Selv om det er blevet nævnt flere gange i Kapellet, så kan udsagnet godt tåle gentagelse: John Alvide Lindqvist er en fremragende, produktiv og vildt dygtig forfatter!

Han startede som bekendt sin karriere med at genfortolke nogle af de mest fortærskede gysergenrer, eksempelvis i vampyrfablen Lad den rette komme ind eller i den meget alternative zombiefortælling Håndteringen af udøde. I stedet for at vælte rundt på klicheernes overdrev, som mange andre forfattere gør, så gentænker han troperne, genretrækkene og monstrene på helt nye måder og formår at gøre dem interessante igen.

I undertegnedes anmeldelse af romanen Menneskehavn fra 2011, der lige som de førnævnte titler blander svensk hverdagsrealisme med overnaturlige elementer, stod der: ”Der er vist ingen tvivl om, at svenske John Ajvide Lindkvist er godt på vej til at gøre for skrækromanen, hvad hans landsmænd i mange år har gjort for krimien.” og her i foråret 2026 har han så formået at levere en formidabel afslutning på hans krimitrilogi Blodstormen. Nu viser han at han også giver alle de der skriver thrillers og krimier kamp til stregen. Blodstormen er en, i mangel af et bedre udtryk, palimpsest-trilogi, der helt tydeligt låner med arme og ben fra Stieg Larsons populære Millenium-serie, men Lindqvists serie formår det til trods stadig at stå på sine egne, stærke, litterære thrillerben.

Ånden i maskinen er sidste del af en længere historie, så sørg endelig for at få læst Skriften i vandet og Rummet i jorden før du kaster dig over denne sidste del. Hvis du undlader det er der være alt for mange figurer og referencer du ikke vil fange.. Har du til gengæld fulgt Kapellets anbefalinger og læst de to første bøger så kan du se frem til en herlig læseoplevelse.

Anmelder afsatte en fridag til at læse romanen. Den blev påbegyndt klokken 9 om formiddagen og inklusive enkelte afbrydelser med mad og indkøb i løbet af dagen, så blev den sidste side af de lidt over 500 sider nået lidt før TV2s 19-nyheder. I en travl hverdag er det alt for ofte blevet en sjældenhed (i al fald for undertegnede) at læse en hel roman i løbet af en dag, men har du mod på forsøget, så er Ånden i maskinen et rigtigt godt bud på den murstensroman, der nærmest læser sig selv.

At det går så hurtigt skyldes ikke kun at John Ajvide Lindqvist har en skrivestil der både er frisk, letlæselig og meget filmisk. Det er ganske nemt at blive grebet af hans sprog, der vildt effektivt får malet sproglige billeder af det der sker. Samtidig så kender forfatteren om nogen til alle dramaturgiske kneb, der gør, at der er vanskeligt at lægge bogen fra sig også selv om man har gennemskuet teknikken bag prosaen. Et godt eksempel p det kan findes på bogens allerførste sider. Her beskriver fortællerstemmen en mennesketom foyer på teatret Dramaten i Stockholm midt om natten. Selv om du aldrig har været på stedet får forfatteren sat scenen ganske præcist og ordene virker nærmest som et kamera der i glidende bevægelser bevæger sig rundt i mørket og opfanger alle de forskellige detaljer i rummet. I allersidste sætning fortælles det at denne sekvens snart vil blive afløst af blod, skrig og lemlæstelse, for inden længe vil der springe en bombe hér men ingen ved endnu præcis hvornår eller hvorfor.

Som mangeårig mediefagslærer benytter jeg altid Hitchcocks berømte eksempel på suspense når det begreb skal forklares. Kort fortalt så handler det om at seeren godt ved at der er blevet placeret en tidsindstillet bombe under bordet, men at de personer der spiser frokost ved dette bord ingen idé har om at de er i fare. Det er jo præcis det som forfatteren gør i denne sekvens, men det fungerer vildt godt og der går da heller ikke mange kapitler før at førnævnte katastrofe rent faktisk indtræffer og det på det værst tænkelige tidspunkt, for foyeren er fyldt med teatergæster der forsøger at få en forfriskning i pausen på en nyopsat gendigtning af Shakespeares Hamlet.

