Med Olavs hus vender Kim Leine tilbage til det spor, han mestrer bedst: den store historiske slægtsroman, hvor religiøsitet, begær, fattigdom og længsel filtrer sig ind i hinanden. Denne gang er scenen ikke Grønland, men Telemark i Norge omkring år 1900, og materialet er endnu mere personligt end tidligere — fortællingen bygger på Leines egen familiehistorie.

Romanens åbning virker næsten symbolsk programmatisk: En luftballon letter fra Paris, mens unge Margit i Norge er fanget i mudder, hårdt arbejde og social underkastelse. Kontrasten mellem frihed og fastlåsthed er klassisk Leine. Hans bøger handler ofte om mennesker, der drømmer om åndelig eller kropslig frigørelse, men som konstant trækkes ned af historie, religion eller deres egne drifter.

Det, der er romanens største styrke, er dens følelsesmæssige tyngde. Leine har en sjælden evne til at skrive fysisk og sanseligt: mudder føles som mudder, kulde som kulde, tro som noget der sidder i kroppen. Når han er bedst, bliver historien ikke bare fortalt — den lugter, bløder og sitrer. Det gælder i Kalak, Profeterne i Evighedsfjorden og Afgrunden, og meget tyder på, at Olavs hus fortsætter den linje.

Samtidig kan Leines ambitioner også være hans svaghed. Han skriver ofte i et højt følelsesregister, og nogle gange vælter de store temaer — Gud, skyld, frihed, seksualitet, vold — oven i hinanden med så stor kraft, at romanerne mister rytme. Han finder balancen i en episk fortælling med schwung, som for alvor sætter læseren i scene. Han står som en af Nordens væsentligste historiske romanforfattere.

Det mest interessante er måske, at Leine denne gang skriver direkte ind i sit eget ophav. Hvor hans tidligere bøger ofte handlede om kolonihistorie og kulturelle sammenbrud, virker Olavs hus som et forsøg på at forstå den emotionelle og religiøse arv, han selv kommer fra. Det kan gøre romanen mindre episk end Profeterne i Evighedsfjorden, men til gengæld mere intim og menneskelig. Det må jeg sige fungerer. Det er en dejlig stil, hvor forfatteren selv undervejs bryder ind i fortællingen fra sin nutid og anskuer beretningen fra sit ståsted og sit ophav. Det giver en kerne og nerve til romanen her, som så skaber flere lag.

Det er fornyende.