I kølvandet på diskussionerne om de eventuelle konsekvenser af Netflix’ forsøg på at opkøbe Warner Bros, og hvad der ellers følger med handlen, er det elementært glædeligt, at 2025 har været et decideret forrygende år for dansk tv-drama. Det fremgår også af min personlige top ti over de bedste danske dramaer i dette århundrede, nu vi er kommet kvartvejs, se nederst.

Vi ser mange serier hjemme hos os, mest fra Netflix, HBO, Apple, mv., og der er mange danske serier i løbet af dette århundrede, som jeg har passet, da de ganske enkelt har været for uinteressante eller for uoriginale. Derfor har dette år 2025 næsten taget pusten fra mig på dette område, da det har været et usædvanligt år.

Det siger sig selv, at andre ville lave listen anderledes, og personligt kan jeg godt ”savne” både Thomas Vinterberg og Lars von Trier på listen, to af Danmarks mest interessante instruktører. Sidstnævnte tryllebandt en hel befolkning (og undertegnede) med første sæson af Riget i 1994. Personligt synes jeg anden sæson fra 1997 var lidt anstrengende med scenerne omkring ”Lillebroderen”, og tredje sæson fra 2022 (Riget Exodus), kom aldrig ind under huden på mig (og Information nåede at spoile det hele for mig med overskriften ”Lars von Trier brænder hele lortet ned til grunden…” den 31. oktober 2022).

Jeg havde (også) store forventninger til Thomas Vinterberg, men han turde ikke køre dramaet ud over kanten i Familier som vores (2024), som startede yderst interessant, men endte i middelmådigt drama.

Der kunne altså også skrives en del om de serier, der ikke har fået plads på listen (instruktører som Lone Scherfig og Bille August er heller ikke med), men her vil jeg fokusere på dem, der har fået plads. Og som sagt: Det har været en forrygende finale på de første 25 år af dette århundrede.

Og i den forbindelse er det næsten chokerende, at Den gode stemning var tæt på ikke at få dansk tv-premiere, da den dels er fra 2024, og dels fik premiere i udlandet under navnet Secrets, men her sidst på året blev købt af TV2.

Det er et lille mesterværk, og har tilmed en af de vildeste slutninger jeg har set i dansk dramatik i meget lang tid, hvis det overhovedet er sket før. Den er modig som få danske tv-serier med suverænt skuespil af alle, ikke mindst Pilou Asbæk og Iben Hjejle. Den er skabt af Kasper Munk, en erfaren instruktør, og Lone Hørslev, og de har lavet manuskriptet sammen. Og selvom Hørslev har en forfatterkarriere bag sig, er et serie-manus trods alt noget andet end at skrive prosa (hun gik i øvrigt på forfatterskolen 2001-03, og man bliver jo lidt nysgerrighed efter også at undersøge hendes prosa).

Det kan endda diskuteres, om ikke Den gode stemning burde ligge på førstepladsen (se nederst), men dels får Borgen kredit for at have kørt over flere sæsoner, dels er den – for politiske nørder som jeg – noget af det bedste danske drama, der er sendt i dette århundrede. Det er som bekendt Adam Price, der er hovedforfatter på serien, og Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk gør det forrygende i denne serie.

Det kan være, jeg vurderer det anderledes om nogle år, at Den gode stemning faktisk er det bedste, der er sendt i dette århundrede, men jeg skal have den lidt på afstand, før jeg føler mig helt sikker.

Dansegarderoben hører også til i kategorien ”modige serier”, da det undervejs var decideret ubehageligt at følge dæmonien hos den mandlige hovedperson, og hvordan denne arbejdsplads (Cirkusrevyen) dengang håndterede den slags. Kombinationen af humor, satire og dæmoni er en cocktail, som Ditte Hansen og Louise Mieritz, som har skabt serien, her mestrer til perfektion. Den har Marie Bach Hansen og Jakob Oftebro som to af de bærende hovedroller.

Og hvis man – som jeg – har en svaghed for film og serier, der tør bryde det normale filmsprog, så er en serie som Carmen Curlers gefundenes fressen! Som det vil være seerne bekendt, brydes handlingen sommetider af danseoptrin, hvor fortællingen for en kort bemærkning forvandler sig til en danse-musical.

