En rutsjebanetur i følelser, rim og rytme
Stimulanser som tema fylder en del i Rahims sange. Allerede på hans debutalbum, Nationalromantik, havde han sangen Stimulanser sammen med det unge håb, sangerinden Ida Laurberg, der siden har begået det fantastisk album, Bænkevarmer.

Man forstår, hvorfor han har haft behov for og set det som en nødvendighed for ham at donere en million til et misbrugscenter.

Jeg har Tobias Rahims andet album Når sjælen kaster op som nummer fem på min egen personlige liste over alle tiders albums. Derfor er mine forventninger altid store, når der kommer en ny single fra hans hånd. Af samme grund har jeg været lidt ærgerlig over numre som Dark Room og TÆT PÅ, da jeg har haft svært ved at høre, at de pegede nogen steder hen.

På den ene side har jeg synes, det var forfriskende, at han ikke bare gentager sig selv. Deciderede klubnumre er faktisk ikke det, han har lavet mest af. På den anden side bliver Dark Room for klubagtig til at jeg synes den er interessent nok som en sang fra Rahim. Ganske vist redder han ofte sine sange tekstmæssigt, ved at alligevel at åbne teksterne, som når duet-makkeren, Icekiid, i Dark Room synger om at feste med alle nationaliteter. Altså en åbning ud til verden. Meget Rahimsk.

Samtidig hører jeg til dem, der gerne så hans mange sange på samme album. Der sker ofte noget med en sang, når den kommer ind i en sammenhæng. Derfor har jeg været uhyre spændt på, om han ville inkludere alle sangene, eller ville vælge. På dette konkrete punkt savner jeg Toget, Orange og Vi 1.

Så langt så godt. Hvordan virker det så, dette nye album, Vulkanø, der kom digitalt den 19. september, med hele 22 sange?

Som antydet i overskriften, er albummet lidt af en magtdemonstration. De første sange leger med tårerne i øjenkrogene, da de både rytmisk og tekstmæssigt er Rahim, når han er rigtig god. Det er utroligt hvad han kan komme af sted med at synge i en popsang (”Lad mig følge dig hen til døren af misbrugscenter” i Elsker når du smiler). Noget her kan minde om egen ¿HAPPY ENDING? (som nogle gange næsten var for udkrængende og virkede meget privat), men bare meget bedre.

Både Tillykke med livet (at du overlevede et år mere) og Elsker når du smiler (og er ædru og fri for had) handler om stoffer, og det, som stoffer har gjort ved Rahims alteregos venner. Den utrolig friske og rytmiske Nogen spiller tennis handler dybest set om livets mangfoldighed, og at høre hjemme hos sin elskede (”Elsker din' øjn', for de smager af salt [Omkvæd] Bevar, bli' her, lige nu, lige her. Hold mig ind til kroppen”).

Landsbypige fra Bolivia er en af de store overraskelser, når man hører den flere gange. Først undrede jeg mig over, at han var så fjendsk overfor landsbypigen, indtil det gik op for mig, at sangen er et stort nej til at tage flere stoffer: ”Vi skyller dig ud, så du ka' svømme tilbage til Bolivia. Du' ikk' velkommen mere”.

At være syg i tide og utide, både moralsk, fysisk og psykisk luftes på Sygeplejerske på nattevagt. Hvad jagter vi egentlig af skatte, og hvad mætter det, hvis vi ”kommer igennem uden sjælene”? Molly Sandén og Delara synger med. Omkvædet: ”Sygeplejerske på nattevagt. Er du på nattevagt?” giver mig associationer til Iben Krogsdals salme Du skal elske din næste som dig selv og verset ”Du skal elske din næste som dig selv / du har døgnvagt på din egen sjæls hotel / du skal åbne dine døre / og la folk gå ind med pløre” (citeret fra hojskolesangbogen.dk), selvom det i Rahims tilfælde er hans alterego, der søger en nattevagt.

Den fantastiske Ingen Yin uden Yang, en duet med det unge håb, Mille, er en vekselvirkning mellem håb og frustration, lys og angst. ”Ved destinationen er smuk, men vejen dertil giver mig angst”. Rahims og Milles stemme klæder hinanden helt utrolig godt. På en måde konkluderer den meget godt de forrige sange, inden albummet fortsætter.

For med sangen Showbiz$z synes det at dykke for Rahims alterego, for selvom han synger om at ville undgå at ende som en junkie i showbusiness, vil Rahims alterego hellere showbusiness og ”poser”, fremfor ingen af delene. Men dermed inviterer han jo psykoser og spøgelser. Sangen har et næsten uhyggeligt omkvæd med det gentagne spørgsmål ”Hvorfor bli'r jeg ved med at se spøgelser?”

Sangen/titlen BUNDEN ER ET SPRINGBRÆT med Kesi kan godt irritere mig lidt, da Rahim på Sjælen kaster op synes at have udtømt emnet med en spoken word (på Skæbnen elsker os). Sangen er dog noget bedre end ventet, om end det er albummets svageste sang, og peger naturligt videre på de næste sange. I hvert fald hvis man ser sangene som en – delvis kontinuerlig – fortælling. Først kommer der en masse sange, som virker lidt overskudsagtige, trods emnerne.

Og så kommer sangene, hvor Rahims alter-ego synes at være helt nede i mørket, i frustrationen, og (derfor) i hedonismen. Derfor kommer Dark Room pludselig helt til sin ret, og virker næsten provokerende frisk, når den i virkeligheden handler om at drukne i hedonisme og samtidig lade som om, at det er fedt og meningsfyldt.

