Du er hjemme nu af norske Per Petterson er et lavmælt og eksistentielt mesterværk om kærlighedens vildveje, skyldfølelse og den maskuline ensomhed. Fortællingen er formidlet igennem den vanlige rolige sproglige nænsomhed, som vi kender hos Per Petterson.

Historien følger den 34-årige Kasper, som arbejder på en fabrik. Hver aften tager han natbussen hjem til endestationen, hvor hans hustru Inger og deres to små børn venter. Livet er slidsomt, men stabilt – lige indtil Kasper forelsker sig hovedkulds i Signe, en af parrets fælles veninder.

Det rykker unægtelig ved konstellationen, venneforhold og parforhold, og Kasper forsøger at komme overens med den forelskelse, som har taget ham med storm.

I et for os læsere gennemgående detaljeret tilbageblik på tilværelsen, som den formede sig derfra, for tredive år senere ser en ældre Kasper tilbage på denne skæbnesvangre periode. Han ransager sine egne handlinger, og bogen væver elegant mellem dengang og nu for at undersøge det centrale, smerteligt smukke spørgsmål: Hvorfor skulle det ikke være muligt at rumme så meget kærlighed på én gang?

Det er her, værdien opstår, for dels er Kasper blot et menneske, som har et udsyn, et tilbageblik, som er forankret i den virkelighed, han befinder sig i. Han ser situationerne igennem sine egne minder, og alt er farvelagt derigennem, men hvor er det rørende at være læser til, hvordan han slår sig på livet og sten i elven, idet han kaster sig ud i det kolde vand for at mærke livet. Eller hvorledes han synes at få et forhold, venskabeligt, til den buschauffør, som fragter ham frem mod endestationen, hvor han så glemmer sin taske.

Romanen indledes med en påkørsel af et dyr, og Kaspers empatiske side vækkes til live. Han sætter sig og våger, og han markerer arnestedet, kan ikke slippe uheldet i tankerne, vender tilbage dertil næste dag. Det er ganske symptomatisk for fortælleren. Denne cirkelbevægelse, og det er således den, man som læser også deltager i, alt sammen holdt stramt fast af en skrift, som fascinerer. Så præcist og så rytmisk, for det sandelig sproget, der løfter bogen. Denne sprogtone, hvor sætningers præcision rammer. Den lavmælte tone er inspirerende.