Burhan G. / mathilde Emilie & Danmarks Underholdningsorkester
Musikkens Hus, Aalborg 13/12-2025
Anmeldt 15/12 2025, 15:32 af Torben Rølmer Bille
Jul for fuldt orkester
Jul for fuldt orkester
« TilbageJulen er traditionernes tid. Det er ikke jul, før der er blevet lavet hjemmebag, før alle lågerne i kalenderen er åbnet, før Disneys Juleshow kører over skærmen og nu før Burhan G. har været forbi din by og synge julen ind.
Det er for femte år i streg, at Burhan G. i selskab med Danmarks Underholdningsorkester drager rundt i landet for at piske en hyggelig julestemning op. Dette skete også den 13/12 – 2025, hvor de gæstede Musikkens Hus i Aalborg og gav hele to koncerter samme dag. Anmeldelsen herunder er baseret på undertegnedes oplevelser af eftermidagsforestillingen.
Selv om Burhan G. har været på julerejse rundt i Danmark tidligere, var dette første gang at Kulturkapellets anmelder havde fornøjelsen af at opleve dette. At denne juleturné er populær var de mange fremmødte aalborgensere vidne om, for selv om det var lørdag eftermiddag midt december var Musikhusets sal nærmest helt fyldt.
Selv om det primært var Burhan G. der stod for sangen, havde han fået selskab af Mathilde Emilie og for den sags skyld også af publikum, for også vi blev opfordret til at synge med på flere af de sange, som vi kendte i forvejen. I starten forekom publikum en anelse sky (vi er trods alt i Nordjylland – red.) men i løbet af koncerten var det som om publikums stemmebånd blev løsnet og fik langt mere kraft mod slutningen af koncerten.
Selv om der også var afsat plads i programmet til at Burhan G. kunne sætte sig til flygelet og synge et par af hans bedst kendte sange, så bestod repertoiret selvfølgelig primært af en række kendte julesange og en enkelt salme (Glade jul). Mange af koncertens numre kan i øvrigt findes på Burhan G.s aktuelle juleplade Et barn af jul.
Helt i starten af koncerten spurgte han publikum hvor mange af os,, der udelukkende var dukket op for at høre temasangen til Tinka. Det var der enkelte, ganske unge koncertgæster der var modige nok til at indrømme. Den sang kom selvfølgelig også som det allersidste ekstranummer, men før vi nåede så langt blev der underholdt med juleklassikere som Jeg så julemanden kysse mor, Mulighedsvej (Fra Brødrene Mortensens Jul) og mange andre kendte sange fra både andre tv-julekalendere og kassen med populære juleklassikere.
Der sker noget fantastisk når en sanger pludselig bakkes op af et fuldt orkester. Arrangementerne bliver i sagens natur meget mere bombastiske og fyldige, men der er samtidig også en risiko for at en sangstemme kan blive overdøvet en smule af strygerne, blæserne og alle de andre instrumenter.
Ovenstående var desværre også en del af eftermiddagens oplevelse, da Burhan G.s stemme et par gange i løbet af koncerten kunne være lidt vanskelig at høre. Hvor Mathilde Emilie gik helt klart igennem, var det ikke altid helt så tydeligt at høre hvad Burgan G. sang. Scenevandt fjernede han flere gange mikrofonen fra munden, når der skulle synges kraftigt igennem, men det betød også at vi havde lidt vanskeligt ved at høre hvad der blev sunget. Kapellet tænker at det muligvis var teknikken eller mikrofontypen der drillede, men lidt ærgerligt var det i al fald.
Ovenstående ødelagde dog ingenlunde den gode julestemning i Musikkens Hus. Mellem numrene var der plads til at sangeren kunne interagere med publikum. Han bad teknikerne at skrue op for lyset i salen, så han kunne se os og snakkede med flere i publikum. Han spurgte eksempelvis om vi her i Aalborg var kommet i julestemning og selv om svarene - lige som med ”syng med”-opfordringen - først var en kende tøvende, var der ingen tvivl om at også vi Nordjyder var helt klar til jul, da spørgsmålet blev gentaget mod slutningen af koncerten.
Burhan takkede mange gange publikum for at vi her i denne ellers så travle juletid havde fundet tid til at benytte en eftermiddag i hans og Underholdningsorkestrets selskab. En oplevelse som Kapellet klart opfordre dig til. For selv om turneen er ved at være slut for i år, så overvej om ikke andet at anskaffe dig en billet til næste års koncert (for mon ikke Burhan G.s juleshow efter fem år er blevet en fast tradition?). Oplevelsen får reelt din puls betydeligt ned og giver et øjebliks tiltrængt julefred. Det er nemlig superhyggeligt at høre og synge sammen med Burhan, Mathilde Emilie og ikke mindst et utroligt velspillende Danmarks Underholdningsorkester.