Janus Kodal, erfaren digter med en alenlang publikationsliste, veletableret i dansk litteraturhistorie har netop udgivet en ny digtsamling. Fiasko hedder den. Titlen er heldigvis ikke dækkende for kvaliteten af indholdet. Til gengæld er den fuldt dækkende for tematikken.

Vi har at gøre med skilsmisse, brudte relationer, mislykket forældreskab, utilstrækkelighed, selvhad, skam, indebrændt vrede. Ja, fortsæt selv listen. Som en anden Knausgård møder i digtene en midaldrende, hvid mand på en rutsjende nedtur i livet.

Det formodet selvbiografiske stof er et genkommende omdrejningspunkt for digtene, som viser sig som scenerier fra det mislykkede ægteskab; situationer, hvor digterjeget konfronteres med utilstrækkeligheden som skilsmissefar, erindringsglimt fra en barndom med en fraværende far. Skrevet frem i en potent prunkløs prosa, der løber over et par sider per digt, hvor hvert enkelt ord fortættes af betydning. Den beske realisme opløser sig lejlighedsvis i absurde billeder og forestillinger om vold, som det lyder i en erotisk- voldelige scene fra det forliste ægteskab:

”Hun holdt mit hoved mellem sine hænder og klemte til så det skrumpede og sank ind i hendes. Jeg skulle æde af hende til hun begyndte at græde”. (s. 33-34)

En gennemgående figur i digtsamlingen er klovnen og en gennemgående scene er cirkusset. Ofte fremstillet i skikkelse af den tragikomiske hvide cirkusklovn. Latterligt med sin opfarende hidsighed. Til grin for sine omgivelser. En evig taber i manegen – som også digterjeget er en taber i livets cirkus. Som det lyder i diget ”Grin”:

”En klovn må leve videre, leve med sine tanker, leve med sine hænder, sit spejl og sit gejl. Når latteren er væk og de små pærer slukkes, finder han de trusser hans hustru har glemt. I en manege af savsmuld og urin tygger han på satin og latin, slubrer blod, vender sine øjne mod himlen, pisser i en hat”. (s. 39)

Det er tristesse, nihilisme og livstræt resignation, der gennemsyrer samlingen. Som det sort opsummeres et sted: ”Det giver sig selv, at så meget er blevet som det er: det øde hjerte, landskabets knuste ryg som stjernerne styrter sig ned i. Det har altid stået klart som det der ville ske – den historie om os, den fortælling om at ingen fandt lykken. (s.61-62)

Af og til føles samlingen klaustrofobisk i sin tematiske ensidighed og trætte tilværelsesattitude. Men alligevel rørende i sin ærlighed. Og stærk i sin insisteren på at blive i det ubehagelige, det mørke og udsigtsløse uden at skulle foregøgle udvikling, selvindsigt og afklaring.

Nogle gange er livet bare lort. ”Tilbage er kun stanken af raseri”. (s. 65)