Det var i tresserne i Paris det skete. En stribe unge filmkritikere omkring filmmagasinet Cahiers du Cinema ville selv lave film. Små budgetter, optaget på gader og stræder. Den franske nye bølge skyllede ind over Vesteuropa. I Danmark med Palle Kjærulff Schmidt i instruktørstolen og Klaus Rifbjerg ved skrivepulten. Weekend, med vennerne (1961) og To med Yvonne Ingdahl og Jens Østerholm (1964).

I Sverige, hvor Ingmar Bergman var den store internationale filmguru, var der ikke plads til de yngre filmnørder. Bo Widerberg (1930-97), romanforfatter og filmkritiker, har været en tur i Paris og er nu vildt inspireret af de unge franske instruktører (Har man lyst til at genopleve tiden, så viser biograferne stadig filmen Den ny Bølge). Widerberg, der selv kom fra arbejderklassen, glemte aldrig i sine film det sociale aspekt. “En skandale at Bergmann alene skal stå for svensk film. Han skildrer overhovedet ikke svenskeren af i dag, men er et gammeldags frilandsmuseum”, skriver Widerberg vredt.

Det lykkes på grundlag af hans eget manuskript at finde finansiering og få stablet et ´produktions vennehold´ på benene. Med Jan Troel som kameramand, et minibudget, sort/hvid film i kameraet og uprøvede filmskuespillere, lykkedes det Widerberg at debutere med Barnevognen (1963). Et poetisk, realistisk stille kærlighedsdrama med baggrund i social klasseforskel. Et gennembrud for Inger Taube og Thommy Berggren, der senere skal blive Widerbergs skuespillerhold. En varm og dejlig film, der blev en pæn succes. Hurtigt efterfulgt af Ravens End (1963) denne gang udvalgt til Cannes filmfestivalen.

Jon Asp og Mattias Nohrborg skildrer i portrætfilmen At være Bo Widerberg loyalt og nuanceret den svenske mesterinstruktørs karriere, gennem striber af filmklip og interviews med familie, venner og kollegaer.

Det stor internationale gennembrud sker med den romantisk/tragiske Elvira Madigan (1967). Om løjtnant Sixten Sparre (Tommy Berggren) og linedanser Elvira (Pia Degemark) forelskelse– og deres tragiske endeligt, ledsaget af Mozarts klaverkoncert nr.21. Guldpalmer i Cannes – en festival der snart skulle tage den svenske instruktør til sig.

Vi oplever Widerbergs glæde ved det søde liv på stranden ved Croisetten, hvor de mange starletter gerne vil hilse på den unge charmerende instruktør, med det lidt rodede privatliv.

Kun året senere,1968, er der filmklip fra, hvordan han sammen med Godard, Truffaut og Polanski og en række nybølgeinstruktører, i solidaritet med studenteroprøret i Paris, fik standset filmvisningen i Palais des Festivals, og dermed årets festival. Et historisk, dramatisk øjeblik. (Jeg var der selv !).

At være Bo Widerberg er ikke kun en vigtig filmhistorisk dokumentation, men også et nuanceret portræt af en kunstners op- og nedture. Fyldt med stor selvtillid, stillet overfor desperation, tvivl og skyld.

Filmen er indsigtsfuld og væsentlig med sine mange nostalgiske klip – fortjenstfuld i sig selv – men, frem for alt, den vækker, hos tilskueren, en stor lyst til at (gen)se alle Bo Widerbergs film.

Flottere konklusion kan men næppe ønske sig.