Digte er litteraturens jazz – en fri form, der tillader sproget at bevæge sig frit. Befriet fra at skulle kommunikere entydigt og forståeligt. Intet er for stort eller småt til at være i et digt. Men når et digt er bedst, kan det fremmane en hel verden med et enkelt ord eller to. Den poetiske frihed åbner med andre ord et uendeligt rum af muligheder. Men friheden kan også blive til en formløshed, hvor tænkningen bliver flad.

Nellemann Kruses digte er klart bedst, når han skriver med formens begrænsning. Når han arbejder rytmisk og musisk med sproget. Når gentagelserne af ord og linjer bliver betydningsbærende som allusioner til hjerteslag, tiden og tvangstanker. Eller når han udtrykker sig igennem digtets figurative udtryk på bogsiden, og lader formen være en del af digtes udsagn.

De mindst interessant digte er dem, hvor udsagn reduceres til finurlige ordspil og kække betydningsforskydninger (”ser jeg på min forlovede/ eller før-lovede”). Eller når en overraskende sidste linje i digtet bliver for påtaget, og den tilsigtede overraskelseseffekt bliver for intenderet. Eller når referencerne til sprog og kultur bliver kedeligt forudsigelige (”og en lang drømmeløs søvn om årene, der gik/Eller gak”)

Tit synes digtene at bevæge sig på betydningsplan med inkongruente billedlige sammenstillinger, der ikke kan realiseres mentalt. Men det bliver aldrig så syret absurd som en fx Simon Grotian. Hertil er der for lidt smæk på billedverdenen. Digtene gakker aldrig for alvor ud, men bliver i en sfære af diffus betydningsdannelse, der nok leger med sproget og søger det mærkelige og skæve, men aldrig sætter vores erkendelse på prøve eller lykkes med at fremmane en billedverden, der ryster eller bare overrasker.

Digtene synes ikke at bevæge sig inden for noget samlet tematisk eller billedligt univers, men flagrer rundt mellem stemninger og situationer. Det være sagt synes mange af digtene at kredse om oplevelsen af fremmedgjorthed, om tab af mening i mødet med verden. Om at befinde sig i periferien og føle sig uden for normaliteten, og om ikke at være i sync med verden. At hænge fast i mønstre, der modarbejder, samtidig med at tiden bare går og går.

Abstraktionen i tematikken spejler sig på den måde i digtene, der også er løsrevet fra den konkrete hverdagslighed. Men jeg tror faktisk, at Nellemann Kruse digtning vil nyde godt af det konkrete og af at vende sig mod verden frem for at blive i tanken. Ofte kan det, der begrænser, også være frigørende og bringe ny betydning med sig.