Det kan være sundt indmellem at prøve noget nyt. Måske er du enig med anmelder i, at man engang imellem bør begive sig ud af det der med et godt dansk ord kaldes for ens ´comfort zone´, ryste posen og tillade sig selv at opleve noget, man ikke før har prøvet. Dette skete for denne kapellan da Moi Caprice udsendte deres syvende album Vermillion Sands.

Det skal indledningsvist indrømmes, at undertegnede absolut intet kendte til bandet ud over navnet. Derfor kommer der i den følgende tekst ikke at være sammenligninger bandets andre plader, men i stedet vil det nye album blive omtalt på sine helt egne præmisser. At Moi Caprice ikke er blevet dyrket med større ildhu tidligere, er der ikke nogen god forklaring på, ud over at der er så meget musik i verden, at at lytte til det hele er både uoverskueligt og umuligt.

Til gengæld blev dette første møde med Vermillion Sands en meget vellykket første date.

Albummet bragte nærmest straks reminiscenser om at være tilbage på barndomsværelset, med en kop varm te i kruset og P3s Det elektriske barometer i radioen. For de læsere, der ikke ved hvad barometret var, så var det et program, der fokuserede på indierock og som blev nærmest religiøst dyrket af alle unge i min generation. En hitliste hvor det var lytterne selv der bestemte hvem der skulle være på den. Selv om man måske i forvejen kendte bands som The Cure, Nick Cave, Joy Division eller Sisters of Mercy, så fik man i ´barometret´ altid mulighed for at udvide ens kendskab til meget af den musik, som ellers ikke var i fast rotation på DRs sendeflade.

Tiderne skifter og det er i dag blevet muligt at høre både ovennævnte bands og skæringer fra den nye Moi Caprice-plade på forskellige radiostationer, selv på DR, selv i dagstimerne. Ikke desto mindre sendte bandets meget afdæmpede, smukke og melankolske musik mig ved første gennemlytning mentalt tilbage til gymnasietiden. Det skal dog ikke forstås på den måde, at bandet ikke laver tidsvarende musik, blot at det er et godt stykke tid siden at anmelder har befundet sig i denne form for tekstlige og musikalske universer.

Vermillion Sands byder i øvrigt på et omslag der ved første øjekast minder om Joy Divisions klassiske cover til Unknown Pleasures, med et par væsentlige forskelle. På Moi Caprices omslag er linjerne på omslaget røde (hvilket giver god mening, da ´Vermillion´ netop betyder rød), desuden er de vertikale og ikke mindst så synes coveret at være en gengivelse af vindens mønstre i sand, i stedet for elektroniske impulser på en graf. Ved en hurtig googlesøgning viste det sig at albummets titel deles med en novellesamling af J. G. Ballard, men da den bog desværre også mangler på hylden, kan der heller ikke blive draget nogle sammenligninger til det værk. Omvendt set, så er dette også et fint udgangspunkt for at kunne bedømme musikken neutralt, på dens egne præmisser.

Træder man et skridt tilbage og ser overordnet på de ni nye sange, så kan man hurtigt identificere en form for fællesnævner. De har alle et meget roligt, afdæmpet musikalsk udtryk. Forvent ingen larmende guitarsoloer eller optemponumre. I stedet udsætter du dig selv for en samling behagelige, lettere melankolske melodier alle båret af forsanger Michael Møllers utroligt behagelige vokal, der bakkes op af et meget dygtigt og velspillende band.

Åbningsnummeret synes alene gennem sin titel at slå den overordnede stemning af tristesse an. Blot titlen The Bitterest Hearts in the World synes ret kraftigt at antyde, at der her er ikke just tale om en traditionel kærlighedssang, men derimod en sang om mennesker hvis hjerter er blevet bitre og som der synges ”And sometimes I try to laugh bout it / though it hurts”

Når man så efterfølgende lytter til det mantralignende omkvæd på næste nummer New Normal, er der sikkert også mange, unge som gamle, der vil have nemt ved at relatere til den grundstemning der etableres i manges tilværelse netop nu. Teksten lyder: ”Something hides in the water / something dark, something stale / I know that something scary other / will break our hearts, every day / I´m not sure normal will feel normal again.” I al fald er det synes denne sidste strofe at være en konkret kommentar til den virkelighed vi befinder os i, et postfaktuelt samfund hvor ordet ”normal” i den grad er udfordret.

Ved de første par gennemlytninger, virkede mange af sangene på pladen ganske ens, men selvfølgelig ændrer dette sig, når man giver sig tid til at lytte ordentlig efter. Eksempelvis var det som om den første halvdel af Vermilion Sands var den stærkeste mens de sidste fem numre ikke var helt så spændende, men som nævnt i forbindelse med andre anmeldelser, så finder man ganske hurtigt ud af, at selv om de numre måske ikke har samme umiddelbare appel som de første, så vokser de i takt med at man giver dem et ekstra lyt.

Kender du intet til Moi Caprice, så bevæger bandet sig i et musikalsk univers hvor der konstant arbejdes med superfine musikalske klangflader, fascinerende harmonier og et på samme tid afdæmpet roligt og svulstigt udtryk. Pladen er tillige er virkelig fint produceret, så man som lytter i den grad forkæles på hvert enkelt af pladens ni skæringer.

Selv om dette var anmelders første møde med bandet, så bliver det bestemt ikke det sidste. Selv om det indimellem sker, at man bliver skuffet hvis man prøver noget nyt, så er det fine ved dette første møde med Moi Caprices univers, at der foruden den nye plade findes et bagkatalog på hele seks andre plader, som kan gås på opdagelse i.

Inden dette dog sker, så anbefaler Kulturkapellets redaktør på det varmeste, at du brygger dig en kop varm te, sætter dig rigtigt godt til rette på skibsbriksen (eller i sofaen) og med de bedst mulige højtalere (eller hovedtelefoner på) nyder Vermillion Sands på repeat. Måske vil du også opleve at du mentalt bliver transporteret tilbage til en tid, hvor det at dyrke tristessen var en grundtilstand. En perfekt plade til endnu en novembergrå dag, der med garanti vil berige din tilværelse og gøre dagen grå på en langt mere cool måde.