Essay om Jan Guillous store romanserie i ti bind, Det store århundrede

Hvilken tid er det egentlig vi lever i, i dag?

Hvordan vil vi se tilbage på de første 25 år af dette århundrede om 75 år?

Det er helt umuligt at vide.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen nåede at erklære det 21. århundrede for frihedens århundrede, inden vi fik 9/11, og for nylig har David Trads fundet anledning til at udgive en bog med titlen, Tyrannernes tid, og selvom bogen også ser tilbage til 90´erne (og endnu længere tilbage), er titlen møntet på vor tid, ikke mindst Putin og Trump.

Trads kalder 1900-tallet for ´Amerikas århundrede´ (mens 1800-tallet var ´Briternes århundrede´), og man kan vel roligt sige, at det i overvejende grad har været cool at se til USA og købe og være fascineret af amerikansk kultur. Tag blot Hollywood, Coca Cola og ægte amerikanske cowboybukser. Når man tænker på ´boycot-amerikanske-varer-kampagnen´, der startede i begyndelsen af 2025, så er det meget kuriøst at læse Jan Guillous Ægte amerikanske cowboybukser, hvor netop Coca Cola og cowboybukser er decideret cool.

I år er det fem år siden, at Jan Guillou afsluttede sit ti-binds værk, Det Store Århundrede, og det er en virkelig interessant tour-de-force ned igennem sidste århundrede, hvor han både benytter spiongenren, retssalsdramaet og barndomsfortællinger i bøgerne.

Lærer vi overhovedet af historien?

Det er mange år siden, jeg første gang blev anbefalet Jan Guillous Brobyggerne, og ved en tilfældig association (skiltet med John le Carrés suite på vores etage på Mandarin Oriental i Bangkok, 2023), og ved en tilfældig tur i boghandelen, fik jeg den endelig i hånden. Første bind i hans fortælling om det store århundrede – 1900tallet.

Det var min første Guillou-roman og det var svimlende læsning i den forstand, at vi kommer vidt omkring. Vi starter omkring år 1900, og tre fattige brødre havde begået en ´dumhed´, som risikerede at få dem længere ned i sølet, men ved et lykketræf vil en velgørenhedsloge hjælpe de tre begavede børn til den fineste diplomingeniøruddannelse i verden – i Dresden. Uddannelsen skal de bruge til at bygge Bergens første jernbane.

Den ene flygter dog skamfuldt til Tysk Østafrika efter en fortvivlende kærlighedshistorie, den anden flygter til London, da han har opdaget sin homoseksualitet, og skrives reelt ud af bogen – for at dukke op i næste bog, Dandy. Den sidste bror kan ikke få sin Ingeborg, da han er for fattig, men vil ikke tage imod lukrative jobs i Tyskland, da han har en æresgæld at tilbagebetale: Han skal lave jernbaner og broer omkring Bergen, før han har sin ´frihed´.

Handlingen skifter altså mellem det kolde og snestormshærgede Bergen, og det tropiske og alt for varme Tysk Østafrika, hvor den anden bror bygger jernbane, blandt andet fra Dar-es-Salaam til Kigoma (en strækning, jeg selv har kørt med tog tilbage i 1995). Faktisk er der henvisninger til mange steder, jeg har været i Tanzania, eller Tanganyika, som landet hed dengang (det bliver til Tanzania i 1964, da Tanganyika og Zanzibar danner fælles forbundsstat). Her kæmper han mod ’vilde indfødte’, mens han forsøger at få ’civilisationen’ til det mørke Afrika.

Det er i øvrigt tankevækkende, at begge brødre faktisk er yderst progressive i deres tanker, men alligevel under ingen omstændigheder kan acceptere homoseksualitet.

Bedst som broderen er færdig med jernbanen, og har taget sig sammen til at løse billet til rejsen hjem til Sverige – bryder Første Verdenskrig ud. Hvilket også får konsekvenser for tysktalende Ingeborg i Sverige.

Den homoseksuelle bror møder vi, som nævnt, i andet bind af serien, Dandy, sammen med sin stenrige elsker i England (med en kort afstikker til Britisk Østtyskland) i en tid, hvor man kunne blive lynchet, hvis nogen opdagede, man var tysker, havde tyskklingende navn, talte tysk – eller endnu værre: Var sodomit/homoseksuel. Især efter Første Verdenskrigs udbrud.

Derfor er det også interessant at læse artiklen Transatlantisk skam i Weekendavisen 15. marts 2025, hvor herboende amerikanere fortæller, at de undgår at tale engelsk i det offentlige rum, da de skammer sig over at komme fra USA.

I Dandy befinder vi os i et meget dekadent miljø med Oscar Wilde (forfatter, som selv blev kaldt dandy), John Maynard Keynes (verdensberømt økonom) og Virginia Wolf (forfatter til bl.a. Bølgerne) blandt de mange gæsteoptrædener i romanen.

Kunsten – især den ’dekadente’ – beskrives indgående, og vi befinder os i et overklassemiljø med enkelte rebeller.

