Smør / Asako Yuzuki / 492 sider
Klim. ISBN 9788775911479
Anmeldt 11/8 2026, 14:20 af Torben Rølmer Bille
Læs mens tænderne løber i vand...
Læs mens tænderne løber i vand...
« Tilbage
Der er al mulig god grund til at sætte dine litterære tænder i denne smørgule, tætskrevne mustensroman, der ifølge forsiden er blevet en international bestseller. Smør er nemlig intet mindre end undertegnedes helt store store læseoplevelser denne sommer. Selv med den græske sol bagende ned på parasollen som romanen blev læst under, så er den takket være et ustyrligt godt sprog - og efter Kapellets mening en helt eminent oversættelse fra japansk af den rutinerede Mette Holm – vanskeligt ikke at blive transporteret lang væk fra swimmingpoolen og til et iskoldt efterårs-Tokyo, hvor du møder bogens hovedperson Rika.
Rika har som alle andre japanere rygende travlt. Rika har ikke rigtig kontakt med sine nære familiemedlemmer. Rika lever af færdigmad og for lidt søvn. Lyder det bekendt? Det hamsterhjul kender de fleste, men det bliver sat endnu mere på spil, hvis man ved en smule om japansk arbejdskultur og de hamsterhjul der i Tokyo tydeligvis er skabt af ingeniører fra Sony.
Rika arbejder som journalist på et herremagasin, men da hun helt uventet får kontakt til en indsat, der ellers har nægtet at tale med andre journalister ændres den unge kvindes liv radikalt. Ikke kun i forhold til Rikas status på redaktionen, men også som menneske får hun pludselig via samtalerne i fængslet, ændret sit grundlæggende syn på tilværelsen.
Kapellet skal ikke afsløre hvad det er Rika gør, som får fangen til at invitere en fra pressen indenfor fængslets vægge. Deres første møde forløber til gengæld meget interessant. Kajii Manako, som den mordanklagede kvinde hedder, nægter at tale om den kommende retssag eller de formodede mord, men vil helt vildt gerne tale om bla. mad. Efter deres første samtale bliver Kajii ligefrem træt, idet Rika nævner den ”kødstuvning” som Kajii er anklaget for at have forgiftet en af sine tidligere partnere med, for som hun fortæller har hun gentagne gange i retten mere præcist fortalt at det var ”boef burgignon”, men ingen fra pressen havde fanget dette.
Denne åbning bliver starten på en meget længere serie af hændelser hvor Rika på den ene side føler sig enormt draget til Manako Kajii men på den anden side opdager Rika også, at hvis hun skal lande et eksklusivt interview, så bliver hun også nødt til at spille med på de ideér Manako har. Eksempelvis giver fangen journalisten forskellige opgaver. Blandt dem er at opsøge konkrete restauranter og smage bestemte madretter, eller at tilberede noget selv, som hun efterfølgende skal beskrive oplevelsen af for Kajii.
Vi starter i den helt enkle ende:
”Hun skar en skive smør af og kom den på risen. Derefter klemte hun en enkelt dråbe soja ud fra en af de mange små poser soja, hun havde tilovers fra bentoboksene fra døgnkiosken, og førte straks en skefuld ris med det stadig usmeltede smør op til munden, sådan som Kanji havde sagt hun skulle.” (s. 38)
. Det lyder da lækkert! Men det fantastiske er i den efterfølgende beskrivelse af Rikas magsoplevelse. Den skal du selv få fat i bogen for at nyde. En lyrisk og overvældende lækket stykke tekst, som du ikke må snyde sig selv for – lige som du heller ikke bliver snydt, hvis du husker at skrive Smør på din næste indkøbsseddel. Selv der i liggestolen under sydens sol, begyndte anmelder nærmest at spontansavle over hvor lækker Rika er i stand til at beskrive denne simple ret. Det er også blot en af mange forskellige tekstmæssige smagsoplevelser du får, hvis du fortsætter læsningen..
Bogens kærne (ja, det var en smørvits – red.) er det komplekse forhold mellem de to kvinder. Det kan jo stilistisk godt minde lidt om en kulinarisk, kvindelig udgave af den oplevelse man har når man læser om Hannibal Lector i Thomas Harris´ romaner (minus Hannibals forkærligheden for menneskekød – red.). Her møder denne potentielle morder en en journalist i stedet for en nysgerrig FBI agent. ”Quid pro quo, Rika” tvinges man nærmest til at skrive. Dette stilistiske lån gør dog intet, for deres samtaler og skiftende magtkampe viser sig at være virkelig spændende at følge med i.
Smør er også en bog der er overdrevent sanselig i sin evne til at få dig som læser til at forestille dig forskellige smagsoplevelser og som en uventet bonus kan bogen ligefrem give dig inspiration til at opsøge nye, mere eksotiske smagsoplevelser. For Rika bliver mødet med den anklagede morder en øjenåbner, ikke kun i forhold til mad, for bogen handler om langt mere end føde, hamsterhjul, kvinderoller i det moderne Japan og ensomhed, den handler også om at turde tage livtag med ens egen tilværelse, ændre på sine mønstre og vaner. Det er ligeledes en fortælling om hvem man kan stole på, hvem der er ens familie og måske vigtigst af alt, hvad der er kernen i dig selv.
Det er en roman der synes at ramme rigtigt på så mange punkter, hvilket gør den til en fryd at læse. Det er også en bog der langer en syngende lussing til et ret forstokket og meget ”pikket” japansk samfund. Et samfund, der ifølge Smør godt godt kunne trænge til mere passion, større frihed til at være den man er og træffe ens egne valg uden nødvendigvis at man bliver set skævt til af sine omgivelser fordi man vejer fem kilo over den vægt som samfundet dikterer. Et universelt og positivt budskab, som også mange her i vesten kan relatere til.
Selv om kombinationen af eksistentiel bildungs/coming-of-age-roman med thriller og madlavningselementer ikke er helt ukendt, så virker det virkelig godt og overbevisende i Smør. Det er en roman der konstant skifter tempo, fra de zen-agtige madlavningspassager, til de steder med eksistentiel tvivl om ens liv og hvad man skal have ud af det og til de mere thriller-agtige passager. Det hele fungerer upåklageligt.
Det er også en bog, der på mange måder ender med at have en slutning, der (uden at afsløre for meget) må betegnes som meget positiv, grænsende til en decideret Hollywoodslutning. Sådan en har vi alle sammen brug for indimellem, især når nu verden udenfor kan føles stor og truende. Smør hiver, som så mange aktuelle fiktioner på tværs af medier fat i ensomheden som et af dens mange temaer. Den afsondring fra omgivelserne som skildres i bogen, er jo heller ikke hevet ud af ingenting, her i Kapellet har vi set på dette emne da vi anmeldte dokumentarfilmen Ensom i Tokyo fra 2025.
Idet man læser de første par sider i Smør vil flere måske tænke ”Det her bliver lange 500 sider”, men før du selv har nået at prøve ovennævnte smøropskrift på ris med soja for at se om Rikas beskrivelse af oplevelsen virkelig passer, så er du sikkert ved at læse det sidste kapitel i romanen. En roman som ganske enkelt er helt forrygende.
Selv om det er en roman der handler om kvinder og muligvis primært henvender sig til det segment, så er det også en umådelig god læseoplevelse for denne 56-årige blegfede anmelder. Det er med god grund blevet en bestseller, for den lykkes med alt det den sætter sig for.