“Er der nogen, der har noget Gaffa-tape?”, råbte bassist Thomas Fonnesbæk ud i salen.

Midt under jazzkoncerten begyndte gribebrættet på hans bas at rasle. Noget havde revet sig løs. Det lød ikke, som det skulle. Heldigvis havde lydmanden en rulle liggende, og han måtte fluks træde til for at redde koncerten.

Og det, der skete bagefter, kan bedst sammenlignes med en fodboldspiller, der efter et frispark humper lettere skadet rundt. Og da først frisparket er taget, får han en pasning og dribler forbi fem-seks modspillere og knalder den ind i kassen.

For da først Thomas Fonnesbæk havde fået hvidt Gaffa-tape på sin bas (ikke noget kønt syn, men det virkede) afleverede han en ganske formidabel bassolo, hvor pege- og langefinger plukkede strengene og skabte en total fed rytmisk energi.

Hviskende vokal
Ellen Andersson har en blød, afdæmpet og nærmest hviskende vokal. Hendes frasering er alt andet end gennemtrængende og netop meget nordisk med en snert af det melankolske og eftertænksomme. Det er ikke alle anmeldere, der har været lige pæne ved hende. Chris Mosey fra AllAboutJazz skrev i Ellen Anderssons musikalske ungdom, at “hun lød som en, der havde et akut behov for et afføringsmiddel”.

Det er dælme grove løjer at fyre sådan en svada af. Hendes version af den klassiske svenske folkevise Jag vet en dejlig rosa var rørende og smuk, vemodig i al sin klang. Mange danskere vil kende den varme og dybe svenske vise fra Højskolesangbogen.

Ellen Andersson hentede til koncerten i Flensborg inspiration fra Bill Evans' samarbejde med den svenske jazzsanger Monica Zetterlund på albummet Waltz for Debby fra 1964. Det gjorde hun ved at blande Bill Evans' sofistikerede harmonier med moderne fortolkninger og ved at væve skandinaviske folkemusikindflydelse ind i en fin og dristig hyldest.

Fra det elegante til det legesyge
Med på scenen havde hun, ud over Thomas Fonnesbæk, Heine Hansen på klaver og Andreas Svendsen på trommer. Begge kunne være elegante det ene øjeblik og legesyge det næste. Sådan skal det være til en god jazzkoncert. Det gik fra arrangementer af Nat King Cole og Bob Dylan i første sæt, til George Gershwin og Thelonious Monk i andet sæt. Og før man så sig om, var koncerten ved at være slut med standarden Come Rain or Come Shine.

Den startede stille - næsten for pænt. Men så ramte Ellen Andersson melodien som en følelsesmæssig uppercut og gav den kærlighed på fuld volumen: Jeg bliver hos dig, uanset om himlen falder ned, eller solen brænder ud. Der er ingen mellemvej. Jazzsangere elsker nummeret, fordi det giver dem plads til at flå hjertet ud og smide det på scenen. De store har alle været der: Frank Sinatra. Ray Charles. Billie Holiday. Og i Flensborghus svenske Andersson med sin blide og lavmælte stemme.