I 1900-tallets begyndelse havde man en utrolig fremskridtstro, der bliver smadret af Første Verdenskrigs rædsler, som også beskrives indgående, og det ender katastrofalt. Måske med et lille lys til sidst, men også kun måske.

Det tredje bind, Mellem rødt og sort, handler om mellemkrigstiden, med den spirende nationalsocialisme, og det løber koldt ned ad ryggen på en, når man læser de mest barske scener. Selvom begivenhederne som sådan jo ikke kommer bag på mig, da historierne er fortalt til hudløshed, er det alligevel overvældende læsning, når det skildres litterært.

Noget af det mest interessante er, at en af bogens personer til sidst forsøger at adskille jødespørgsmålet fra resten af nationalsocialismen. Som om, han vil sige, at det var dér, Hitler begik en fejl. Men det er selvfølgelig et litterært forsøg på at set det ud fra et samtidshistorisk perspektiv. Emnet til trods, er det ikke det bind, der har gjort mest indtryk på mig. Det gælder også fjerde bind, Ikke at ville se, som foregår under det, der kommer til at hedde Anden Verdenskrig.

Til gengæld har det femte bind, Blå Stjerne, gjort kolossalt indtryk på mig.

Man kan godt mærke, at Guillou er i sit spionroman-es med denne bog.

Vi er stadig under Anden Verdenskrig, og her følger vi en modstandskvinde, der går under kodenavnet, Blue.

Det er om en gruppe kvinder, der reelt agerer prostituerede i modstandskampens tjeneste, for at suge informationer ud af højtstående nazister. Det er hårrejsende læsning.

I det sjette bind, Ægte amerikanske cowboybukser, får bogen karakter af en barndomserindring i jeg-form, med nogle PS-agtige breve fra fremtiden – 1968.

Selve bogen foregår i årtiet efter Anden Verdenskrig og årtiet før ungdomsoprøret og de store anti-Vietnam demonstrationer. På den måde er stilen velvalgt, da 50´erne i den forstand ikke var noget særligt – bortset fra den mærkbare velstandsstigning, og hvor amerikansk kultur tydeligvis er blevet cool. I denne bog dør hovedpersonens morfar, som er hovedpersonen fra Brobyggerne og brevet fra fremtiden er henvendt til hende, som under krigen blev kaldt Blue Star.

Man kan mærke, at litteratur virker, når man bliver helt melankolsk, når de tidligere romaners hovedpersoner bliver nævnt. På den måde får serien også karakter af en slægtshistorie.

Barnet, vi følger i Ægte amerikanske cowboybukser, bliver hovedpersonen som voksen i 1968, som nærmest er et retssalsdrama med en enkelt vigtig afstikker til Prag, hvor hovedpersonen oplever en vild kærlighedsaffære, og få timer efter at have forladt byen igen, erfarer, at Sovjetunionen har besat byen – foråret i Prag (reformbevægelsen) er slut i august.

I min egen litterære hukommelse kan jeg ikke lade være at krydsklippe til Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, som også skildrer det brutale stop for foråret i Prag (som startede januar 1968). Og filmatiseringen af bogen, hvor begivenheden også er med (til lyden af protestsangeren Marta Kubisova, der synger en tjekkisk version af Beatles Hey Jude).

Hos Jan Guillou må hovedpersonen nøjes med sin fantasi, da han netop har forladt byen, men forestiller sig, hvordan hans nye venner i byen reagerer på invasionen. På den måde mærker man virkelig historiens vingesus.

Hovedpersonen befinder sig i et stærkt venstreorienteret miljø, som bliver decideret radikaliseret i Dem der dræber drømme sover aldrig. Dog ikke for hovedpersonen, som i sin gruppe gør en dyd ud af ikkevold, ikke af pacifistiske grunde, men af taktiske grunde. Ikke desto mindre skal hans gruppe kæmpe en (ikke-voldelig) kamp mod sikkerhedstjenestens civile agenter og en kolossal mistillid mod venstrefløjen, godt bakket op af næsten den samlede presse. Retssikkerheden for disse grupperinger – med berufsverbot og det der er værre – kan minde om de mange anti-terrorlove, som vel i bedste mening blev indført i kølvandet på 9/11.

Rote Armee Fraktion er den mest kendte terrorgruppe på det tidspunkt, og det paranoide politi kommer også til at skyde en mistænkt terrorist, som er tæt på hovedpersonen, ved en fejltagelse. Nu er det fiktion, men hvis bare halvdelen er rigtigt, så har retssikkerheden for folk med ’forkerte’ holdninger ikke været god i 70´ernes Vesttyskland. Det er den klassiske afvejning mellem statens sikkerhed og borgernes retssikkerhed, som Guillou nådesløst hudfletter i romanen. Han skildrer hykleriet i begge lejre, og da hovedpersonen stadig er jurist, også forholdet mellem at have ret, men ikke få (juridisk) ret. Og have uret, men stadig få (juridisk) ret.

Retssikkerheden hos folk, der mener noget andet end regeringen, ser vi også knægtet i Trumps USA, hvor Palæstina-sympatisører bliver anholdt og deporteret fra USA, selvom de har permanent opholdstilladelse eller studievisa. Historien gentager sig.