Den ene af seriens tre hovedspersoner, krimiforfatter Julia Malmros døjer stadig med sin skriveblokering og derfor har hun for en tid genoptaget sit gamle job som betjent. Skæbnen vil at hun befinder sig på patrulje i nærområdet da bomben på Dramaten detonerer og hun oplever derfor på første hånd hvor voldsom en begivenhed dette er. Der går ikke længe før Julias kæreste, den mandlige udgave af Milleniums Lisbeth Salander, Kim Ribbing, også bliver blandet ind i denne sag, sammen med bogseriens sidste centrale figur, den unge pige Astrid, selv om der ikke skal afsløres mere om deres roller i denne anmeldelse.

Der er som i de øvrige bøger undervejs en hel del referencer til Stieg Larsons trendsættende serie. Eksempelvis i den scene hvor Julia præsenterer sig selv og en anden karakter spørger om det ikke er ”hende med Millenium?”, hvortil hun svarer ”Nej. Hende uden Millenium” (s. 263) – muligvis en stikpille til forlaget der vragede Lindqvist til fordel for en David Lagerkrantz, da serien skulle videreføres efter Larsons død.

Det er dog langt fra det eneste sted i romanen hvor der bevidst leges med genren. Andetsteds i romanen besøger Julia også hendes aldrende veninde Irma. Irma er gennem alle tre bøger blevet skildret som en af den slags pensionister, der konstant fortæller omverdenen at hun snart skal dø. For at holde hende i live lidt længere endnu, begynder Julia at diskutere et plot til en ny kriminalhistorie med hende. Helt konkret handler det om det arketypiske kriminalscenarie: et mord i et lukket rum. I deres version af mordgåden findes der et lig i en elevator idet dørene brydes åben. Der er ingen tydelige spor på afdøde, ud over en afbrændt tændstik i afdødes ene hånd. I dialogen mellem Julia og Irma om denne fiktion i fiktionen, viser John Ajvide Lindqvist også hvor idérig han er, for makkerparret får talt sig igennem ganske mange forskellige forklaringer på hvordan dette mord er blevet begået og hvad tændstikkens rolle kunne være.

Lidt over halvvejs i bogen præsenteres læseren også for følgende passage:
´Da Julia havde lagt på, spurgte Abu: ”Hvad er nu det der med en krimiserie?”
”Jeg tror, Morfid har en mistanke om, at jeg opfatter mig selv som en hovedperson i en af mine bøger.”
”Men gør du da det?”
”Næ. Kun somme tider. Og kun lidt. En lillebitte smule” ´(s. 307)
Selvsagt er det ikke første gang at man kan opleve en fiktiv karakter kommenterer på sin egen status, men Lindqvist er god til at styre denne metaleg, uden at det bliver hverken anstrengende eller går ud over ens forhold til de figurer der optræder.

Nu er Ånden i maskinen primært en thriller, der både leverer et plot hvor læseren følger opklaringsarbejdet med ovennævnte terrorsag, men det er også en roman der kommenterer på aktuelle spændinger i samfundet. Lige som i Lindqvists Venligheden handler det om kulturkamp og hvordan vi behandler hinanden. Lindqvists prosa er gennemsyret af en humanistisk grundtanke der står i stærk kontrast de fremmedfjendske og fundamentalistiske kræfter som i løbet af romanen vokser sig stærkere og stærkere. Samtidig så viser det sig også, idet man når slutningen, at den eller de, der viser sig at stå bag attentatet også er en skurketype som findes i vores virkelighed, ikke kun hinsidan men en skurk der i skrivende stund vokser sig større og større over hele den vestlige verden.

Ånden i maskinen er tophunderholdende, solidt skrevet og leverer en virkelig tilfredsstillende finale på serien. Der er smæk på fra start til slut og så kommer man virkelig til at holde af alle hoved- og bipersonerne også de der måske ikke indledningsvist fremstår ultrasympatiske får Lindqvist tegnet skarpt op i sådan en grad at de fremstår troværdige og man klart forstår deres motivation for at træffe de valg som de gør.

Savner du en solid, actionmættet thriller, så skynd dig at få fat i serien Blodstormen, for det eneste negative der kan siges om de tre bøger er, at Ånden i maskinen desværre nok er den sidste i denne serie.