Jens-Martin Eriksens nye roman Livet i Paradis kan umiddelbart læses som en art fortsættelse af den forrige Natten er Jordens skygge (2022), der sluttede med ordet “Flakkebjerg!”. Livet i Paradis skildrer den navnløse jeg-fortællers to år på kostskolen i Flakkebjerg (en tidligere opdragelsesanstalt) omkring 1970. Hvor Natten er Jordens skygge er en erindringsroman med afsæt i Jens-Martin Eriksens egen opvækst i Aalborg i 1960´erne, så understreges det her, at der er tale om et skønlitterært værk, og at enhver lighed med faktisk eksisterende personer er tilfældig og ikke intenderet.

Fælles for de to romaner er, at det handler om erindring og erindringens væsen. Det er fortællerens erindringer om hændelser, der ligger årtier tilbage, hvis betydning i dag står i et helt andet lys end de gjorde, da de erfaredes af det yngre jeg.

Fortællerens ankommer fra Aalborg til efterskolen i Flakkebjerg, hvor han kommer til at dele værelse med københavneren Heilmann, der bekendtgør, at han er dårlig til at få tæsk. At han vil få tæsk, tager han for givet, da han er langhåret, går med en amerikansk militærjakke med broderet fredstegn - og fordi han er “bevidst”.

I modsætning til de bondedrenge og hellige, der ellers udgør skolens elever, så er Heilmann interesseret i de politiske strømninger, der præger de sene 60´ere og tidlige 70´ere. Han er politisk bevidst. Fortælleren slutter venskab med Heilmann og i fællesskab udgør de en ´bevidst´ opposition til de øvrige elevers manglende bevidsthed om samfundets og verdens sande beskaffenhed.

De er - naturligvis - også i opposition til lærerne og efterskolen som institution, der forsøger at præge eleverne til en kristen livsforståelse. De sniger sig ud af skolen om natten, ryger og drikker alkohol, som de har skjult i den nærliggende skov og har stævnemøder med piger. I en ferie hos Heilmanns mor i København deltager de i et møde hos kommunistpartiet for at blive mere bevidste om det kommunistiske Paradis - som modsætning til det Paradis, de hellige prædiker om. Men de bliver skuffede over, hvor ukonkret kommunisterne skildrer livet i Paradis. Tilbage på efterskolen vækker de skandale, da de hænger plakater op om My Lai massakren og amerikanernes fremfærd i Vietnam.

Fortælleren tilstræber at forblive solidarisk med sit yngre jeg og loyalt gengive jagten på at blive ´bevidst´, sådan som det forløb, uden at lægge erfaringens større bevidsthed ned over erindringen: “Der var ikke sprog til mere dengang, for forskellen mellem nu, hvor jeg skriver dette, og så dengang, hvor vi gjorde vores iagttagelser og erfaringer, er, at sansninger ikke tog en form, så de kunne artikuleres for os selv og hinanden. Vi levede i store områder af tavshedens grænseland, der kan være endnu mere smertelige med savn og uvidenhed, end man kan give udtryk for.” (s. 27)

Det er dette tavshedens grænseland, der bliver romanens egentlige anliggende. Mens skolen forsøger at indpode eleverne et kristent livssyn og Heilmann og fortælleren søger deres egen vej til Paradis gennem politisk bevidstgørelse, foregår der andet som unddrager sig artikulering - og dermed bevidsthed. Det siges aldrig, at der fandt overgreb og misbrug af elever sted på skolen, men det mere end antydes, at det sker. Fortælleren sætter ikke ord på, hvad der skete, fordi de ord ikke var tilgængelige for fortællerens yngre jeg. I erindringens prosa er det dette nærvær af noget fraværende, som presser på og driver fortællingen frem mod dens katastrofiske klimaks. Først til slut, hvor den voksne fortæller træder mere i forgrunden, kommer der ord på, hvad der egentlig skete på Flakkebjerg, men nu har ordene ikke længere nogen chokerende kraft, fordi den katastrofe, de beskriver, allerede er indtruffet.

Jens-Martin Eriksen mestrer denne erindringens prosa som en indre spænding i sproget mellem det, der kan artikuleres og tavshedens grænseland. Det er et sprog, der indfanger det yngre jegs tilsyneladende blaserte kynisme, mens det samtidigt står klart, at kynismen kommer af den manglende evne til endnu bevidst at kunne artikulere, hvad der egentlig foregår. Den evne har det ældre jeg, men det ville være - endnu - et overgreb at lade den bevidsthed overlejre erindringen. Det er Jens-Martin Eriksens store bedrift at fastholde erindringen som et spændingsfelt i sproget, der artikuleres et sted mellem tavshed og det dunkelt sansede.

Det antydes også, at det er litteraturen, der har givet fortælleren et sprog, som kan give stemme til tavsheden grænseland. I skolens bibliotek finder han gamle bøger og læser bl.a. St. St. Blicher. Læreren frøken Breslau, som fortælleren er forelsket i, tilskynder ham også til at skrive, hvilket igen har fremmet hans sans for detaljer: “Disse upåfaldende øjeblikke står endnu i min erindring, selv om ingenting egentlig skete, men det var, som om alt blev tydeligt i disse dage, mere end ellers, at jeg fik øje på hver en detalje. Det hele gav mig måske et løfte om, at jeg vidste, hvor jeg ville hen efter skolen.” (s. 85-86)

Litteraturen bliver dermed vejen ud af tavshedens grænseland. I erindringens prosa fastholder Jens-Martin Eriksen spændingen mellem det, der erfaredes uden at kunne artikuleres og så den ældre erindrendes bevidsthed om, hvad der egentlig skete. Men det sker vel at mærke uden at forråde solidariteten med den yngres erfaring og sansning. I Jens-Martin Eriksens litterære sprog taler også tavsheden - måske endda tydeligere end nok så mange ord.

Storslået erindringsprosa.