Biologisk science fiction er en undergenre i hastig vækst og der er nu kommet et vægtigt bidrag med Jane Mondrups Zoi fra Read.Die.Repeat. Biologisk science fiction kredser om biologiske og evolutionære temaer, ofte i kontakten med avanceret teknologi eller fremmede væsner og organismer. Det er primært dette møde med en fremmed livsform, som Mondrups roman tager fat på. En gigantisk organisme — en zoi — kommer i kredsløb om Jorden. Amira, romanens hovedperson, tager sammen med tre andre astronauter ud for at møde denne nye, celleagtige livsform. Zoien kommunikerer ikke, men giver plads til at astronauterne kan bo inden i den. Den mystiske zoi etablerer et miljø, som menneskene kan leve i, uden at de helt ved hvordan eller hvorfor. Astronauterne forsøger at lære mere om zoien, men ender med at lære mere om sig selv og hinanden. Zoien, som Amira lever i, er ikke den første zoi — de begyndte at dukke op i Solsystemet da hun var barn og lige siden da, har Amira ønsket sig at møde en zoi og lære mere om den. Romanen er interesseret i mødet med det radikalt fremmede, men på en anderledes måde end man måske først forventer. For det første, skal det radikalt fremmede ikke forstås som ekstremt fremmed, men mere fundamentalt anderledes. Dermed er der ingen voldelig konflikt eller aggression mellem zoien og menneskerne, selvom det er menneskernes første frygt. For det andet er det klart, at det fundamentalt anderledes også sker i mødet med os selv og hinanden. Et bemærkelsesværdig element i Zoi er da astronauterne pludselig ser deres skygge vokse sig til en parallel version af dem selv. Snarere end et dobbeltgængermotiv fungerer denne parallelle version af astronauterne som et fødselsmotiv. Den parallelle version er fysisk vokset ud af Amira, men giver det mening at tale om, hvem der er den ‘originale’, når de begge har præcist samme minder og følelser? De bliver enige om at sige ‘vi’ om det væsen de var før, og ‘jeg’ efter deres opdelelse. Dette er et biologisk billedsprog — det er samme logik, som vi finder ved celledeling. Dermed kaster mødet med den mystiske zoi Amira ud i en længere reflektion over, hvem hun selv egentligt er, hvad hendes relation til sine forældre er, hvad det vil sige at være i et forhold med en anden person, og lignende meget jordnære spørgsmål, som vi alle kender og kan forholde os til. Zoi er åbenlyst en science fiction og ikke et socialrealistisk drama. Mondrups roman gør, hvad science fiction gør bedst — den tager et tankeeksperiment og spinder en fortælling omkring det. Dermed fungerer Mondrups roman som en form for filosofiktion — gennem fiktionen rejses filosofiske spørgsmål. Mondrups skrivestil er ligefrem og tilgængelig; romanen er ligeledes relativt kort. Dette gør læseoplevelsen til en intens udforskning af dens centrale idéer. Derfor er det et plus, at Mondrup skriver så tilgængeligt, for på den måde træder idéerne og tematikkerne tydeligere frem. Det er en kunst at gøre svære tanker tilgængelige; Mondrup lykkes over al forventning.