Eleanor er 94 år. Mere livskraftig end en hel børnehave. Hurtig i replikken, forrygende fræk og fantasifuld, grænsende til fuld af løgn - men det kommer vi til. Et energibundt med et utal af papelotter, grov sminkning og et korpus på over 100 kg. Hverken hel- eller halvdement. Tværtimod. Charmerende og klog, tæt på det irriterende. Sådan er titelrollen, den 95-årige skuespiller June Squibb, i superfilmstjernen Scarlett Johanssons debutfilm, Eleanors sandhed, efter manuskript af Tory Kamen.

Eleanor bor i Florida på 16. år sammen med sin jævnaldrende og jævnbyrdige Bessie (Rita Zohra), der som polsk jøde har haft grusomme oplevelser i nazisternes koncentrationslejre, som hun i detaljer betror sin roommate. De to gamle (undskyld ældre) har et nært og muntert samvær, hvor de dagligt udfordrer deres omgivelser med klogskab og bedreviden. Et usædvanligt kobbel, der både rummer humor og provokation.

Bessie dør og efterlader Eleonore i stor sorg og i et tomrum. Hun beslutter sig derfor til at flytte til New York hvor hende ugifte datter og voksne barnebarn bor, i et håb om at kunne blive centrum i familien hun ikke tidligere har haft megen nærkontakt med. New Yorker-familien har travlt med deres arbejde så den superaktive Eleanor skal beskæftiges og datteren sørger for at hun, mere eller mindre tilfældigt, bliver medlem af en jødisk diskussionsgruppe, hvor Holocaust er hovedemnet.

Her går det galt. Eleanor bliver opfordret til at fortælle gruppen om sine egne erfaringer med koncentrationslejrene. Hun har ingen, men de mange betroelser fra Bessie sider i kroppen og talegaverne fejler, som nævnt, ikke noget. Så engageret og sorgfuldt beretter hun Bessies lidelser, som sine egne, til stor glæde for tilhørerne.

Her begynder dramaet for alvor.

Fra at være et muntert, livligt nydelsesfuldt samvær med Eleanor, tager drejebogsforfatteren de dramatiske briller på. En ung journalistelev Lisa (Jessica Hecht) bliver grebet af Eleanors historie. Hendes far, der tilfældigvis er den tv-vært som Eleanor er skærmkæreste med, læser datterens kladde. Begejstres så meget at historien snart ruller hen over tv-skærmene. Ikke mere spoling fra min pen.

Scarlett Johansson, debuterede som skuespiller i Lost in Translation, og har været Oscarnomineret adskillige gange, plus modtager af en række festivalpriser. Eleanors sandhed har været på vej i små 10 år før det lykkedes for den kendte skuespiller at komme til at stå bag kameraet. En film der på overfladen er munter og skælmsk, men i sine alvorsstunder handler om sorg, svigt og livsløgn, alt sammen tilsat kendte evergreens, udsat for sang og piano.

Filmen er ubetinget June Squibbs´. Nuanceret, ærligt og troværdigt. Om det er selvransagelse eller en af de mange hvide løgne, så er vi med – også, eller rettere, når sorg/smerte vinder genklang hos en selv.

Er du plus-65 år, så grib stokken og hast mod nærmeste biograf for at opleve noget så sjældent som en alderdomsfilm sprængfyldt med humor og menneskelighed. Nyd den første tredjedels hyldest til en munter, aktiv og overlegen alderdom – og tag det efterfølgende mindre fængende drama med i købet.

Det er det værd.

Er du minus-65 år, og en trofast biografgænger, kan du roligt tage plads for at nyde en velfortalt historie om dine for/bedsteforældre – og måske lidt om dig selv. I hvert fald ikke uden charme og humør.

Det er det værd.