”Vores land går mod fremtiden” gjalder det fra højtalere ud over det smukke brasilianske landskab. Suppleret med en flyver, der trækker et blafrende slogan efter sig: ”Fremtiden er for os alle”. Så er det mere end antydet, at vi står overfor en lettere social satire, nemlig den brasilianske spillefilm Det blå spor, instrueret af Gabriel Mascaras.

En film om aldersdiskriminering. Hvor staten har bestemt at når man fylder 80 år umyndiggøres man og anbringes i en alderskoloni, hvorfra ingen vender tilbage, godt gemt væk fra det produktive samfund. En dystopisk film om fremtiden for vores alderdom.

Tereza (Denise Weinberg) er 77 år, aktiv, bor i fattige omgivelser og ansat på en fiskefabrik, der fileterer alligatorer. Hendes alder understreges ved at hun af to embedsmænd får overrakt en medalje, alene begrundet i hendes alder. Så kommer overraskelsen. Tereza bliver fyret af sin chef med den begrundelse at pensionsalderen nu er sat ned til 75 år – og dermed er anbringelse i alderskolonien forestående.

Det nægter Tereza at acceptere, der er så meget hun skal nå inden hun bliver gemt bort bl.a. et ønske om bare én gang at prøve at flyve. Men ak, som umyndiggjort, skal hun have datterens samtykke for at kunne købe en flybillet – og det får hun ikke!

Tereza insisterer. Og nu tager filmen for alvor fat. For i sin jagt på en flyveplads der vil have hende med som passager møder hun den noget tvivlsomme flodkaptajn Cadu der tilbyder, i sin beskedne slidte pram, at sejle hende op ad amazonefloden til en lille lufthavn. En river-movie til vands i smukke grønne nuancer, fotograferet i 4:3 format af Guillermo Gazas følsomme kamera. Vi sejler ad smalle som brede krogede floder gennem junglens storslåede og vilde natur. Tanken gå helt naturligt til Werner Herzogs Fitzcarraldo (1982), hvor færgen prøver at skyde genvej gennem junglens viltre terræn.

Det blå spor er satire, men alligevel ikke så langt fra virkeligheden. Helt galt går det når mystik/overtro blandes ind i kampen for som ældre at realisere sine drømme. ”En blå savlersnegl", der efterlader sig blå spor, hvorfra et par dråber kan dryppes i øjnene – og straks du ser ind i din egen fremtid. En akavet ide der ikke bidrager væsentligt til filmens ide. Langt større indtryk gør et glimt af en lille lastbil med et rustent bur, hvor der sidder en tvangsflyttet gammel mand på vej mod ældrekolonien.

Holder vi os til flodrejsen er det stadig en væsentlig film om at alderen alene aldrig skal få os til at opgive at udleve vore drømme.

Det blå spor har både humor og satiriske relevante spark til magthaverne og deres bureaukrati. Filmen er først og fremmest en kraftpræstation af Denise Weinberg, der ikke kun har alderen, men også magter at overbevise os om, at alder ikke behøver at være en byrde. En svær balance mellem socialrealismen og den til tider grove satire.

Det lykkes – og gav en guldbjørn ved Berlinerfestivalen.

Selv om Amazonflodens scenariet er langt fra Velfærdsdanmark, så er du ikke kun godt underholdt, men Det blå spor tvinger dig også i al sin absurditet til at nærtænke hvor vi træffer vores egen aldersdiskrimination.

Og det er nu ikke helt hen i det blå.