Manden der fik vinger / Eva Tind / 388 sider
Gyldendal. ISBN 9788702393835
Anmeldt 1/10 2026, 08:10 af Martin R. H.
Flyvende og flydende bevidsthed
Flyvende og flydende bevidsthed
« Tilbage
Manden der fik vinger er en roman, som sætter Gerhard Heilmann på kortet. En for mig ukendt person, som her får vinger og flyver direkte ind i min bevidsthed.
Sproget, den er skrevet i, er genkendeligt smukt og forførende, særligt med sine meget elegante sætninger, som træder frem undervejs.
Sådan som vi kender det fra Kvinden, der samlede verden, også af Eva Tind, om Marie Hammer, og efter sigende er denne roman for så vidt udsprunget af denne, et møde med en figur fra denne tid.
Også i Manden der fik vinger skriver Eva Tind med en særlig poetisk præcision, hvor hver sætning føles afmålt, og hvor stemninger ofte siger mere end handling.
Romanen følger en mand, Gerhard Heilmann, hvis liv – præget af ensomhed og en følelse af at stå udenfor.
Hele livet bakser han med at finde et tilholdssted. Han er udset til at overtage sin fars forretning og således blive apoteker, men det er ikke noget, der ringer ind hos ham, for han har et stort ønske om at blive noget andet, noget større, og det er fugle, der fanger hans interesse. Han gemmer sig på værelset, tegner og holder sig meget for sig selv. Går sine egne veje. Flyver frit omkring, og hele livet tumler han således med at lande i sig selv og forlige sig med det faktum, at hans far ikke synes om det, han foretager sig, men det gør ikke, at han stopper op, nej, han brænder for noget, har en passion, fugle, videnskab, malerkunst, kærlighed på kryds og tværs af køn.
Sproget bølger, følger hans bevidsthed, som flakker og får indfald, og billederne, sætninger rummer, har en særlig skønhed over sig, som opsluger mig.
Dette er en smuk måde at få belyst et menneske, som sagte er gledet ud af historien. Nu kan han træde ind i den igen.

