Som alle ved, så er det muligt at finde et utal af fortællinger om børn der er på vej ind i voksenlivet på tværs af alle tænkelige medier. I litteraturens verden benyttes ofte det tyske udtryk bildungsroman (eller ”dannelsesroman” på dansk – red.) om denne type af tekster og det er netop en tysksproget roman om blandt andet bildung, som har materialiseret sig under Kapellets hvælvinger.

Realtidsalder er den danske titel på Tonio Schahingers roman Echtzeitalter og er fortællingen om den unge Tills gymnasietilværelse på skolen Marianum i Wien. Det er et skoleliv, der i høj grad gøres besværligt takket være den meget konservative og kronisk gnavne lærer Dollinar. Dollinar er prototypen på den lærer, som vi alle husker tilbage på med gru, ham som gør, at man glemmer alle de svar man har terpet og som, hvis var han fiktiv lærer i Danmark, med garanti ville få serveret maltbolcher af eleverne.

Tills skole er nemlig indbegrebet af ’old school’ – for selv om handlingen foregår i årene frem mod 2020, så er Marianum en traditionsrig skole, der forsøger at holde på formerne og forsøger at forme sine elever, som var det i 1930’erne.

Det er vist ikke en ret stor spoiler at afsløre at Tills far dør umiddelbart før drengen begynder på gymnasiet. Denne begivenhed er selvsagt med til at præge vor unge protagonist, selv om han indledningsvist har svært ved at afgøre, hvordan han skal håndtere sine følelser. Dette gælder også alle de følelser han har i forhold til det at være ung, hvilket både er typisk for teenageårene og for de fortællinger der handler om denne periode i vores liv. Følelserne kan indimellem virke ganske overvældende, både dem, der knytter sig til en generel eksistentiel tvivl, i forhold til det andet køn og i forhold til alt muligt andet.

Till er dog ikke typen der lader sig styre af sine følelser, for ofte holder sine tanker for sig selv. Vi læsere bliver heldigvis inviteret indenfor i hans refleksioner, der er så fint beskrevet af forfatteren, at langt de fleste læsere vil kunne relatere til den tvivl og de mange andre ting Tills dagligdag er fyldt med. Det ville være forkert at kalde ham introvert, for han får også venner på skolen. Nærmere bestemt bliver Till rigtigt tæt med pigerne Feli og Fina, der er meget anderledes end mange af de andre han kender.

Selv om vores hovedperson følger så godt med i skolen som han kan, så opdager han også tidligt på første årgang, at han er mere end almindelig kompetent til PC-spillet Age of Empires. Faktisk bliver han på ganske kort tid så god til spillet, at han ender med at være blandt de allerbedste i verden. Noget Till dog ikke blærer sig unødigt med. Det er jo også derfor bogen har fået sin noget særprægede titel, for ´AoE´, er et ´real time strategy´ spil og det kommer til at fylde en del af Tills tid samtidig med at han forsøger at navigere rundt i sin egen virkelighed som ung.

Realtidsalder er både et umådeligt velskrevet og gribende ungdomsdrama, men det forekommer også som en roman, der gerne vil kommentere samtiden og ikke mindst den østrigske kultur. Det skal siges straks siges at netop Østrigs (ungdoms)kultur ikke hører til anmelders spidskompetencer, men efter læsningen er undertegnede helt bestemt blevet en del klogere på dette.

Noget af det bedste ved denne bog er sproget, for til trods for at det er hverdagsdrama er det skrevet så medrivende, at den læses virkeligt hurtigt. Det kan godt være at bogens fokus på videospil (et aspekt, faste læsere vil vide også fylder meget hos redaktøren -red) fylder en del, men det er også med til at øge læsehastigheden, for Schachinger er virkelig kompetent til at gengive spiltermer på samme naturlig vis som han har i forhold til at forfatte realistiske beskrivelser af Tills dagligdag og omverden.

Realtidsalder er en roman, der er virkelig god til at give et øjebliksbillede af vores samtid og dertil kommer at den også har til sinde at få læseren til at reflektere over hvad der giver mening i ens liv. Eksempelvis er det vanskeligt at være uenig i følgende, noget pessimistiske blik på verden:

”Der er mennesker, der sidder på et callcenter hele dagen eller ved en kasse og efter fyraften oplever lige præcis den meningsløshed i GTA eller Breath of the Wild [-…] og dyrker den, så de kan klare en dag mere, indtil de endelig har fri to nætter i træk eller – eller langt ude i fremtiden – i to sammenhængende uger.
Og der er mennesker, der ved, at den tilstand på et tidspunkt holder op, de længes mod en bedre fremtid, så mens de udfører deres opgaver, venter de sådan set kun på den fremtid. Mennesker, der ikke mener, eskapisme er nødvendig, eftersom de stadig tror, de kan slippe væk” (s. 299)

Det er selvsagt ikke særligt opløftende, men til gengæld kan man godt føle sig ramt. Vi har vel alle, ung som gammel, lyst til at leve livet fuldt ud og realisere vores fulde potentiale, men regningerne skal også betales, så måske er det nemmere for et par timer at dyrke netop eskapismen?

Undervejs i bogen er der ganske få slå- og stavefejl (som f.eks. s. 186 Horizon Zero Down el. s. 340 ”Felix gærder”) men ud over disse enkelte svipsere har oversætter Jacob Jonia gjort et exceptionelt fint stykke arbejde. Dette handler ikke alene om, som han skriver indledningsvist, at tilpasse det østrigske karaktersystem til det vi kender herhjemme, men oversætter får også på finurlig vis omformet eventuelle dobbeltbetydninger og særlige tyske vendinger til mundret dansk.

Selv om du muligvis synes at du har læst nok romaner eller set nok film om unge mennesker der famler sig gennem de usikre teenageår, så vil Kapellet alligevel anbefale at du giver Realtidsalder en velfortjent chance, for selv om det muligvis ikke er en banebrydende roman, så er den ustyrligt velfortalt og vedkommende, selv for de, der aldrig har spillet et computerspil eller været i Østrig.