Undertegnede lærte første gang forfatter Sara Bergmarks prosa at kende via den episke tegneserie hun skabte sammen med Karl Johnsson:Vei. Lidt i samme ånd, dog med gudommeligheden skruet voldsomt ned, kommer nu Saras seneste bud på en ”De-samledes-på-øen-og-ville-dræbe-hinanden-på-grund-af-ting-i-deres-fortid”-thriller. En ganske velkendt ungergenre af noir, men smaddergodt skrevet, og medrivende lavet. Hurtigt læst, men ikke nær så hurtigt glemt.

Først var det pressemeddelsens ord ”gotisk” der tiltrak sig anmelders opmærksomhed. Gotiske romaner er næsten altid fede, men misser de deres mål kan de også nemt gå galt. Her går det i den helt rigtige retning. Vi er i nutidens Sverige. Det er ud på efteråret og en søster har skrevet til sin halvsøster at hun meget gerne vil have de ses igen, selv om de ikke har haft kontakt med hverandre i rigtig mange år. De skal mødes på det sted hvor de første gang traf hinanden som piger, på en lille ø i skærgården.

Der er sket meget siden sidst de sås. Imens kvinderne forbereder sig på fest - det er nemlig storesøsters 40-års - dukker der ganske uventet også et par mænd op til det der skulle have være en sjov pigetur. Det er dog ikke hvilke som helst mænd, men virkelig modbydelige mænd. Så modbydelige er de, at man ligefrem får lyst til at slå dem ihjel. Og hvilken mere perfekt setting er da ikke, en lille, isoleret ø i Skærgården, midt under en gevaldig tordenstorm? Nej vel? Det er nemlig hér Saras voldsomme Bergman´eske drama udfolder sig.

Ærede læser, lige som du ikke troede det kunne blive vildere, så forsyner Sara B. Elfgren også sin fortælling med stor portion kærlighed mellem søstrene. Denne kærlighed oplever man gennem jegfortællerens konstante flashbacks. Bogens åbningsscene er samtidig bogens klimaks, eller i al fald det som resten af bogen leder hen til. Teksten skifter derfor konstant mellem at være meget sensitivt skrevet og så i næste nu at kaste vild paranoia og brutalitet i synet på dig. Det er tale om de helt store, dramatiske armbevægelser, men de virker! I alt fald så er denne bog både velfortalt og veloplagt skrevet. En eskapistisk gave, du bør give dig selv, hvis du holder af thrillers.

Dette er ikke ”Gothic” i stil med Dracula for der er intet overnaturligt i fortællingen. Til gengæld kan man godt drage paraleller til en af de andre helt store, klassiske gotiske romaner Horace Walpoles The Castle of Otranto, forstået på den led, at Ø på samme måde handler om kvinde(r), der holdes tilfangne, som slaver på et maget afsidesliggende sted. En verden domineret af alfa-hanner, der ikke er blege for at dele håndmadder ud, og som måske fortæller at de elsker dem, men i virkeligheden er sociopater, der lever for at dominere deres hustruer uden deres gensidige samtykke. På den vis skriver romanen, sig også ind i en klar feministisk agenda.

Det der er allermest uhyggeligt er dog, at romanen tager udgangspunkt i en situation, som desværre rent faktisk foregår i parforhold – ikke kun de, der er fiktive som her, men forhold som rundt om dig holdes i det skjulte. Det der sker i romanen kunne potentielt ske for din nabo, din onkels datter, eller mellem ´Else´ og ´Preben´, du ved - dem der boede lidt længere nede af vejen. Det sker desværre alt for ofte at toksisk, agressiv maskulinitet leder til drab på ægtefælle, på bør, på de man burde beskytte. Søg derfor straks hjælp hvis du har brug for det eller har mistanke om at sådanne ting sker i din nærhed. Men nok om det. Tilbage til Ø. Det er altid interessant, når gyset, på godt og især på ondt, minder os om den virkelighed vi befinder os i . På den led bliver volden og overgrebene der skildres det ikke kun et fortællemæssigt greb, men samtidig en advarsel om at dette må stoppe NU! Kapellet må straks indskyde, at der er ingen virkelige mennesker der lader livet i romanen, men der kommer lig på bordet. Den, hvis afsjælede krop man oplever på afstand i den dramatiske åbningsscene, der blev omtalt tidligere.

Selv om plottet i bogen er set i varianter før, så er kombinationen mellem enkeltdelene fed. Kronologien der brydes, i samme øjeblik som at vores fortæller Mia står ved en skillevej. Et valg. En pludselig lyd. Enkelt og effektivt som altid.

Ø er en fortælling der vil meget på samme tid. Både skildre den skjulte vold, fortælle om jalousi, misundelse og søskendekærlighed, skabe et medrivende drama, for blot at nævne de mest oplagte. Det kunne nemt være endt i en rodebunke af en spændingsroman, men Sara Bergmark Elfgren formår at styre læseren sikkert gennem alle dele.

Så mangler du en velfortalt roman, der vil mere end blot at underholde så lad dig endelig friste af denne roman med den meget korte, sigende titel.