Tusind traner / Yasunari Kawabata / 144 sider
Hoff & Poulsen. ISBN 9788794346078
Anmeldt 7/4 2026, 15:36 af Martin R. H.
Flyvende fraser
Flyvende fraser
« Tilbage
Tusind traner er en stille, næsten meditativ roman, der kredser om kærlighed, skyld og tradition i efterkrigstidens Japan. Kawabata skriver med en ekstremt sanselig og minimalistisk stil, hvor det usagte ofte fylder mere end det sagte.
Romanen følger den unge Kikuji, som bliver trukket ind i et net af relationer, der stammer fra hans afdøde fars affærer. Gennem møder med forskellige kvinder – især under teceremonier – udfoldes en kompleks historie om begær, skam og arv, både følelsesmæssigt og kulturelt. Teceremonien er ikke bare en ramme, men et symbol på japansk æstetik og tradition, som står i kontrast til karakterernes indre uro.
Noget af det mest slående ved Kawabatas skrivestil er hans evne til at skabe stemning. Naturbeskrivelser, små detaljer som en tekop eller et tørklæde, og gentagende symboler (som de “tusind traner”) giver teksten en drømmende kvalitet. Det kan dog også gøre bogen krævende – handlingen er fragmenteret, og karakterernes motiver er ofte uklare. Det er drømmeagtigt og svævende, sætning efter sætning.
Temaerne er tunge: ensomhed, fortidens byrde og det uopnåelige i menneskelige relationer. Kawabata undgår klare konklusioner, hvilket kan være frustrerende, men også giver romanen en særlig dybde.
Hvorfor læse Yasunari Kawabata i dag?
Sætningerne. Fortællingen. Den er iklædt en poetisk og stemningsfuld stil fuld af symboler. Den er nærgående og skildrer således med psykologisk dybde særligt Kikuji.
Man kommer helt ned i gear, hvis man overgiver sig til fortællingen, for den emmer ikke ligefrem af tempo.
Det er der i sandhed brug for, særligt i dag.
Tusind traner er ikke en bog for alle, men hvis man er til stille, eftertænksomme værker, er det en meget rig læseoplevelse. Det er en roman, man ikke nødvendigvis “forstår” fuldt ud første gang – men som bliver hængende længe efter.

