Han er 77 år, har mere end 20 spillefilm bag sig, er lidt af Cannesfilmfestivalens darling. Mesterinstruktør på linje med Fellini og Bergman. Kort sagt: Den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar har med Autofiktion gjort det igen. Endda, nok en gang, med udgangspunkt i det evige spørgsmål om, hvor grænsen går mellem fiktion og virkelighed.

Vi starter i 2004, hvor vi møder Elisa (Barbara Lennie) en kultinstruktør, der ernærer sig som desillusioneret reklamefilminstruktør, gift med Beau (Patric Criado ), brandmand og natklubstripper, som hun har fundet og instrueret i forbindelse med en reklamefilm for underbukser.

Elisa har det ikke nemt med at hun ikke kan få nogen til at producere sin tredje spillefilm. Panisk, migræneplaget og traumatiseret. Nu, efter moderens død, bliver hun hospitalsindlagt, men hurtigt udskrevet, medicineret og med besked om at tage det med ro. Sammen med veninden Natalia tager de til Lanzarote for at skrive og slappe af.

Parallelt hermed, nu er vi i år 2025, møder vi den gamle instruktør Raul (Leonardo Sbaraglia), der ikke har skabt film i fem år - mon dog ikke lidt af et selvportræt. Fortvivlet over at være gået i stå. Han skriver på et filmmanuskript der, hovsa, er det ikke Elisas liv han er ved at endevende og nedskrive.

Nu begynder det hele at være interessant eller rettere sagt forvirrende. For hvor begynder virkeligheden og hvor standser fiktionen? Det er netop filmens omdrejningspunkt. Må vi udnytte og bearbejde virkeligheden tage en persons liv og gøre livet til fiktion?

Filmen er samtidig en hyldest til Almodóvars muse, den mexicanske sangerinde Chavela Vargas, der undervejs leverer en betagende fortolkning af sangen La Llorona. Med sin karakteristiske elegance og sikre hånd væver Pedro Almodóvar plottrådene ind i en labyrint af gentagelser.

I sidste ende opstår spørgsmålet, om andre menneskers liv overhovedet bør bruges som inspirationskilde. Hvor går de etiske grænser for en sådan tilegnelse og i hvor høj grad har en skaber et særligt ansvar overfor sine karakterer? Ikke mindst rummer dette en frygt, der måske også er en af Almodóvars egne: Hvad nu hvis inspirationen tørrer ud, hvis historierne ikke længere flyder? Trods alle udfordringerne følger man ham gerne gennem de vekslende lag.

Netop den dristige konstruktion gør dog, at følelserne har svært ved at slå rod. Filmen fascinerer intellektuelt, men dens kølige selvrefleksion lægger også afstand til de mennesker, den skildrer.

Men det der gør Autofiktion så fascinerende er skuespillerne. Selv kan jeg ikke få nok af Barbara Lennies udstråling og skønhed Barbara Lennie er filmens stærkeste følelsesmæssige forankring. Hun giver Elisa både fysisk smerte, psykisk uro og en nærværende skrøbelighed, som løfter de mest abstrakte dele af fortællingen.

Autofiktion er derfor en film, man beundrer mere end man overgiver sig til. Den mangler den følelsesmæssige varme, der kendetegner Almodóvars bedste værker, men dens modige konstruktion og Barbara Lennies præstation gør den til en seværdig, tankevækkende og værdigt personlig film.

Så mon ikke denne film af Pedro Almodóvar også ender med at blive en klassiker?