Der er koncerter, hvor man går hjem med tinnitus. Og så er der dem, hvor man går hjem med stilhed i kroppen. Bremer/McCoy leverer det sidste.

To mænd. En kontrabas. Et Rhodes-klaver. Og en lyd, der bevægede sig så langsomt, at man først troede, den stod stille. Men det gjorde den ikke. Den åndede. Den vibrerede. Den sneg sig ind som dub-ekkoklange og lagde sig i brystkassen. Duoen havde siden debuten, Enhed, i 2013 skabt sit helt eget univers: minimalistisk, transparent og underspillet virtuost. Og netop det underspillede var duoens styrke. Det krævede mod at spille så stille, at publikum næsten holdt vejret.

Telepati på to ben
Jonathan Bremer og Morten McCoy har kendt hinanden siden barndommen, og det kan høres. De kommunikerer som gamle venner, der ikke behøver at tale i hele sætninger. En basfigur bliver sat i gang, og McCoy svarer. Et tema bliver antydet, og Bremer drejer det en kvart omgang og lod det svæve.

Deres musik er ofte blevet beskrevet som meditativ og udramatisk. Det er rigtigt. Live er den alt andet end flad. For nogle kan den i længden virke en smule søvndyssende. Alligevel sitrer den.

Bremers kontrabas gik ved denne koncert direkte i hjertet og fik det til at vibrere, mens McCoys tangenter fik musikken til at lette. I de lange, cirklende forløb opstod den særlige energi mellem den fysisk klingende bas og det melodiførende elklaver. Mere behøvedes ikke.

Og så alligevel.

For indimellem åbnede McCoy for de analoge synthflader, som især på de nyere udgivelser havde fået større plads. Det lagde et kosmisk slør over salen.

Musik som modgift
Der var øjeblikke, hvor tiden forsvandt, og hvor publikum sad helt stille. Der var ingen hosten og ingen raslen med jakker. Bare to musikere, der holdt stemningen lidt længere, end man troede muligt. Dér, hvor andre ville have trykket på effektpedalen, gjorde de det roligere.

Bremer/McCoy er dog engang blevet mødt med skepsis. Jazzklubberne syntes ikke, det var jazz, og de rytmiske spillesteder kunne ikke sælge øl til det.

Til gengæld blev duoens musik en modgift mod stress og jag, en modgift som mange havde sukket efter. Men musikken krævede tålmodighed. Den krævede, at man blev i det. Hvis man gjorde det, begyndte temaerne langsomt at differentiere sig og brænde sig fast.

I Flensborghus blev publikum ført ind i det rum, hvor hverdagen og det magiske mødtes. Et sted mellem det jordbundne og det kosmiske. Det var ikke en koncert med store armbevægelser. Ingen klimaks, der eksploderede, men heller ingen numre, der skulle overgå det forrige.