om at den norrøne tekst er blevet tilsat et sæt kristne idealer, så den kunne få lov til at overleve for eftertiden.

Uanset hvad man tror på, så er det en ren fest at læse Beowulf, for det er en ganske vild historie. En der endda har været en af de primære inspirationskilder for Tolkien og en lang række andre forfattere af fantastisk litteratur.

Som nævnt ovenfor fylder introduktionen og efterordet lige så meget som selve teksten, men heldigvis er disse tekster næsten lige så interessante som selve sagnet om Beowulf. De giver først og fremmest et godt og grundigt billede af hvordan originalteksten i sin tid blev opdaget og indlemmet i vores kultur. Desuden fortæller Sophus Helle om tekstens mange tematikker, sprog og dens ganske særegne tidslige struktur.

Måske tænker du, at sådanne paratekster er højpandede og akademisk unødvendigt, men da teksterne er både velskrevne, informative og gør at man opdager langt flere flere aspekter ved kvadet, end man ellers ville have gjort ved blot at læse det fra start til slut, er de en gave til alle der måske ikke ved så meget om Beowulf og dens tid.

Det er helt tydeligt at Sophus Helle er vildt passioneret omkring materialet. En begejstring, der meget nemt smitter af på læseren. Derfor kan denne nye versionering af Beowulf kun anbefales på det varmeste. Muligvis er et tusind år gammel heltekvad ikke perfekt læsestof for alle, men alle vi, der holder af fantastiske fortællinger, fantasy og røverhistorier vil finde rent guld hér.