Plottet i Air er flydende. Man følger en hovedperson, der bevæger sig gennem et landskab – både fysisk og mentalt – som gradvist mister sin stabilitet. Der er en konstant følelse af, at verden ikke helt hænger sammen, som om virkeligheden er blevet tyndere, mere porøs. Samtidig med at man i et andet spor følger en pige, som er overladt til sig selv og den store verden.

Det er ikke en roman, man læser for at “finde ud af, hvad der sker”. Snarere er det en bog, hvor selve idéen om sammenhæng bliver udfordret. Fortællingen opløser sig, ligesom titlen antyder: som luft, der ikke kan fastholdes.

Stilen er kølig, elegant og sine steder temmelig hypnotisk. Christian Kracht skriver med en ekstrem kontrol. Sproget er minimalistisk, præcist og meget forførende.

Der er en mærkelig skønhed i den måde, han beskriver verden på – ofte med en distance, der gør selv voldsomme eller absurde situationer afdæmpede og næsten æstetiske. Det får dem til at sætte sig hos læseren.

Denne stil skaber en særlig læseoplevelse: man bliver ikke revet med følelsesmæssigt, men trukket ind i en slags drømmeagtig tilstand. Det kan føles både fascinerende og fremmedgørende.

Som i mange af Christian Krachts værker er der en underliggende kritik af moderniteten. Air kredser om dikotomier som overflade og substans, civilisation og vildskab.

Der er i tilgift en snigende følelse af apokalypse, men uden drama. Det er ikke verdens undergang som eksplosion – snarere som en stille udtynding.

Hovedpersonen i Air er næsten uden fast kerne. Det er en figur, der observerer mere, end den handler, og som glider gennem fortællingen uden rigtig at gribe ind i den. Han lader stå til.

Det kan læses som en pointe: i en verden, hvor alt er blevet overflade, mister individet sin tyngde. Det er en roman, der udfordrer og trækker tanker frem, dersom man overgiver sig til den.