Det fungerer fantastisk, er et friskt pust i dansk tv-drama, og hele dramaet med opbygningen af en virksomhed, en entreprenør med storhedsvanvid, som dog er delvis berettiget, en lille, men væsentlig, sidehistorie om homoseksualitet i 60ernes Danmark, og et pust fra den store verden i form af Amerika, virkede utroligt fængende. Hovedskaberen bag serien er Mette Heeno, og selvom det er svært at fremhæve nogen af skuespillerne, må det være Morten Hee Andersen i tæt spil med Maria Rossing og Nicolai Jørgensen.

Resten af min top ti er mere traditionelle dramaer, men udmærker sig på forskellige vigtige punkter. Reservatet (instrueret af Per Fly) gav en stemme til au pairs. Jeg husker ikke at have set en film, hvor de faktisk bliver beskrevet som individer, der har holdninger og et liv ved siden af, samtidig med, at de jo lever, som man lever som au pair – meget tæt med familien, uden alligevel at være en del af familien. At filmen samtidig havde et utroligt spændende krimi-plot, gjorde den klart binge-værdig. Den havde premiere på Netflix.

I Danefæ (hovedskaber Lars K. Andersen) bliver der leget med Danmarks historie på en måde, der var meget virkelighedstro, og gav et indblik i det højspændte spil mellem sandheden om historien og hvordan man politisk gerne vil have, at den fremstår. Skal sandheden altid frem? Eller bliver Danmarks historie også orkesteret af større interesser? Med forrygende skuespil af både Anders W. Berthelsen og Lene Maria Christensen.

Den danske rapper, Tessa, fik sin debut i Løgnen (hovedskaber Karina Dam), som også var et intenst drama om magtrelationer i hjemmeplejen og problematiske seksuelle relationer, hvor det lykkes hende at spille lige op mod Iben Hjejle.

Ud over at have et krimi-plot, som danske serier ofte bliver udstyret med, så havde serien en af de smukkest skildrede dødsscener; jeg kan ikke huske at have set noget tilsvarende i en dansk tv-serie til familien Danmark. Det er i grunden meget enkelt: Man ser en gammel dame ligge i sengen med dødsrallen. Som Iben Hjejles karakter siger (frit husket): ”Jeg tror hun er ved at tage herfra”. Tænk, at noget så naturligt som døden, kan skildres så enkelt og ligefremt. Det er modigt og godt gået.

De bedste år lover en ny sæson i 2026, og overraskede mig. Jeg troede faktisk bare, det var en feel good-serie, som så mange andre, men overvældede med sin ligefremme skildring af hverdagen. Med humor og genkendelige momenter, som naturligvis er tegnet lidt ekstra kraftigt op (og så alligevel ikke altid!), men hvor der altid var en strejf af vemod eller smerte, der gjorde personerne interessante og virkelighedsnære. Med Magnus Millang og Stephania Potalivo som de suveræne hovedkarakterer (skabt af Millang-brødrene) med Ditte Hansen og Lars Brygmann som væsentlige bikarakterer.

De to sidste på listen, Orkestret og Liberty lever af dels skuespil og lokation. Den først nævnte (af Mikkel Munch-Fals efter ide af Adam Price) er først og fremmest Frederik Cilius og Rasmus Bruuns serie, hvor Casper Philipson og Lise Baastrup dog også skal nævnes. Om ærekærhed og ambitioner, og masser af grotesk humor. At flere af de nævnte skuespillere også kan være satirikere, fornægter sig ikke.

Liberty (af Asger Leth) foregår i Tanzania og har Sofie Gråbøl, Connie Nielsen og Carsten Bjørnlund i nogle af de bærende roller. Den er baseret på Jakob Ejersbos trilogi om netop Tanzania, og gjorde mig nysgerrig på at læse bogforlægget på et tidspunkt. Det er måske skarpt skåret, at serien lever af lokaliteten, men den spiller dog en stor rolle i skildring af miljø og omgivelser.

Det bliver spændende at se, hvor mange af disse serier, der faktisk kommer til at stå som klassikere om 10-20 år.

Top ti over de bedste danske serier i dette århundrede, so far…

1.Borgen (2010-22)
2.Den gode stemning (2024/25)
3.Dansegarderoben (2023)
4.Carmen Curlers (2022-25)
5.Reservatet (2025)
6.Danefæ (2025)
7.Løgnen (2025)
8.De bedste år (2024- )
9.Orkestret (2022-24)
10.Liberty (2018)