Sangen Den værste (med Lamin) maser ham endnu længere ned (”Jeg er den værste Gud har sendt”), og den friske hedonisme dukker op i fuldt flor i Jylland, hvor han igen synger om sin gamle ven, stimulanserne (”Jeg har en ven, der har shuffi i Randers” – hvor shuffi kan være slang for kokain). Igen splittelsen mellem at bolle derud af, fordi man ikke ved, hvad man ellers skal lave, og samtidig lyde overskudsagtig, i en særdeles ørehængende popklædedragt. Og når det gælder at drukne i hedonisme, følger Submissive (med Zuloo) samme sti, om end noget mindre elegant, rent tekstmæssigt. Men tematisk må man sige, at Rahim er konsekvent.

TÆT PÅ peger måske lidt op ad igen, selvom det dog stadig fra den norske sangerinde Delara, han synger med, lyder ”Du er min djevel og Gud”. Omkvædet lyder ”Jeg var så tæt på, at let go of you”, og det kunne lyde positivt, at Rahims alterego endelig kan blive i et forhold, men hvis pigen, ligesom landsbypigen fra Bolivia, bliver en metafor for heroin, ser det jo ganske anderledes ud.

Den smukke Et sted i universet [står tiden stille] er vel dybest set en bøn om, at Rahims alterego kan være andet end ”fart”: ”Jeg vil ønsk', du var her. Uden dig ka' jeg kun accelerere. Som om farten er alt, hva' jeg er. Som om farten er alt, hva' jeg er”.

LYS (ILLUMINERET) og KARAVANE (LAMIGLIGFORTÆLDIG) er relativt nøgterne konstateringer af livet som ”perker” i Danmark. Det er altså ikke rigtig positive sange, men de er sunget med overskud og med håb om en lys skæbne. Masser af rim og rytme (og i KARAVANE rapper han ligefrem), hvor han også har inviteret sit idol, Marwan, som jeg ikke kendte i forvejen, og som næsten lyder som Johnson med en snert af en sær århusiansk accent. Han synger om de forskellige ”perkere”. Ja, der er ”perkere”, der er så velintegrerede, at Socialdemokratiet kommer til at mangle nogen at køre hetz på – ”Perkere, der får Socialdemokratiet til at ende”.

Albummet synes at knække igen med drenge i en flok, hvor han drømmer sig tilbage til barndommens umiddelbarhed og uskyld, som står i skærende kontrast til et voksenliv, hvor han synes, han svigter, og Rahims alter-ego næsten grådkvalt siger undskyld ”for jeg svigtede dig, mit blod”, og i Sang til Mor bliver det klart, at han ikke skylder skylden på sin skæbne/sit ophav, snarere tværtimod – ”Hun vil ikk' ha' noget for alt det, hun gi’r. Hun formidler det bare. For det hele, det kommer fra Gud. Vi' beskyttet, ikk' vær' bange. Vi' beskyttet, ikk' vær' bange”. Ja, det ender faktisk i gospel-lignende toner ”Vi’ beskyttet, vi’ beskyttet…”.

Herefter har Rahim lyst til fest, og det er vi mange andre, der også har.

Man kan sige, at Rahim i den grad kan synge om bunden, frustrationen, tomheden, stofferne, hedonismen, mv. Men samtidig kan vise overskuddet til at sætte pris på livet som det faktisk er. Det er tydeligt på den fantastiske sommersang, Bellevue, han synger med D1MA, som slutter med de fantastisk ord: ”Er her for at bli', selvom alting er lease. Hold ind til siden, og køb dig en is. For salte tårer bli'r til sukker og fløde. Hvis du tror på dig selv til det sidste. Bare kig ud over de her blå bølger. Og nyd det her liv, det' dit, ja”. Og på den helt utrolig catchy Regntid forsøger han også at stå ved den han er, ved både at synge om sit begær efter penge og berømmelse – og samtidig stå ved den fest, det giver – ”Og vi får det til at regn'”, og det er positivt i sangen, der også inkluderer gospelsang ved Kabusa Oriental Choir – ”May the rain wash the pain away. Make [may?] we prosper, make we grow”.

Ja, Tobias Rahim vil have lov til at have det sjovt, lysten til stoffer og fest fornægter sig ikke, selvom han helst ville kunne uden. I TÓRSHAVN RAVE synes mørket skiftet ud med lyset: ”Tórshavn Rave, kun lys, ingen mørke. Det' hele, det' sunny days”, men som man måske kan fornemme, er lyset her måske lidt rigeligt skarpt.

Rahims alter-ego synes at insistere på at være en slags optimist i titelsangen Vulkanø, ”De siger, der' udløbsdato. På de smukkeste lillae tider. Jeg siger, de' fucking pessimister. Og det knepper min vibe med dødbringende energier”.

Ja, Rahim vil helst være optimist, i hvert fald ikke pessimist, og vil gerne være taknemmelig.

Når man er så glad for et album som Når sjælen kaster op som jeg er, kunne man godt være bekymret for, om Rahim virkelig kan holde niveauet. Som antydet har enkelte sange gjort mig urolig, men når de 22 sange høres i sammenhæng, må man bare sige, at han har lavet et utroligt interessant album, ja, albummet er lidt af en magtdemonstration.

Så hvis man er til popmusik, rim og rytme og en blanding af hedoniske sange, og sange, der når bunden, men samtidig kan vise overskud, og være iklædt en ørehængende klædedragt, som Rahim er så god til, så bliver det ikke meget bedre.

Vulkanø er en rutsjebanetur i følelser, rim og rytme, og sætter en masse tanker i gang om livet, som kan være så svært en gang imellem, men som vi alligevel skal huske at være taknemmelige for. Midt i al feststøjen og de fortvivlede tanker.

Alle sangtekstcitater er fra genius.com