Det er også første gang siden Brobyggerne, at vi møder et homoseksuelt par, som delvis mangler at springe ud, og hvis forældre ikke accepterer deres livsstil. Vi er i 70´erne, og vi må huske, at det først er i 1981, at Danmark sletter homoseksualitet fra listen over sygdomme, og først i 1990, at det blev slettet fra WHOs liste.

I Den anden dødssynd fortsætter retssalsdramaet (og forskellen på at have ret og få ret), og konflikten mellem palæstinenserne og Israel dukker også op, og det er tydeligt, at med besættelsen og de gentagne myrderier af palæstinensere, uden at verden for alvor gør indsigelse og griber ind, er vejen mod den situation, vi ser i dag i Gaza og på Vestbredden – i 2025 – allerede lagt i begyndelsen af 1980´erne, og sikkert også tidligere.

Det mest interessante er, at hovedpersonen – som i sin selvforståelse er socialist – indirekte bliver ramt af tidens grådighed, Den anden dødssynd. Af frygt for at miste en masse millioner, gør han i praksis brug af insiderhandel. 80erne var Reagans, Thatchers og yupiernes årti, der i populærkulturen kulminerede med Wall Street i 1987 med Michael Douglas i hovedrollen som Gordon Gekko, hvis mest berømte citat utvivlsomt er: ”Greed, for lack of a better word, is good”. Filmen nævnes dog ikke i bogen.

Guillou hudfletter ellers nådesløst retstilstanden i Sverige. Den opmærksomhed, som krakket (som hovedpersonen fik nys om) af et stort firma kunne have fået, bliver overskygget af mordet på Oluf Palme. En suspekt politileder (som senere bliver fyret) mistænker kurdere for stå bag, hvorfor alle landets kurdere bliver udsat for en absurd heksejagt.

Jeg læser bogen om dette mord på Oluf Palme i september 2025, få dage efter mordet på Trump-aktivisten Charlie Kirk, og beskrivelsen af, hvordan Sverige går i sort, og den uhæmmede menneskejagt og skæve debat, der kommer i kølvandet, minder på mange måder om nutidens USA. Historien gentager sig, eller rimer på sig selv.

Der sker som bekendt meget i 80´erne, hvor Blekingebanden også spiller en rolle, ligesom fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet, Reagans berømte “Tear down this wall”-tale og naturligvis Murens Fald efterfølgende. Alt sammen noget, der ikke fylder så meget i romanen pga. de problemer, hovedpersonens venner slås med (aktivistiske socialister, der risikerer at blive sat i forbindelse med Blekingebanden).

Efter Murens Fald blev Francis Fukuyama berømt for sit essay The End of History?, som sidste bind har fået navn efter, Enden på historien.

Hovedhistoriens families sorte får, som mange sikkert har håbet eller troet død og borte, nazisten Harald, som er på vej tilbage fra sit eksil i Argentina, skriver i nogle dagbogslignende noter om sin ringe respekt for Herr H, altså Adolf Hitler, selvom han står ved sine egne gerninger som soldat. Han opsøger sin gamle familie med et tilbud, de ikke kan afslå.

Kort fortalt handler det om at deltage i et søgsmål mod Tyskland for erstatning for de grunde i Berlin og Dresden, som familien ejer og som staten beslaglagde. Det drejer sig om mange hundrede millioner, så selvfølgelig siger ingen nej, selvom tilbuddet kommer fra en nazist.

Romanen handler derfor også om moral, og en masse pragmatiske tanker om praktik og måden at leve på, når hustruen er socialdemokratisk toppolitiker og hovedpersonen selv er socialist i sin egen selvforståelse. Efter historiens afslutning er spørgsmålet (også hos Jan Guillou), hvilken moral vi står tilbage med? En selvstændig pointe er vel, at det er der ikke noget entydigt svar på, selvom vi temmelig sikkert overvurderer vores egen moral.

Serien slutter med nogle profetiagtige udsagn om, at nu hvor Muren er faldet, så bliver næste store krig/kamp/strid, en religionskrig (fra kold krig til hellig krig) mod den meget abstrakte størrelse, islam. Således slutter bogen den 10. september 2001.

Dagen efter indtraf det, der siden er kaldt 9/11, og eftervirkninger efter dette ser vi stadig i dag. Der oprustes igen på det udlændingepolitiske område i dansk politik, især rettet mod islam og muslimer. Ligesom holocaust stadig spøger, når kritik af Israel/jøder/israelere ofte bliver betragtet som anti-semitisme, især fra midten af og ud mod højre, og hvem vil gerne kaldes antisemit?

Jan Guillous pointe synes at være, at vi intet lærer af historien. Det handler som altid ikke om at have ret, men at få ret. Ligesom vi hverken kan blive enige om historiens morale eller moralen i historien.

Så Guillou synes desværre at have ret, hvis vi sætter det lange lys på, hvad vi jo gør med en fortælling over 100 år.

Vi lærer stort set ikke af historien.