Theis Ørntoft slår nu igen med sine hårde domme i et rammende sprogligt knytnæveslag.

I et essay om den menneskelige deroute, den bagside, de grønne klimakampagner også har, for vi fortsætter med at drive rovdrift på naturen, selvom vi gerne bygger en fængslende fortælling op, om at vi er i gang med en gedigen grøn omstilling.

Den fortælling problematiserer Theis Ørntoft nu på vanlig skarp vis.

Velskrevet er det. Tankevækkende ligeså.

Det er en nerve, der løber igennem hans forfatterskab; at sætte ord på det at være et menneske og en civilisation på kanten af et sammenbrud. Vi har set det med romanerne Solar og Jordisk og for nylig også i Habitat, som sætter mennesket Theis i centrum for en nedtur.

Her i Bag litiumbjergene er det et spring væk fra fiktionen, og det bliver blot endnu mere skræmmende, idet det er den virkelighed, vi alle står op til, der problematiseres og perspektiveres.

Titlen er stærk: “litiumbjergene” peger både på den grønne omstillings materielle bagside og på den næsten religiøse tro på teknologi som frelse. Man mærker Ørntofts karakteristiske blanding af raseri, sorg og sort humor. Han stiller et ubehageligt spørgsmål: Hvad nu hvis den grønne omstilling ikke redder os, men blot flytter ødelæggelserne et andet sted hen?

Det mest interessante ved Ørntoft er dog sjældent selve kritikken. Mange kan pege på klimahykleri eller globale forsyningskæder. Det særlige er hans tone: desperat uden at være kynisk, poetisk uden at blive fluffy. Han skriver som en person, der er fanget i præcis det system, han angriber. Det giver hans tekster en eksistentiel troværdighed, som adskiller ham fra mere programmatiske klimaessayister.

Samtidig er der en risiko for, at bogen bliver for prædikende. Ørntofts styrke som romanforfatter er hans sanselige og kaotiske energi; når han bliver for idébåret, kan han nogle gange lyde som en meget begavet dommedagsprofet, der gentager sine pointer lidt for hårdt. Her fungerer det, finder jeg, idet han mestrer essayistikkens kunstneriske princip – at tage udgangspunkt i et konkret fænomen og sin egen verden for at forstørre og reflektere.

I Bag litiumbjergene formår Theis Ørntoft at formulere den diffuse klimauro og civilisationslede, mange mennesker går rundt med uden rigtigt at kunne sætte ord på.

Det gør lidt ondt, og det kan kalde på en opgivenhed, men ikke desto mindre er der lyspunkter.